Den kaotiske stemning i lufthavnen var velkendt. Taxachaufførernes ivrighed udenfor ligeså. Men ikke mindst var Raj Kumar vores egen chaufførs smil, et glædeligt gensyn midt i virvaret. Byens mange indtryk blev lukket ind ad det åbne vindue, imens vi kørte gennem byen. Samme høje lyde, farverige dragter og kraftige dufte, der mødte mig da jeg ankom til Kathmandu første gang for snart to år siden. Hurtigt begyndte mine øjne at søge rundt efter de sjove og opsigtsvækkende optrin der altid er i gadebilledet, og smilet på mine læber voksede for hver meter vi kørte. Det var dejligt at være tilbage i Kathmandu.
I lejligheden tog Tara imod med sit altid store smil og fik mig med det samme til at føle mig hjemme. Efter en hurtig udpakning, hvor studiebøgerne blev sat på plads, og jeg endelig flyttede ud af den kuffert jeg havde boet i de foregående syv uger, var det tid til et langt tiltrængt bad ovenpå enogtyve timers rejse. Imens bredte duften af kaffe sig i lejligheden og Tara satte en dampende kop frem på bordet. Lidt efter blandede en duft af karry sig og Taras rumsteren i køkkenet skabte liv. Følelsen af at være hjemme var overvældende og fremtryllede et rørt smil.
Da eftermiddagssolen begyndte at sænke sig, tog jeg en gåtur rundt i nabolaget omkring Lazimpat. For at få lidt frisk luft. Selvom det hurtigt begyndte at knase mellem tænderne og osen rev i halsen, kunne jeg ikke lade være med at trække vejret dybt ind. For at få Kathmandu helt ind i mig igen. Smilte til de små børn på fortovet og trådte forsigtigt over de sovende hunde. En skolebus fuld af små uniformsklædte børn kørte forbi, og en masse nysgerrige blikke og smil fuldte den hvide fyr på fortovet. Mændene foran te salonen konverserede lavmælt men med alvor i deres stemmer. Fra deres små trætaburetter havde de fint udsyn over gaden, imens de små glas med den lysebrune mælkete varmede deres hænder. En gruppe kvinder lidt længere henne ad vejen diskuterede højlydt, stående med hænderne i siden. En arm fløj hurtigt i vejret i ny og næ, for at dramatisere ordene.
Om det var Lazimpats forvandling de diskuterede er meget muligt. Flere steder var mure og huse blevet brudt ned for at gøre plads til at gøre vejen bredere. Med store bunker af murbrokker langs vejen til følge. Nedbrydningen vil fortsætte hele vejen op ad Lazimpat og vil uden tvivl forvandle Lazimpat markant. Små butikker vil forsvinde og det nære miljø tæt langs vejen vil miste liv. Forståeligt nok er mange små butiksejere nervøse for fremtiden. Jeg selv var skræmt ved synet af mit nabolag opgravet og i murbrokker. Endnu mere skræmt ved tanken om hvad fremtiden vil bringe for Lazimpat området.
Tanker der fik ord, da jeg kom forbi vores lokale barber Shankar, der med sit velkendte kæmpe smil og hilsende hænder tog imod, og hilste mig velkommen tilbage. Han bød på te og vi satte os på den simple træbænk på ydersiden af hans barbersalon, med ryggen mod muren hvor den sidste eftermiddagssol trængte mellem to huse på den anden side af vejen, og malede en varm plet på muren vi sad op ad. Han var nervøs for om han ville blive ramt af udvidelsen af vejen, men mere nervøs for den ballade og det oprør rydningen kunne medføre. Men med typisk nepalesisk afslappethed ville han ikke gøre noget, før rydningen nåede hans butik. Som han sagde, kan det tage lang tid før de når så langt. “Things. Long time Nepal” Hvorefter vi begge grinte højt og kæmpede med ikke at sprutte teen ud over fortovet. Samme tanke strejfede mig da jeg så de første bunker af murbrokker. Gad vide om vi når at se resultatet inden vi igen forlader Nepal. Næppe.
Jeg lovede Shankar at komme tilbage så snart jeg trængte til en barbering, og fortsatte ned ad Lazimpat. Omkring blomsterhandleren bredte sig en fantastisk duft af friske blomster, der formåede at overdøve den blandede duft af husligt og menneskeligt affald og bilos der altid hænger over byen. Kurve og spande bugnede af farvestrålende blomster. Den unge mand der har butikken tog smilende imod og bød mig “Welcome home”. Da han sagde hjem, kunne jeg ikke lade være med at mærke et sus i maven. Kathmandu ér mit hjem. Da jeg begyndte at kigge på de mange røde roser han havde stående, undskyldte han straks den høje pris. Valentines Dag gjorde at de var dyre at indkøbe alle steder. Med det forrige blogindlæg i tankerne sagde jeg, at jeg alligevel gerne ville have et stort bundt og at jeg nok skulle betale ham. Han kan ikke gøre for at også et uland som Nepal skal rammes af et materielt amerikansk påfund. Vi sagde pænt farvel og på gensyn. Jeg forsikrede ham, at jeg nok skulle komme tilbage selvom roserne var dyre. "Best flowers in town" gentog jeg storsmilende flere gange ud ad døren, indtil mine ord blev opslugt af larmen fra gaden.
Det store bundt røde roser blev sat i vase da jeg kom tilbage i lejligheden, jeg lavede mig en kop kaffe og lidt efter kom kæresten ind ad døren. Dejligt at være hjemme igen.
Opslag
