tirsdag den 13. november 2007

Tur til Ghana #10: Eftertanke.

Nu er der gået godt en uge siden jeg landede efter min ferie i Ghana og er efterhånden også ved at være landet mentalt. De mange indtryk og oplevelser er ved at være fordøjet og sorteret. Jeg oplevede simpelthen så meget på den uge og så meget forskelligt. Kufferten var proppet med uforglemmelige dage, oplevelser, indtryk og en stor portion stof til eftertanke.

Hver gang jeg drejede hovedet var det et nyt indtryk der mødte mine øjne og lagrede sig i mit sind. Ghana og Afrika er ubeskriveligt anderledes end det vi er vant til i Europa. Alt var nyt for mig og mine forventninger og forestillinger kunne ikke have forberedt mig på hvad jeg kom til at opleve. Måske netop derfor kunne jeg sluge alle indtrykkene uden forbehold, for at bearbejde dem nu efter jeg er kommet hjem. Jeg er flere gange blevet spurgt hvad der var den største oplevelse, hvad der gjorde størst indtryk. Det er stadig svært at svare på, da mange af oplevelserne ikke kan sættes i samme bås. Hele turen var én stor oplevelse jeg sent vil glemme.

Jeg oplevede fattigdom som jeg slet ikke troede fandtes i verden længere. Fremover vil jeg have noget håndgribeligt at forholde mig til når medierne vælger at rette fokus på Afrika. Et helt kontinent der på utrolig mange områder er sat urimeligt langt tilbage i forhold til resten af verden. Den enorme fattigdom og materielle mangel satte virkelig mit eget liv i perspektiv. Ja, alle os danskeres liv i perspektiv. For hvad er det egentlig for problemer vi går og mugger over herhjemme. Det er så ubetydeligt, når man sammenligner med hvad alternativet kan være. Vi går i panik hvis internettet er nede i mere end 5 min. Men der findes steder hvor der ikke engang er elektricitet til at starte en computer. Vi brokker os fordi de ældre ikke kan blive vasket hver dag. Jeg har set børn blive badet i Volta-floden hvor risikoen for at få larver i huden er så godt som sikker. Vores sygehusvæsen er under konstant beskydning, men der er altså lande hvor transporten til sygehusene skal ske på egen hånd og standarden er langt lavere. Har set fødekliniker bestående af en faldefærdig bygning. Vores skolevæsen påstås gang på gang at være ødelæggende for vores børn. Ja, men vær glad for de overhovedet kan komme i skole og ikke først skal finde penge til uniform og bøger. Vi ser rødt hvis vi skal cykle hjem med dagens indkøb i regnvejr, men tænk hvis alternativet er at gå mange kilometer i stegende hede med varerne ovenpå hovedet. Jeg kunne blive ved. Men vi skal nok bare have lov til at brokke os. Vi har det så godt at vi ikke ved hvad vi ellers skal tage os til, andet end at brokke os over det der egentlig er godt nok. I stedet for blot at sætte pris på den gave vi har fået ved at være så heldige at være født i en del af verdenen hvor vi har tid og overskud til at beklage os over selv små ting.

Oplevelsen af Ghana var ligeledes oplevelsen af et land der langt fra fungerer optimalt. Infrastrukturen er nærmest ikke eksisterende. Vejene bliver ødelagt af regnskyl. Mange steder er der hverken vand, el eller kloakering. Prioriteringerne er helt i vejret og det starter allerede i toppen af samfundet. Man efterlades med en indtryk af at de kun tænker på i dag og ikke på at der også kommer en dag i morgen. At pengene skal formere sig og ikke bare bruges. At enhver hjælp skal disponeres fornuftigt, så landet kan mærke en markant udvikling, for der er virkelig lang vej igen.

Den Afrikanske ånd med ikke at tage tingene så tungt men mere som de kommer, kan være ganske inspirerende, men det nytter bare ikke hvis landet går i stå på den bekostning. Mange af os kunne helt sikkert lære af at slappe mere af og ikke lade vores skuldre bærer så stor vægt. I stedet smile af livet og nå det vi kan og samtidig have os selv og vores velbefindende med.

Afrika var en kæmpe oplevelse jeg ikke ville have været foruden. Hvis jeg får muligheden vil jeg tilbage dertil, men der er også mange andre steder jeg gerne vil se. Jeg er ikke ramt af et eller andet Karen Blixen-syndrom, så jeg nu render rundt i farvestrålende tøj og kun tænker på ”Mit Afrika”. Det er simpelthen for relaxed og der er for meget der ikke fungerer ordentligt, til at jeg ville kunne opholde mig der i længere tid. Jeg vil langt fra afskrive Afrika som fremtidigt rejsemål, men det er heller ikke fordi jeg sidder tilbage med en følelse af at jeg simpelthen må derned igen i løbet af kort tid. Må se hvad fremtiden bringer. Om jeg får muligheden igen, for så griber jeg den.

onsdag den 7. november 2007

Hans navn i sandet.

Da jeg sad i Afrika med fødderne i vandkanten på stranden i Kokrobite en af de sidste dage, tog jeg mig selv i at skrive kærestens navn i sandet. Savnet var stort og førte mine hænder. Ønskede at jeg kunne dele oplevelserne med ham. Sad bare og kiggede ud over havet og lod mine tanker vugge på bølgerne. Tænkte på vores første to måneder sammen og på hvor glad og lykkelig han gør mig. Samtidig på hvor bekræftende savnet er, trods det kan være hårdt.

På begge sider af mig kastede bølgerne lange tunger op på stranden og udviskede alle fodspor, så der igen var ren og glat overflade, men hvor jeg sad forblev der tørt og navnet blev stående i sandet mellem mine fødder.

Da vi flere timer senere forlod stranden var navnet stadig uudvisket, hvilket fik smilet til at brede sig på mine læber. Selvom jeg ikke er overtroisk kunne jeg, da jeg stod der med savnet, ikke lade være med at finde ro i at hans navn stadig stod på stranden hvor jeg havde skrevet det.

Tur til Ghana #9: Ved Atlanterhavets kyst.

Den private bumbushytte på stranden i Kokrobite var omgivet af palmer, der trods deres lange tynde stammer virkede stærke mod den hårde vind fra Atlanterhavet. Når man stod med bare tæer i det varme sand og kiggede hen langs kysten virkede de mange palmer som et sejl, som de flot dannede en let bue op mod vinden fra havet.

Det blå hav var enormt og fyldte hele udsynet når man stod med ryggen mod land. Æstetisk som et hav kan være, kun brudt af de badende i vandkanten. Havet var uroligt og mange steder var bølgerne hvide af skum. De store bølger knækkede ryggen mod stranden i voldsomme brøl og gled flere meter op ad stranden for derefter at trække sig tilbage, med en så voldsom kraft at man kunne mærke sandet forsvinde under fødderne. Den kraftige lyd af havet var øredøvende, men på samme tid beroligende, som intet kan gøre ved en.

Langs stranden lå flere hytter som den min familie har, på bredden lå flere steder store fiskerbåde der mest lignede store kanoer og i sandet og i vandkanten løg mange lokale børn rundt og legede. Som jeg stod der med alle de fantastiske detaljer omkring sig blev billedet helt perfekt og jeg havde følelsen af at jeg stod med fødderne på et af de dejligste steder på jorden.

tirsdag den 6. november 2007

Tur til Ghana #8: I regnskovens top.

Vi stod tidligt op for ikke at bruge for meget af dagen på at køre fra Accra til Kakum Nationalpark hvor dagens tur gik. Alligevel endte vi i noget nær trafikkaos hele vejen ud af byen. I trafikken i Ghana er der få regler der gælder: Kør! Kom først! og brug hornet! Jeg sad mange gange med truende hjertestop og et brændende ønske om at vores lokale chauffør virkelig vidste hvad han lavede. På den tosporede hovedvej kunne vi pludselig se en taxi komme bagfra, masende op igennem de to rækker af biler i den kilometerlange kø. Først tænkte jeg at det bare var endnu et vildt element i trafikken hernede, men hurtigt stod det klart det var mere end det. Foran den vildt dyttende taxi løb to mænd med vilde ansigtsudtryk og gjorde opmærksom på at de øvrige trafikkanter skulle gøre plads så taxien kunne komme igennem. Da den var kørt forbi sad vi alle med en klump i halsen og bankende hjerte. Inde i taxien sad en kraftigt blødende mand, der i smerter kastede sig rundt på bagsædet samtidig med at en anden forsøgte at holde ham i ro. Da der ikke er nogen ambulancer, er taxier alternativet og dythornet er deres blink og sirener. Chaufføren fortalte hvor det nærmeste hospital lå og det var usikkert om han ville klare den. Synet af manden der vred sig voldsomt og hans blodige skjorte prægede os alle og vi sad længe forstenede af oplevelsen. Flere gange i løbet af dagen faldt vores snak igen på ham.

Efter at være sluppet ud af køen og kørt yderligere nogle timer gennem smuk natur og primitive landsbyer kom vi til Kakum Nationalpark. En 357 km2 stor regnskov. Turen ind i skoven foregik med guide og de første femten minutter var på jorden via en sti der blev mindre og mindre imens den bevægede sig op ad en skråning. På toppen var en stor platform og resten af turen foregik via syv lange hængebroer mellem regnskovens høje træer, så vi ville komme til at gå i 20-40 meters højde.

Fra første skridt forsvandt min højdeskræk og blev i stedet erstattet af en fascination af den smukke udsigt. Følelsen af at gå på den tynde gyngende bro så mange meter over den frodige natur og konstant lade øjnene skifte fra det ene enestående indtryk til det næste, overskyggede al frygt. Høre de mange lyde fra regnskovens dyb langt under os eller bare stå og kigge ud over den enorme regnskov til den forsvandt i en dis i horisonten. Se hvordan den voksede vildt op og ned ad bjergene som et grønt tæppe, kun brudt af høje træer der stolte lod deres spinkle kroner skyde frem i luften over den tætte bevoksning.

Mine vildeste forestillinger havde ikke placeret en regnskov i Ghana, men skal love for det var tilfældet. For min skyld kunne den canopy-walk vi var på, have været meget længere og ført os længere rundt i regnskoven. Oplevelsen er svær at beskrive, men mine øjnes oplevelser vil sidde printet mange år og vil fortsat kunne frembringe smil på læberne. Bringe mig drømmende tilbage til da jeg gik rundt i regnskovens top på små hængebroer.

Tur til Ghana #7: Ude blandt lokale.

Allerede da vi nærmede os spillestedet Bywell kunne vi fornemme at vi var lidt væk fra det vestligt prægede centrum. Udefra så det heller ikke ud af noget, men tonerne fra orkesteret nåede fint over den primitive mur der omgav spillestedet. Da vi kom ind blev jeg straks fanget af stemningen. Det mindede om en hyggelig baggård med en bar i to hjørner og et 7-8 mands jazz- og bluesorkester ved siden af dansegulvet. Vi var på et af byens fine steder og man kunne se at de lokale havde gjort meget ud af sig selv.

Varmen, de muntre toner og de lokales glade snak gjorde oplevelsen unik. Det var ikke nødvendigt at snakke sammen, for det var underholdning nok at sidde og opleve den særlige stemning. Sidde og se dem på dansegulvet bevæge deres kroppe på måder som virker uopnåelige for os andre. Eller lade blikket følge orkesteret trykke den af på bas, trommer, trompet, trækbasun, bongotrommer og guitar i livsbekræftende samspil med den store negermand med den dybe stemme.

Stedet var proppet og alle var glade. Stamgæsterne var tydelige at spotte. Blandt andet en ca. 70-årig kvinde der sad og hang ved et bord med sit glas foran sig, for pludselig at rejse sig og vrikke kroppen på gulvet i takt til musikken sammen med alle de unge, uden at bukke under for sin alder.

Næste morgen tog min kusine og jeg på det store lokale Makola-marked i downtown Accra. Et kæmpe område fyldt med boder, sælgere og handlende i gaderne, og i husene omkring var boderne også rykket op på de højere etager, så man når man gik rundt kunne se tøj, mad, gryder, you name it og det var der(!) i alle retninger. Gaderne var tætpakkede og når vi gik ned i de små gyder skulle man mase sig frem. Hele tiden skulle vi også passe på ikke at blive ramt af de store oppakninger mange af dem bar på hovedet. Luften var tyk af snak, musik og handlendes råb frem og tilbage mellem boderne.

Det hele var så autentisk og ægte at jeg hele tiden gik med en indre pegefinger og en stemme der råbte se!, for hver gang jeg så noget nyt, noget pudsigt, noget anderledes.

At vi var blandt lokale kunne også mærkes ved at vi var de eneste hvide og derfor blev kigget efter og rørt ved. Det var interessant at opleve i den grad at være minoritet. Mærke hvordan det er at blive kigget efter når man går forbi og blive råbt efter fordi man er hvid. Fuldstændig omvendte verden af Europa. Først nu kan jeg for alvor sætte mig ind i hvordan det må være at være i den situation.

Stemningen var dog oftest god og venlig og sælgerne i boderne var ivrige, hjælpsomme og imødekommende når vi viste interesse. At møde de lokale i deres vante omgivelser er helt sikkert nogle af de vildeste oplevelser jeg har haft i Ghana. SÅ har jeg været i Afrika.

Tur til Ghana #6: Offroad i bushen.

Køreturen rundt i Nationalparken Shai Hills var ikke for sarte eller folk med nemt til køresyge. I forvejen er vejene ujævne, men pga. det seneste tids megen regn er mange af vejene yderligere ødelagte. Heldigvis var bilen egnet og vagten/guiden vi havde med rundt vidste hvordan nogle af de næsten ufremkommelige passager kunne passeres. Desværre var det ikke mange dyr vi så, men sådan er det med den frie natur. Den kan ikke tæmmes som i en zoologisk have. Krokodillerne og antiloperne gemte sig, men de vilde bavianer kom tæt på når vi kastede bananer frem til dem. Derudover var det bare den fantastiske natur der skulle nydes.

Fascinerende at køre rundt mellem buske og træer uden at vide hvad der kommer næste gang vi tager et sving. Spændingen ved om vi kunne komme gennem den tætte bevoksning eller gennem et vandhul uden at sidde fast. Vi så en masse farvestrålende sommerfugle og fugle. Fugle i fri natur, som i Danmark bliver solgt som dyre eksotiske fugle. Guldsmede fløj i luften som fluer.

Hvert eneste indtryk er så nyt og anderledes at det kræver lidt tid at konsumere dem alle. Selv de vildeste fantasier kunne ikke give de billeder der møder en hernede.

torsdag den 1. november 2007

Tur til Ghana #5: Tingene sat i perspektiv.

Tirsdag gik dagens tur ud af hovedstaden Accra hvor jeg bor. Som vi kom ud af byen stod det klart at det jeg havde set inde i byen af fattigdom ikke svarede til hvad det kunne vaere. Her var lansbyer bestaaende af hytter lavet af ler og siv og med palmeblade som tag. De heldige havde maaske fundet noget gammelt blik til taget i stedet. Ellers floed det bare med affald og andre efterladenskaber. Beboerne havde alle travlt med at tjene til dagens foede ved at arbejde haardt. Mange som saelgere langs vejen. Begrebet at arbejde for foeden faar pludselig en helt anden betydning, for det er virkelig noedvendigt hernede og det kraever haardt arbejde!

Ligeledes er der her en helt anden forstaelse af at genbruge tingene i stedet for bare at smide ud hele tiden. Udkoerte biler bliver f.eks. rippet for ALT brugbart for maaske at kunne forbedre andre biler der er i stykker. Meget andet bliver ogsaa genbrugt, simpelthen fordi andet er for dyrt og derfor slet ikke er noget alternativ.

Naar ikke vi kom igennem landsbyer kunne vi se ud over savannen saa langt oejet raekkede i begge retninger. Et imponerende og smukt syn. Se de enlige traer rejse sig over det hoeje graes.

Langsomt kom vi naermere maalet, byen Ada ved Volta-floden. Vejene blev mindre og naermest ufremkommelige. Vi kom forbi store flokke af skoleboern paa vej fra skole i ens skoleuniformer i staerke farver. Flotte kontraster til deres moerke hud. Det var med fryd at se dem lege og have det sjovt paa deres lange vej. Smilet var stort paa alle deres munde.

Sejlturen paa Volta blev et moede med endnu mere kontrast til mit vante liv. Livet paa de mange oer var primitivt og meget af det lignede langt fra egentlige hjem. Boern blev saebet ind ved flodbredden for at vaske det af i det langt fra rene eller sunde vand. De smaa fiskebaade vuggede paa floden imens folkene kaempede med at hale nettene ind, med forhaabning om fangst. Vi gik i land paa en af oerne og kom helt ind i landsbyen. To hvide i en fremmed verden. “Borgmesteren” for landsbyen hilste paent paa og de mange boern loeb omkring os i en genert men stadig nysgerrig afstand. De virkede alle utrolig glade og gav grund til at stille spoergsmaalet, om hvorvidt de overhovedet er ulykkelige. Kender de til bedre? De kender maaske slet ikke nogle af de bekymringer som vi har pga. alle vores muligheder, ligesom de nok har bekymringer vi slipper for pga. netop vores mange muligheder.

Hjemturen blev med afrikanske toner i hoejtalerne. Solen begyndte at saenke sig og sendte sine sidste straaler ud over savannen og traerne kastede lange skygger. Den efterlod et tusmoerke da straalerne i stedet blev kastet op paa himlen og efterlod et flammehav af fantastiske farver der omfavnede de lette skyer i et utroligt syn. Langsomt saenkede moerket sig over landsbyerne og aktiviteten blev anderledes. Synet var pludselig et helt andet og oplevelsen af Afrika blev igen ny.

Tur til Ghana #4: Dødens motorvej.

Da vi koerte gennem betalingsanlaegget til Ghanas eneste motorvej (25km) var det foerste der moedte os et kaempe reklameskilt der viste hvor mange ulykker der havde vaeret paa motorvejen paa et aar og hvor mange draebte. Tallene var hoeje, men efter at have koert de 25 km forstod jeg hvorfor.

Farten var hoej, der blev overhalet baade venstre og hoejre om, pludselig holdt der maaske en forulykket bil eller ogsaa kom der saamaend en cykel eller flere koerende. Vaerst af alt var de mange gaaende i rabatten, noedsporet eller paa tvaers af motorvejen. Ogsaa efter moerkets frembrud. Naar bilerne og busserne saa samtidig er i en stand der ikke ville klare et dansk bilsyn med en millimeter, hjaelper det ikke just paa situationen.

Tur til Ghana #3:Mødet med Ghana.

Vaagnede mandag morgen med klaustrofobiske fornemmelser af myggenettet der hang omsluttende om sengen og naermest soegte efter min krop. Kastede febrilsk nettet til siden og laa et par minutter bare og noed vinden fra viften i loftet og airconditionen paa vaeggen. Varmen udenfor var allerede til at fornemme, selvom klokken kun var syv. Efter et forfriskende bad kom jeg ned i koekkenet hvor de to maids allerede var i fuld gang. Lidt surrealistisk at skulle vaenne sig til tjenestefolk. Godt nok er jeg kommet til Ghana, men der hvor jeg bor er et omraade med udstationerede fra hele verden, saa det er ikke fattigt. Men hvis man kommer som “rig” udlaending, er det almindeligt at hjaelp i huset, for paa den maade at hjaelpe de lokale.

At det ikke svarer til den generelle standard her i landet blev bevist allerede da chaufoeffen havde koert faa hundrede meter. Husene var faldefaerdige eller ufardige. Der var et hav af smaa handelsboder langs vejen og i vejkanten, ikke langt fra den hektiske trafik, gik en masse saelgere. Her blev solgt alt lige fra cola og frugt til lim og papegoejer i bur. Kvinder i farvestraalende klaededragter gik rundt med stor opbakning ovenpaa hovedet. Alt det man ellers kun ser paa billeder og i tv var pludselig lige for naesen af mig.

Paa et tidspunkt saa jeg laengere fremme ad vejen nogle hoeje traer og en kaempe flok af fugle omkring dem. Naermest som en sort sky. Blev dog hurtigt rettet i min anskuelse. Det var flagermus. I hundredvis ved hoejlys dag. Imponerende syn da vi kom ind under traerne og kunne se dem paa taet hold.

For at handle ind til dagens mad var vi i fire forskellige butikker og hos en “madmor” for at koebe frugt og groent. Varene er ikke nemme at faa hernede og dem der er, er dyre, saa det er et puslespil at faa alle ingredienser til dagens aftensmaaltid. -Ikke som vi er vant til i Koebenhavn, hvor man snart kan faa alt i 7-11 paa hjoernet.

Hjemme igen - et omraade med 20 huse med mur omkring og vagter ved portene - var det tid til at slappe af. Tid til poolen.

mandag den 29. oktober 2007

Tur til Ghana #2: Afrejse og ankomst.

Da vækkeuret ringede i går morges kl. 4 var det ikke fordi den morgenfriske Mikael hoppede ud af sengen. Ikke mindst fordi jeg lå trygt i kærestens arme og så er kl. 4 altså umenneskeligt tidligt. men op kom jeg da og badet gjorde underværker. Nu var det endelig dagen hvor rejsen gik til Afrika, så spændingen sad i kroppen og smilet var en naturlig del af ansigtet.

Mellemlandingen var i Frankfurt hvor jeg var tabt allerede ved første skridt ud af flyveren. Den lufthavn er stor! Slog koldt vand i blodet og måtte prøve at overskue de mange forskellige info-tavler. Endte dog med at spørge om vej i stedet for. Blev vist hen til en Skyline-bane der kørte mig til en helt anden del af lufthavnen, for at komme til den rigtige gate, men nu var der pludselig ingen (!) info, så varmen meldte sig i kinderne. Hvordan kunne jeg komme tilbage til “sikker” grund? Det viste sig lidt efter at jeg var det rigtige sted og jeg fandt en blød stol i venteområdet. Gisp, så fik jeg da en forsmag på hvordan det ville blive i Ghana. Omkring mig sad stort set kun sorte mennesker, og de gloede alle på den blege - synes ellers jeg havde taget sol hjemmefra - fyr der nu sad blandt dem. Lidt efter spredte panikken sig. Flyet var overbooket, så der skulle sorteres i passagererne. Min billet var dog sikker, men hele scenariet endte med at politiet måtte hjælpe med dem der blev sure og truende.

Nu var den lange flyvetur i vente. 7½ time. Men som det er med rutefly bliver man opvartet i hoved og r…, så turen blev en champagnerus, med masser af bobler når vognen kom forbi. Man kan vel lige så godt benytte sig af fordelene. Hehe. Turen blev egentlig ikke så lang. Hvis ikke jeg spiste eller drak sad jeg med min bog eller sov, så timerne fløj. Føltes ikke meget længere end en tur til Middelhavet.

Det første skridt ud af flyveren på afrikansk jord blev også et møde med varmen. Ramte en mur på 28 grader sidst på aftenen. Efterfølgende kom jeg ind i den noget primitive lufthavn. Verden til forskel fra Kastrup og Frankfurt. Heldigvis havde mine værter sørget for at jeg blev hentet, så da jeg kom ud fra paskontrollen stod en smilende ghaneser klar med min kuffert og guidede mig ud gennem resten af lufthavnen. Inkl. udenom om tolden.

Tilfældigvis ankom en lokal stammehøvding samtidig med mig, så da jeg forlod lufthavnen to meter foran ham + følge blev det med modtagelse fra en kæmpe forsamling der klappede, dansede, spillede trommer til afrikanske toner og maste for at komme tæt på den åndelige. Ja ikke mig altså. Men så oplevede jeg da den afrikanske ånd fra starten.

Nu sidder jeg i solen og nyder varmen. Savner slet ikke kolde Danmark!

fredag den 26. oktober 2007

Tur til Ghana #1: Forventninger.

Et så anderledes land. Noget helt nyt. Noget der ikke er prøvet før eller ligner noget jeg tidligere har prøvet. Når jeg checker in til flyet søndag morgen er det derfor uden nogen forventninger. Vil bare suge alt til mig og opleve hvad jeg kan nå. Men vigtigst er det at jeg skal besøge min familie dernede. Det er dem jeg rejser efter og ikke landet. Men håber selvfølgelig på en masse indtryk og fantastiske oplevelser, men ved ikke af hvilken karakter. Jeg har ikke den fjerneste ide om hvad det er jeg kan forvente. Kender intet til Ghana eller Afrika i det hele taget. Håber derfor at turen kan give noget mere håndgribeligt, for mig som menneske at forholde mig til, for skal ærligt indrømme at jeg på nuværende tidspunkt ikke rigtig registrerer når der er nyheder om katastrofer i Afrika. Jeg ved ikke om det er for fjernt og derfor bliver svært at forholde sig til.

En ting er sikkert. Jeg glæder mig som et lille barn. Til at holde en uges ferie og opleve noget helt nyt. Opleve Afrika og Ghana. Noget det måske bliver den eneste gang i mit liv jeg kommer til at opleve. Derfor skal alt opleves hvad opleves kan på den uge. Forventningsløs, så jeg ikke bliver skuffet, men i stedet kan opleve det hele med åbne øjne.

fredag den 29. juni 2007

Hjemrejse. Rejsedagbog #9

Hvor er det surt at skulle hjem igen. Efter den tidlige morgendukkert i poolen hvor varmen allerede tørrer vores kroppe når vi kommer op af vandet, virker det urimeligt at man skal hjem fra det her, med udsigt til regn i Danmark. Vi ville ønske vi bare kunne blive her. Vi er slet ikke mætte endnu. Snakker om det kunne være fedt at bo her fast.
Men ville det være det? Er det ikke netop fordi man kun er af sted en uge måske to at det er noget særligt. Man rejser når man stadig synes det er dejligt og humøret er i top. Man er ikke nået at blive træt og mæt, men derimod sulten efter at komme igen. Have noget at glæde sig over, at kunne komme tilbage til. Hvis livet her blev hverdag, hvad ville vi så længes efter, når vi savnede forandring og oplevelser. Bedre vejr? Øen og livet her er kun oplevet som ferie. Hvis man skulle arbejde og have en hverdag kørende her, ville der nok være lige så mange mentale gråvejrsdage som vi har i hjemme i Danmark. Er det ikke netop fordi det er med ferie i sindet at det er så skønt.
Det bliver alligevel godt at komme hjem igen og begynde at glæde sig til næste gang, man skal ud og opleve et fremmed land og dét ganske særlige det har at tilbyde.

Den hvide by. Rejsedagbog #8

Vi sejler ud med båden fra Rhodos havn først på formiddagen. Solen har endnu ikke opvarmet morgenluften til det uudholdelige, men udsigten til en dag på vandet er skøn. Ud og få lidt luft, efter at have været inde i byen og på stranden de første dage, men ind imellem næsten trykkende varme.
Vi sejler sydpå, og nyder solen på havet. Der er nu noget særligt ved at sidde på en båd og nyde solen. Som om det er en anden sol. Lader os fascinere af det mørkeblå hav, der strækker sig lige så langt øjet rækker og bare til sidst i en skarp linje mødes med den lige så klare, men lidt lysere himmel. Det er en udsigt der kan tryllebinde enhver. Hvis øjnene vendes mod land, kan de mange klipper, bjerge, hvide strande og skønne bugter nydes. Bare se hvordan landskabet arbejder.
Efter to timers sejlads, er det første der møder en i horisonten en stor borgruin, der ligger på et bjerg helt ud til vandet. Man kan næsten frygte at ruinen er på vej til at styrte i havet, som den ligger der faretruende på kanten. Jo tættere man kommer på, bliver borgens kraft mere og mere synlig som den hæver sig over havet. Lidt efter kan man begynde at ane de mange hvide huse. Flere og flere dukker op bag klipperne og da man når indsejlingen til bugten, kan man se tæppet af hvide huse der smukt smyger sig omkring foden af bjerget og forsigtigt bevæger sig op mod den store borg. Vi er kommet til Lindos. ”Den hvide by.”
Vi lægger til helt inde ved stranden og kan allerede der fornemmer den venlige græske ånd. Da vi træder i land, kan vi straks mærke varmen. Vinden er igen stille, så vi kan allerede nu fornemme at der venter en varm gåtur op af bjerget. Velforsynet med hver vores vandflaske begiver vi os af sted. Først op igennem byen, hvor de hvidmalede huse ligger tæt og danner en labyrint af små hyggelige gader. Alt her er lavet med kærlighed og respekt for byens kaldenavn. Det er tydeligt for enhver. Byen er simpelthen så smuk og lige meget hvor du kigger hen er det som hevet ned fra stativet med de flotteste postkort.
Vi bevæger os langsomt videre op mod borgen på toppen af bjerget, ad de små stier og trapper der er anlagt til formålet. På vej op står det mere og mere klart at udsigten fra toppen bliver et syn for sig. Allerede midtvejs oppe stopper vi op, ikke for at tage et hvil i skyggen, men for at lade os betage af den smukke udsigt. Vi kan se ned i det krystalklare vand i bugten, og allerede nu ser vores båd meget lille ud.
Helt oppe kommer vi indenfor murene i ruinerne af det der engang var en imponerende fæstning. - I øvrigt udgravet af to danske arkæologer. Vi går rundt i ruinerne blandt væltede mure, imponerende trapper og gamle templer med de kendetegnende græske søjler. Men heroppe fra er det stadig horisonten øjnene vender tilbage til. Udsigten er simpelthen storslået. At den ses med de gamle ruiner som ramme, gør den bare endnu mere unik. Det er billeder der printer sig på nethinden og i sindet, til at kunne trækkes frem på regnvejrsdage hjemme i Danmark.

Selvcentrerede amerikanere. Rejsedagbog #7

Deres store skibe ligger i havnen og selv fylder de gaderne. Ikke mindst deres store egoer. Allerede da vi kommer op på den smukke taverna på et af byens høje tage, for at spise vores frokost, kan man høre deres højrøstede facon. De dominerer tagterrassen, som de render rundt mellem bordene for, i høj stemmeføring, at snakke med de øvrige fra krydstogtskibene. Så skal der tages billeder og højlydt diskuteres forargelsen over den topløse pige på stranden.
Dernæst koster de rundt med de stakkels tjenere fordi de skal have deres regning splittet(!), ikke kan forstå at byens kreditkortsystem er gået ned(!!!) og fordi de vil have pakket deres madrester ind til at tage med(!!!)
Hallo, I er i et fremmed land. Tænk om det måske ikke er kutyme at tage maden med fra restauranter. I kan i hvert fald ikke tillade jer at blive irriterede over at tjenerne bliver en smule forvirret over jeres mærkelige forespørgsel. Det er jer der er gæster! Oplev stedet, i stedet for at gøre det til hvad I er vant til ”derhjemme” eller bliv dog der!

tirsdag den 26. juni 2007

En tanke til København. Rejsedagbog #6

Ligger ved poolen med mit nye DANSK-magazine og læser om fantastiske København. En stor del af bladet er én lang ros til København og alt hvad der er at opleve der.
Jeg savner ikke København, når jeg ligger her i 35 graders varme, men er heller ikke ked af at jeg skal hjem igen, for det er virkelig en dejlig by at komme hjem til. Den gode stemning og der herlige liv på ferien her i varmen, kan fortsættes når vi vender hjem og bare skal opleve København. Opleve alle de lækre steder der er beskrevet i bladet.
Jeg forstår til fulde bladets ros af byen. Tak til Uffe og Kim for i et par timer at kunne nyde ferien og samtidig se frem til at komme hjem. For alle de gode oplevelser behøver vi ikke rejse langt for at få. Oplevelser ud over sædvane findes også i Danmark og i København.

Kærlighed i varmen. Rejsedagbog #5

Med udsigt til Middelhavets blå vand, nydes ferien i fulde drag. Det er svært at tage øjnene fra det fascinerende blå. Havet og himlen der sammen danner de smukkeste billeder. Men når mine øjne bliver mætte - hvis de kan det - af de mange smukke indtryk, kan jeg bare vende hovedet til siden og sende et smil til min dejlige kæreste.
Her under de varme himmelstrøg, kan man ikke andet end nyde livet. Nyde kærligheden. Atmosfæren her er lige til ren romantik og hygge. De fantastiske rammer og den rare stemning.
At ligge på stranden. eller ved poolen og bare nyde den afslappede stemning og den salighed der hviler over folk på ferie. Om aftenen sætte sig på en romantisk restaurant og nyde den lækre sydlandske mad imens man sidder og kigger kæresten i øjnene.
Vi har aldrig været sammen - alene - så mange dage før, så det har været rart at være så tæt på hinanden hele tiden. Dele de mange oplevelser og tage del i hinandens begejstring. Vi har ikke vist vores kærlighed helt så offentligt som vi måske kunne. Synes det er svært når vi er i et fremmed land. Vi har gået lidt hånd i hånd, men også fået skeptiske blikke. I stedet har vi holdt det til kærlige blikke og diskret aet hinanden blidt på ryggen. Små tegn vi selv forstår betydningen af. Men man har åbenbart kunne ane kemien. En nordmand spurgte om vi var brødre. Da vi svarede nej, spurgte han lidt efter om vi var et par, for vi virkede meget harmoniske. Så er det måske slet ikke så nødvendigt at skulle vise kærligheden ved fysiske kendetegn, hvis kærligheden i sig selv er synlig.

mandag den 25. juni 2007

Blandt riddere og klingende sværd. Rejsedagbog #4

En tur rundt i den gamle by i Rhodos, er virkelig en tur rundt i middelalderens eventyrlige historie. Meget af den gamle ridder- og handelsby bygget af korsridderne er velbevaret og ellers restaureret med stor respekt for de oprindelige skikke og stilarter. Det hele er så autentisk, at det næsten virker uvirkeligt i vores tid. Nogle gange tror man næsten man er i en oplevelsespark, med et kulissebudget i særklasse. Så gennemført er det. Men heldigvis er det ægte. Der er hele tiden små ting der indikerer denne ægthed. Livet går stadig sin gang i disse fantastiske rammer og de mange bygninger fortæller deres egne historier.
Man føler sig virkelig hensat til middelalderen og ens indre stemning præges mere og mere for hver lille kringlet gyde man bevæger sig ned gennem, med alle detaljerne og de historiske træk. Dét særlige kun ægte historie kan skabe af charme i de gamle rammer. Den ujævne vejbelægning og de mange hvælvinger. Fra hver åbne plads er der udsigt til den store borg, der ligger højere end resten af byen. Den troner mægtigt i sin pragt og fascinerende ydre. Til sidst venter man næsten at livet i gaderne vil ændre sig fra moderne butikker og turister til en travl middelalderdag, men møg i gaderne, beskidte ansigter, riddere på hesteryg, travlhed blandt de mange handlende og festlig musik for de særligt indbudte på borgen. Lydene af sværd der bliver smedet, vrinskende heste i staldene og hvinende svin hos slagteren. Hurtige blikke ind i de hyggelige baggårde, med hektisk liv for kvinderne.
Man ønsker næsten at det ér virkeligheden næste gang man drejer om et hjørne. Tiden er skruet tilbage og ens eget tøj er forvandlet, så man passer ind i historien. Opleve den tid med fortidens helte og store mænd for en stund . Men man kan nu kun fantasere ud fra de fantastiske rammer der står tilbage. Skabe sin egen rejse i fantasien.

What are the odds? Rejsedagbog #3

Var på Rhodos i ’94 hvor mine forældre havde sørget for rejsen. Denne gang i ’07 var det kæresten der havde stået for det.
Da han nævnte øen, var det bare pudsigt, at jeg havde været der før. Da han så nævnte hotellets navn og det også var det samme, tænkte jeg alligevel, vildt.
Vi ankom til hotellet og blev anvist et værelse. Gæt engang. Det var det samme som i ’94. Det er alligevel for vildt!
Er det bare en række af tilfældigheder der i bestemt rækkefølge får tingene til at se mistænkelige ud?

søndag den 24. juni 2007

I 10.000 meters højde. Rejsedagbog #2

Sidder og kigger ud gennem det lille vindue i 10.000 meters højde og ser ned på en verden, der når man står på jorden, virker så lille og alting nært.
Ser ned på det store skibs ensomme færd på det blå hav. Heroppe fra ser det ud som om der er langt til et muligt mål, og jeg får helt ondt af skibet.
Når man sidder heroppe, ser man pludselig verdenen fra et andet perspektiv. Ja, faktisk også livet. For herfra bliver de store afstande tydeliggjorte og tanker om at man selv er i centrum bliver i hvert fald undermineret. - Der er meget mere!
Heroppe fra ligner ethvert lille hus, en meget lille brik i den store sammenhæng. Den lille verden som brik i den store verden. Floder der skarpt deler områder virker harmløse. De store områder med marker, byer og bjerge virker mere overskuelige, men det er kun fra 10.000 meters højde.
Når vi lander igen ses det hele igen i mindre perspektiv og forhindringerne må tages som det kommer, da det ikke altid er til at sige hvad der viser sig på den anden side af bjerget.

Offline. Rejsedagbog #1

En hel uge! En hel uge uden mobil og internet. Uden digital kontakt med omverdenen. En hel uge med aviser på græsk. Er jeg så helt sat af når jeg kommer hjem igen?
Mobilen kommer jeg egentlig nok ikke til at savne, da den er meget rar at være foruden ind imellem. Det er kun en stress-maskine uden lige. Med den har man i hvert fald aldrig fri.
Men internettet kommer jeg til at savne gevaldigt. Muligheden for at holde mig orienteret og opdateret. Muligheden for at være debatterende.
Det er egentlig ikke de mennesker der er mig nær, jeg kommer til at savne den næste uge, da de alle forhåbentlig er så nære at en uges fravær ikke gør nogen forskel. Men alle dem der udgør den større sammenhæng. Alle dem der skaber det liv der er udenfor min lille osteklokke. Dem og det de gør, kommer jeg til at savne.
Trænger jeg til ferie, hvis jeg har svært ved at slippe muligheden for at ”være med”?