Nepal: Changu Narayan - Den fredfyldte tempellandsby i bjergene.

I den stærke sol antog gaden i den lille landsby Changu, en mørk orange farve og husenes brændte farver fik en helt særlig varme. Store bundter af majskolber hang til tørre på mørke træbjælker langs murene. Vinduer, døre og udvendige spær var alle udskåret i mørkt træ og bar tydelig tegn på mange år i solen. Et utroligt samspil af alle tænkelige røde, brune og brændte nuancer spredte sig omkring os. Varmen i landsbyen lagde en naturlig dæmper på larmen, men alligevel var det som om der herskede en helt særlig ro mellem husene på den lange gade byen består af.

Changu er en lille newar-landsby i godt 1500 meters højde nordøst for Kathmandu. Én lang gade med husene liggende tæt på hver side, der bevæger sig opad i store flade trin udgør byen. Kun smalle sprækker imellem husene afslører, den storslåede udsigt over dalen på den anden side af husene og kendsgerningen at byen ligger på en bakkekam.

Livet i byen var rolig. Kun få turister - befriende - havde fundet vej dertil og beboerne lod sig ikke forstyrre af os og de få andre. De passede lydløst dagens gøremål. En maler sad med sirlige penselstrøg og udførte sit thanka-maleri. En anden sad med hammer og mejsel og udhuggede træmasker. En kvinde stod på gaden foran sit hus og rystede tomme kapsler fra riskornene. Et par børn løb rundt og legede, men uden at larme. En ældre mand sad oppe i sit vindue med et nysgerrigt blik bag de små briller og fulgte livet nede på gaden. En høne kom gående med seks små kyllinger rendende omkring sine fødder.

Som beboerne virkede uberørte af vores tilstedeværelse, virkede hele landsbyen uberørt. Som havde den og livet der fået lov til at gå i stå for et par hundrede år siden. Ingen mekanisk larm, ingen biler eller forstyrrende reklamebannere. Derimod bare det ægte liv. Fantastisk smukt og rørende.

På toppen af gaden, efter at have taget de sidste meter i stejle trin blev vi mødt af en stor kedelig mur med en enkelt åbning i midten. Et hurtigt blik ind gav en lille forsmag af hvad der kunne vente os indenfor åbningen, men først da vi trådte igennem, kunne vi for alvor opleve hvad der gemte sig bag den store mur. Vi stod i en stor tempelgård, med én stor bygning som en lukket firkant udenom. Muren vi var stødt på var bagsiden af denne bygning.

Vi var kommet op til Changu Narayan. Et hindu-tempel fra omkring 300-tallet. Et af de ældste templer der findes i dalen. Trods sin høje alder er templet og gården omkring godt bevaret og er et af de mange steder i Nepal der er optaget på UNESCO’s World Heritage List. Templet er dedikeret til hindu-guden Vishnu og et yndet pilgrimsrejsemål.

Midt i gården lå det store tempel med to mørke pagodetage. Rundt om var der andre mindre templer, statuer og gudebilleder. Et enkelt træ med klare grønne blade stod alene i den ene ende af pladsen, hvor der var masser af luft og sollys. Da vi stod der i stilheden mellem de gamle historiske bygninger fik træet en smuk sfære af liv omkring sig. De mange statuer og utrolige træudskæringer omkring Changu Narayan havde alle et særligt farvestrålende og humoristisk udtryk. Det var markant anderledes fra dalens mange øvrige templer, hvor træet ofte har fået lov til at beholde sin mørke naturlige farve. Farverne var betagende på de smukke og fantasifulde udskæringer overalt på templet. Store gulddøre prydede flere af templerne og solen legede glimtende i den blanke overflade.

Stille gik vi bare rundt og nød de smukke omgivelser og med begejstrede blikke blev der peget i forskellige retninger hver gang en ny detalje blev opdaget. Et sted stod en ufærdig stenstatue. En elefant der endnu kun var hugget groft ud og hvor benene stadig ikke var blevet adskilt. Historierne siger at stenen begyndte at bløde under arbejdet med at udhugge elefanten. Derfor blev arbejdet stoppet og den ufuldendte statue ses i dag som meget guddommelig.

Enkelte børn løb rundt og legede på pladsen omkring træet, imens en ældre dame sad i skyggen og fulgte deres færden. En hund lå dovent for hendes fødder. Kontrasten mellem det hellige, fredfyldte og kraftfulde tempel; og den befriende og uhøjtidelige leg var et skønt og et smukt billede.

Særligt opløftede gik tilbage ned gennem gaden igen og ud gennem byporten. Udenfor ventede bilerne og mindede os om, at vi forlod noget helt særligt på den anden side af byporten. Jo længere vi kom ned ad de snoede bagveje og nærmede os dalen igen, tog livet mere og mere form som det larmende og hektiske liv der hersker dér.

Nepal: Sammenhold i rismarkerne.

Vi kørte ud af Bhaktapur, et af de tre gamle kongedømmer, og hurtigt forsvandt det travle og larmende byliv. Lydene og de hektiske øjeblikke fortrak lige så stille fra sindet og blev i stedet erstattet af nye fantastiske scenerier der trængte sig på og fyldte os med smukke indtryk. Store åbne rismarker lå bag husene der lå spredt langs den enlige vej. Træer brød det åbne landskab hist og her og kronerne nød pladsen til at brede sig, imens bjergene lå store og tunge i horisonten. Huse lå som små spredte klynger imellem den mørkegrønne bevoksning på bjergsiderne. Himlen var klar blå og solen fik markernes gullige og grønlige nuancer til at træde endnu bedre frem. Farverne dansede hen over markerne, som små briser fik risplanterne til at svaje let.

Rismarkerne lå sig som store trappetrin på bakke- og bjergsiderne. Overalt bevægede små farvede pletter sig rundt på markerne. Rishøsten var i gang og alle, store og små, unge og gamle, var i markerne for at få høsten i hus. Kvinderne i farvestrålende tøj og et stort tørklæde bundet om hovedet. De få mænd i mere kedelige naturlige farver. Nogle stod på lange rækker og svang seglene symmetrisk, så risstråene lagde sig række for række. Andre samlede de slåede strå sammen og bar dem væk, i store bundter på ryggen holdt oppe af en læderstrop over hovedet. Nogle rystede kornene af negene, ved at slå dem mod en stor pressening på jorden. Hvorefter andre sorterede kornene fra de tomme kapsler, ved at hælde mindre portioner ud i luften, så de tomme lette kapsler blev fanget i vinden og skabte en svag gullig sky omkring kvinderne, imens de hele korn skabte en smuk gylden pyramide på jorden.

På enkelte marker havde de små maskiner til at gøre arbejdet med. at ryste kornene fra negene og den rytmiske dunken fra dieselmotorene, nærmest skabte rytmen for hele sceneriet i det store landskab. Massevis af mennesker der gik rundt og arbejdede i særligt system og med fast rytme. Der var tomt omkring husene vi kom forbi, men i stedet hang fællesskabsfølelsen og sammenholdet tykt i luften ude over markerne og terrasserne, som alle hjalp hinanden for at få den vigtige høst i hus. Alle var i gang og havde fundet en måde at bidrage på. Det var et smukt og rørende syn og vil uden tvivl dukke op i sindet igen næste gang jeg får serveret ris.