Tur til Ghana #5: Tingene sat i perspektiv.

Tirsdag gik dagens tur ud af hovedstaden Accra hvor jeg bor. Som vi kom ud af byen stod det klart at det jeg havde set inde i byen af fattigdom ikke svarede til hvad det kunne vaere. Her var lansbyer bestaaende af hytter lavet af ler og siv og med palmeblade som tag. De heldige havde maaske fundet noget gammelt blik til taget i stedet. Ellers floed det bare med affald og andre efterladenskaber. Beboerne havde alle travlt med at tjene til dagens foede ved at arbejde haardt. Mange som saelgere langs vejen. Begrebet at arbejde for foeden faar pludselig en helt anden betydning, for det er virkelig noedvendigt hernede og det kraever haardt arbejde!

Ligeledes er der her en helt anden forstaelse af at genbruge tingene i stedet for bare at smide ud hele tiden. Udkoerte biler bliver f.eks. rippet for ALT brugbart for maaske at kunne forbedre andre biler der er i stykker. Meget andet bliver ogsaa genbrugt, simpelthen fordi andet er for dyrt og derfor slet ikke er noget alternativ.

Naar ikke vi kom igennem landsbyer kunne vi se ud over savannen saa langt oejet raekkede i begge retninger. Et imponerende og smukt syn. Se de enlige traer rejse sig over det hoeje graes.

Langsomt kom vi naermere maalet, byen Ada ved Volta-floden. Vejene blev mindre og naermest ufremkommelige. Vi kom forbi store flokke af skoleboern paa vej fra skole i ens skoleuniformer i staerke farver. Flotte kontraster til deres moerke hud. Det var med fryd at se dem lege og have det sjovt paa deres lange vej. Smilet var stort paa alle deres munde.

Sejlturen paa Volta blev et moede med endnu mere kontrast til mit vante liv. Livet paa de mange oer var primitivt og meget af det lignede langt fra egentlige hjem. Boern blev saebet ind ved flodbredden for at vaske det af i det langt fra rene eller sunde vand. De smaa fiskebaade vuggede paa floden imens folkene kaempede med at hale nettene ind, med forhaabning om fangst. Vi gik i land paa en af oerne og kom helt ind i landsbyen. To hvide i en fremmed verden. “Borgmesteren” for landsbyen hilste paent paa og de mange boern loeb omkring os i en genert men stadig nysgerrig afstand. De virkede alle utrolig glade og gav grund til at stille spoergsmaalet, om hvorvidt de overhovedet er ulykkelige. Kender de til bedre? De kender maaske slet ikke nogle af de bekymringer som vi har pga. alle vores muligheder, ligesom de nok har bekymringer vi slipper for pga. netop vores mange muligheder.

Hjemturen blev med afrikanske toner i hoejtalerne. Solen begyndte at saenke sig og sendte sine sidste straaler ud over savannen og traerne kastede lange skygger. Den efterlod et tusmoerke da straalerne i stedet blev kastet op paa himlen og efterlod et flammehav af fantastiske farver der omfavnede de lette skyer i et utroligt syn. Langsomt saenkede moerket sig over landsbyerne og aktiviteten blev anderledes. Synet var pludselig et helt andet og oplevelsen af Afrika blev igen ny.