Vi ankom til den lille landsby Bimalnagar ved floden, for foden af bjergene. Egentlig var vi på vej tilbage til Kathmandu fra Bandipur, men et kort stop kunne vi godt lige lave, for at se Nepals største på 400x20 m, Siddha Cave. Spurgte et par lokale mænd der sad og spillede kort hvordan vi kom til hulen der skulle ligge i nærheden. De sagde det var nemt og en af dem tilbød at være guide for os. Vi slog til og ved et hurtigt kig på hans fødder, der kun bar et par flip-flops var vi sikker på at vi var udemærket udrustet. Tænkte at en hule normalt er et sted med lidt stier, så det er nemt for turisterne.
Vores guide pegede op mod en hvid plet på bjergsiden. “We go there. Only 30 minutes, sir” Godt nok var pletten højt oppe, men vi tænkte at vi sagtens kunne klare den. Det ville trods alt kun tage 30 minutter. Så udstyret med flere flasker vand og luften allerede godt opvarmet af solen begav vi os afsted på de første stier, der førte igennem et rimelig fladt terræn med små buske og træer.
Det flade landskab blev dog hurtigt afløst af mindre stier der snoede sig frem og tilbage ad bjergsiden med en konstant stigning mod toppen. Stien blev smallere og mange steder ikke efterladende meget mere plads end til et sæt fødder. Dertil skal siges at den ene side af stien mange steder kun var udsigten til landskabet under os for foden af bjerget. Stien var nogle steder erstattet af trappetrin hvor trinene rokkede på underlaget. Andre steder var det jorden trinene var hugget ind i og senere udvisket af regnen, så de omkringstående træer og buske måtte tages i brug for at hive os op. At vi så heller ikke havde ordentligt fodtøj på, gjorde det ikke nemmere.
Varmen blev hurtigt en modstander sammen med den stigende puls og vandflaskerne derfor hurtigt tomme. Sveden sprang frem alle steder på kroppen og efterlod os hurtigt gennemblødte fra top til tå. Selv ikke i skyggen fra nogle træer kunne vi undgå varmen der pressede fra alle sider. De våde undertrøjer blev til sidst i stedet brugt som kølige omslag, for ikke at blive dårlige i varmen.
Hvad guiden havde sagt ville tage 30 minutter tog i hvert fald en time, men da vi nåede indgangen til hulen var udsigten alene hele turen værd. Med tunge vejrtrækninger stod vi foran hulen og nød den kølige luft derfra og nød den utrolige udsigt ud over dalen. 500 meter oppe, stod vi på klippekanten og kunne se ned på de tynde stier der snoede sig op ad bjergsiden. Bimalnagar vi startede i var forvandlet til et miniaturelandskab, hvor selv de gennemkørende busser var svære at få øje på.
Da kræfterne var vendt tilbage til kroppen tændte vi de kraftige lommelygter og tog de første skridt ind i hulen. Guiden, vores chauffør der friskt var fulgt med, mine svigerforældre og jeg. Allerede få skridt inde var jeg ved at glide på det glatte underlag af ler blandet med vand der dryppede fra hulens tag, men en hurtig reaktion fra guiden reddede mig fra at falde. De første klipper efter indgangen blev forceret og derefter forsvandt al lys fra indgangen. Vi var nu kun os fem, mørket i den store hule, hulens beboere og vores tre lommelygter. Kun lyskeglernes hurtige bevægelser rundt i hulen, afslørede det store rum vi stod i. Ellers var der kun total mørke. Men også underlagets mange ujævnheder blev afsløret. Lyden af vand der dryppede og vandfald der rislede et sted i hulen, var det eneste der blandede sig med lyden af vores vejrtrækning. En blanding af duften af vådt ler og friskt vand fyldte rummet. Med højt mod, men dog med en lille tanke i baghovedet med hvad vi dog havde kastet os ud, begav vi os ind i hulen.
Det blev en tur hvor lysets genspejling afslørede flere underjordiske søer. Hvor vi skulle kravle op og ned imens vi bevægede os længere og længere ind i hulen. Nogle steder op gennem vandfald, hvor fødderne blev ved med at glide på de små fremspring der var den eneste mulighed for at støtte fødderne. Ved lodrette vægge måtte vi hive os op i reb og stemme imod med fødderne. Andre steder var der ikke så mange andre muligheder at lade os glide ned ad det fedtede underlag. Imens, var der flere steder hvor hvinene fra flagermus gav genlyd et eller andet sted over os.
Et sted var der et dybt mørkt hul, hvor den eneste mulighed for at krydse, var via to ganske almindelige stålstiger spændt ud på skrå mellem de to sidder af hullet. Dem skulle vi så kravle over, hvis vi ville videre. Allerede der havde vi smidt alle hæmninger og gav os fuldt ud. Til trods for at det var benhårdt og udfordrende, ville vi ikke give op. Tværtimod tog vi det som en oplevelse og i stedet for lade os styre af frygt, kunne vi bare grine af det hele. Men skal ærligt indrømme at turen over de to stiger ikke er det sjoveste jeg har prøvet. Selvom det ikke hele tiden var muligt at se hvor langt der var ned under broen, gjorde mørket det kun endnu mere skræmmende.
Da vores guide på et tidspunkt tog os hen til en dyb lodret kløft, hvor han kravlede ud over og kun holdt sig oppe ved at stemme imod med en fod på hver side af afgrunden, og sagde vi skulle derned, sagde vi dog fra. I stedet begav vi os mod udgangen igen, hvor de samme klipper og vandfald skulle passeres. Også de to stålstier.
Da vi igen stod ude i sollyset og varmen, kunne vi se hvor våde og beskidte vi var. Smurt ind i vådt ler og mudder. Til trods for at vi var blevet godt afkølet inde i hulen var vi ikke nået mange meter ned ad bjerget igen før solens stråler igen fremkaldte sved på hele kroppen.
Da vi igen stod i den lille landsby, svedige, udmattede og møg beskidte kunne vi igen ikke andet end grine af os selv. Følte os lidt som tre dumme turister, som landsbyens beboere kiggede nysgerrigt frem fra husene og samlede sig omkring os, for at se hvilke tosser vi var. Vi var på ingen måde klædt ordentlig på, da turen i hulen overhovedet ikke var som forventet. Langt fra.
I den lille butik hvor vi havde lejet lommelygter spurgte vi om muligheden for at tage et bad et sted i byen. Med naturlig nepalesisk gæstfrihed tilbød familien at vi kunne låne deres bad der lå sammen med huset bagved forretningen. I baggården stod et lille skur med to døre. Bag den ene huset lokum og bag den anden en stor balje med koldt vand og en lille øse til at hælde det ud over en selv. Med høns rendende frit rundt, en gris bundet i et hjørne af gården og et ildsted allerede godt igang med at tilberede dagens mad, tog vi bad under den åbne himmel. Med dé omgivelser og de foregående strabadser, var det uden tvivl et af de mest underholdende bad nogensinde, men samtidig et af de bedste og mest tiltrængte.
Trætte i kroppene, men beriget med en kæmpe oplevelse faldt vi hurtigt i søvn på vejen tilbage til Kathmandu.
Opslag
