Rismarker i forskellige niveauer åbnede sig op på begbe sider af vejen som vi bevægede os ud af Kathmandu. Kvinder stod i farvestrålende dragter bukket over de grønne toppe. Da vi nåede Bhaktapur var vi ikke i tvivl. Forskellen fra Kathmandus lidt rodet og kaotiske liv, til den rolige og harmoniske by vi kom ind i var svær ikke at bemærke.
Bhaktapur er den tredjestørste by i Kathmandu-dalen og den tredje af de tre oprindelige kongeriger her. En overgang også her den samlede konge for hele dalen havde sit palads og derfor gjorde Bhaktapur til Nepals hovedtad for et par hundrede år indtil 1482. Da vi kom ind i byen var det næsten om om byen ikke var blevet rørt siden da. Byen var autentisk og bygningerne bar alle præg af mange år kamp med elementerne. Samtidig var samme uskønne og ustruktureret udvikling som desværre findes mange steder i Kathmandu, ikke noget der havde smittet af på Bhaktapur. Biler er ikke tilladte i bymidten hvilket uden tvivl også giver en bemærkelsesværdig kontrast til Kathmandus hektiske liv på vejene.
Derfor blev vi også sat af på en stor parkeringsplads ved en af byens porte og måtte gå resten af vejen. Noget af det første vi bemærkede var hvor rent der var, i forhold til de to andre store byer Patan og Kathmandu. Husene stod tæt og kvinder i den lokale dragt, pataasi i karakterisktiske sorte og røde farver, gik roligt og småsludrende gennem de smalle gader med sten lagt i sirlige sildebensmønstre der udgjorde en smuk overflade. Gamle huse, alle med røde tætte mursten, lå tæt på begge sider af gaderne og utroligt træarbejde var stærkt repræsenteret med ufatteligt smukke og detaljerede udskæringer omkring døre og vinduer. Små karnapper stak nogle steder ud fra andensalen hvor lyserøde blomster i krukker stod som smuk kontrast til det mørke træ og de brændte røde sten.
Hverdagen i den gamle by lod sig ikke mærke af et par turister der stille og beundrende gik rundt i de mange små gyder - og blindgyder. Tværtimod sad alle og arbejdede med hver deres. Store stofstykker lå bredt ud med massevis af knaldrøde chilis liggende til tørre. En skomager sad uforstyrret i skyggen af en mur og arbejdede med nål og tråd. Kvinder stod samlet ved en af byens mange vandbrønde og vaskede tøj, samtidig med snakken gav genlyd mellem husene og brød den ellers helt utrolige ro der hang over byen. En grønthandler skubbede sin tungt lastet trævogn gennem gaderne og smilte venligt da vi gik forbi.
Efter at være drejet omkring en masse hjørner og nydt den rolige hverdag dér, stod vi på en af byens store pladser Taumadi Tole hvor især ét tempel hurtigt fangede vores opmærksomhed og fik os til at holde vejret. Med sine 30 meter er Nyatapola templet dalens højeste og med sine fem pagodetage skærer det højt op over pladsen øvrige bygninger og templer. Pagodetag er karakteristisk tag for mange templer i Nepal. Det minder mest om lave kegler sat ovenpå hinanden, der bliver mindre for hvert “trin”. Fem er det højeste antal et tempel kan opnå Den blå himmel fik bare silhuetten af det takket tag til at virke endnu mere imponerende. Utrolige stenfigurer vogtede den stejle trappe op på ydersiden. Alle med deres helt særlige betydning for templet.
Et stykke derfra begyndte en svag lugt af røg af hænge mellem husene. På en anden lidt mindre plads holdt byens pottemagere til og dagens brænderi var allerede i gang. På den ene side af pladsen blev neg af hø samlet sammen med forskelligt papiraffald fra byen, for at komme til at udgøre brændeovn til de utallige krukker der lå i bestemt orden lå ud over hele pladsen for at tørre i solen. Det var skåle, store og små, krukker med fine detaljer og vaser med tynde halse. I de åbne døre i husene omkring pladsen stod mænd flittigt og drejede nye krukker til at stille ud i solen. Imens gik kvinderne rundt mellem de mange der allerede lå i solen, og vendte og drejede dem, så de fik lige dele sol på alle sider. Håndværket var altoverskyggende på pladsen og livet var travlt. Alle hjalp hinanden med dagens produktion.
Vi begav os videre ud i labyrinten af små gyder rundt i byen. At dømme på blikkene hos de vi mødte, var det tydeligt at vi havde bevæget os væk fra de “typiske” turistruter. Men det var også meningen, for at opleve byen fra sin allermest ægte side. Mærke den urørte hverdag. Vi gik gennem små porte og havnede i baggårde hvor kun lidt sollys trængte igennem fra oven imellem de tætte huse. Høns i sivbure stod langs husmurene og geder stod i snor. Klar til slag eller slagtning. Vi kom til byens losseplads hvor en kvalm og tung luft slog som en mur på den varme dag. Men fra et hus på den anden side af gaden strømmede en duft af blomster og parfume. Tilsammen udgjorde det en mærkelig blanding, men der på sin egen måde gav et eller andet ekstra til oplevelsen af byen. En flok grise gik tilfredse med trynerne og rodede i affaldet og små børn legede i solen foran husene, blandt vilde høns og ænder.
Tilbage omkring centrum af byen begyndte der at blive mere plads mellem husene og himlen fik mere og mere plads i udsynet. Lidt efter åbnede Durbar Square sig foran os. Pladsen ved det gamle kongepalads. Smukke bygninger indrammede den store plads, hvor paladset prydede hele den ene side med guldport og helt fantastisk træudskæringer omkring døre og vinduer og under taget. Små og store templer lå spredt ud over pladsen, hvor forbudet mod boder og handelsplads efterlod mulighed for virkelig at opleve hvor stor pladsen var. Templer, statuer og de smukke bygninger kom mere til sin ret da de bedende ved de forskellige helligdomme, med rette kom til at udgøre det eneste “liv” på pladsen. Atmosfæren på den store plads hvor nye stenfigurer og små templer konstant dukkede op var helt utrolig. Som om en ånd der havde fået lov til at ligge urørt i flere hundrede år stadig herskede på pladsen. Det var med stor respekt at hvert skridt blev sat på jorden. Som for ikke at være skyld i at bryde roen og spiritualiteten.
Den typiske nepalesiske frokost blev indtaget i en af de gamle paladsbygninger med udsigt over den utrolige plads gennem lave vinduer med små skodder i utrolige træudskæringer. Livet som det må have været selv samme sted i fortiden havde let ved at finde plads i fantasien.
En ung fyr inviterede os til at se hans skole. En helt særlig skole i Bhaktapur. Nemlig en af de vigtigste malerskole i dalen, hvor der undervises i de buddhistiske hellige malerier på bomuldslærreder. Thanka. En ældgammel teknik der her læres videre fra munke og mestre til tålmodige elever. De sad på gulvet med hvert deres lærred foran dem og malede med en ultratynd pensel de mest fantastiske detaljer. Siddende på bløde puder i et af skolens lokaler, hvor flere fantastiske Mandala-malerier hang tæt på væggene, fik vi forklaret historierne og teknikkerne af en af skolens mestre. Med helt fantastisk indlevelse forklarede han os tankerne bag de store Mandala-malerier til brug ved meditation, Buddhas historie og de grundlæggende teknikker i Thanka. Det kan tage op til to et halvt år at lave ét maleri, hvor der vel at mærke arbejdes otte timer pr dag seks dage om ugen. Med stor respekt og glæde i kroppen sagde vi taknemmeligt farvel og tak for rundvisningen.
Vi tog fra Bhaktapur med en næsten overvældende portion indtryk i sindet. Fra en by hvor historien er som gået i stå for lang tid siden. Hvor historien er blevet bevaret. Hvor håndværk bliver respekteret og lært videre til yngre generationer med stor alvor. Bhaktapur, en næsten urørt perle fra fortiden.
Opslag
