I en by som Kathmandu hvor trafikken størstedelen af tiden er én stor trafikprop, er det en befriende oplevelse at cykle rundt i byen. Men først kræver det at man finder rytmen og får de nepalesiske trafiknormer under huden. Ellers er det langt fra en befriende oplevelse, men kan derimod være en nervepirrende af slagsen, med dødsangst siddende i hjertet når man endelig når frem til målet.
Første udfordring er uden tvivl at størstedelen ikke er vant til cyklister. De ved simpelthen ikke hvordan de skal reagere i forhold til en cyklist. Størstedelen af de få nepalesere der så rent faktisk cykler, gør det på gamle rustne cykler, med en usikker stil eller overdimensional last, der gør at jeg selv forsøger at slå en stor bue udenom. Derfor bliver bilisterne og motorcyklisterne endnu mere usikre, når der så kommer en rutineret cyklist i høj fart. De kan ikke vurdere hvor meget eller hvor lidt fart en cyklist kan komme med. Så dytter de bare. I forvejen bliver der dyttet ufattelig meget i trafikken her i Kathmandu, men når mange nærmer sig en cyklist bagfra er det som om de dytter en ekstra gang, fordi de simpelthen ikke ved hvad de ellers skal gøre.
Det gælder om at holde tungen lige i munden, begge hænder på styret og konstant have øjnene i bevægelse rundt i hele synsfeltet. Det eneste retning man ikke skal kigge i, er bagud. Alt for meget kan nå at ske foran en på den korte tid det tager at dreje hovedet. Trafikken kan være stoppet helt, en motorcykel kan have drejet ind foran en eller en ko trådt ud på vejen. Det gør også at man heller ikke skal forvente sine medtrafikanter orienterer sig bagud. Ingen tager sig af hvad der sker bag dem. De ser kun fremad og i yderste nødstilfælde til siderne. Derfor kan en holdende bil man er ved at overhale sagtens dreje ud i en. Når de så opdager en i sidespejlet, slingrende på ydersiden af dem, dytter de bare en gang og gasser op.
Men hvis det så bare var et par biler der drejede ud i en, så ville det være nemt, men det er det bare ikke. Trafikken her er et stort virvar af biler, motorcykler, cykeltaxaer og gående. Vejene er som myretuer. Der er andre trafikanter på alle sider af en selv og de færreste holder samme bane. Alle kører ud og ind mellen hinanden. Hvis der er kø i en retning begynder mange bare at køre op i den modkørende bane hvis der lige er fri bane. Af samme grund kan man som cyklist sagtens pludselig køre mellem to baner af biler, der begge kører imod en! I vejkryds, der mange steder her er fem seks vejbaner der rammer samme punkt, kører alle ud på samme tid og zig-zag’er sig så ud på den anden side. Som cyklist i det kaos kan det være en ganske fornøjelig oplevelse at slippe igennem til den anden side. Ofte er det sikreste at gemme sig på siden af en større bil og “glide” med den gennem krydset. Hver gang kører jeg altid ud i krydsene med et smil og endnu større smil når jeg kører ud igen og er sluppet hel igennem. Det er fascinerende at det faktisk kan lade sig gøre.
Det gælder om at følge med strømmen hele tiden og have øjne for alle bevægelser. Selvom trafikken bevæger sig langsomt er den konstant i bevægelse og skifter hele tiden form. Nogle stopper pludselig op, nogle drejer uden varsel, andre skifter bare bane. Også der hvor pladsen ikke er der til det. Når en bil blinker kan det betyde to ting. At den drejer til pågældende side eller at føreren vil have dem bagved til at overhale på den side af bilen. Det kan give nogle ganske interessante situationer, hvor man må tage chancen og gætte hvad vedkommende mener. Det dummeste man kan gøre er at stoppe op, for risikoen for så at holde med et motorcykelhjul i nakken er stor. Så der skal nogle gange tænkes hurtigt.
I det hele taget er det nemt at gøre en cyeltur til en sjov leg. Fordi det gælder om ikke at komme så meget ned i fart at fødderne skal røre jorden. Samtidig med at cyklen skal bevæges igennem den bevægende labyrint af trafikanter. Mange steder er de store huller i vejene endnu en udfordring der føjer til den til tider skræmmende spænding i trafikken. Rendestenene er flere steder en halv meter dybe og tæt på det samme i bredden. Oveni er vejene mange steder fuld af store huller der nemt kan opsluge et helt cykelhjul. Af samme grund er det oftest sikrest at cykle på ydersiden af striben af biler. For at undgå at blive presset ud i de værste store huller. Dér på ydersiden af bilerne er mængden af modkørende motorcykler dog tilsvarende faretruende.
Det er sjovt og skræmmende at bevæge sig gennem Kathmandu på cykel, men virkelig også en befriende oplevelse, når man suser gennem de lange køer, fordi det er nemt at finde smuthullerne. Mærke vinden i ansigtet og samtidig se alle dem der sidder bag rattet i bilerne med begyndende stress siddende som sved på panden. At jeg samtidig vælger at høre høj musik, så jeg ikke kan høre al larmen, tilfører de sidste illusioner der får cykelturen til at virke som en sjov rutsjebanetur i Tivoli, med sus i maven, grin og til tider adrenalinfremkaldende spænding.
Opslag
