Ankom med en lille propelflyver og landede på en lille landingsbane hvor der stort intet andet var. Vi var landet i Canaima Nationalpark, et kæmpe naturområde på størrelse med hele Belgien. Fra flyveren steg vi over i en åben jeep der kørte os til Campamento Canaima. Da vi hoppede ud og satte fødderne på den lune jord var det som at være i paradis.
Campamento er en luksus turistcamp, hvor små træhytter lå i smuk harmoni med skoven omkring os, foran dem et lækkert grønt område med farvestrålende blomster, Arapapegøjer i træerne og eksotiske indtryk overalt. Men det bedste og mest betagende af det hele var synet foran os. Neden for det grønne område, kun adskilt af nogle store palmer, lå en stor lagune og langs lagunen på den modsatte side væltede vand ned over klipperne i store voldsomme vandfald, der grundet den enorme kraft og fart var mere hvide af luftbobler end vandets normale klare farve. Nogle vandfald smalle, andre brede. Nogle i et lige fald ned i lagunen, andre spredte sig i flere arme som klipperne tillod det. Hvor de mørke klipper vandt over vandet voksede træer og buske med deres grønne blade skinnede i solen.
Heldigvis skulle vi ud på lagunen i små både, så vi kunne komme tættere på de imponerende vandfald. Bølgerne fik bådene til at vugge og luften var støvet og fugtig af vand fra faldene. Omkring vandfaldene stod en sky af vand, der gjorde det svært at se hvor det faldende vand egentlig ramte det ellers rolige vand i lagunen. Lyden af vandet der fossede ned var øredøvende og den brusen sammen med synet var på samme tid fascinerende og frygtindgydende. Og ikke uden grund. Et sted har vandfaldet med sin enorme kraft trykket bunden under faldet fra 2 meter ned til 30 meter.
Præcis dét vandfald skulle vi lidt efter op og gå under. Iført badetøj og skridsikre sko begav vi os ud på de vandglatte klipper, for at komme op på siden af vandfaldet. Muren af vand ved siden af os var massiv, men i udkanten var vandtrykket roligere og muren af vand til at se igennem. Dér kunne vi komme under og bevæge os ind i hulrummet bag den store mængde vand. Vi kunne med dukkede hoveder, for ikke at ramme de skarpe klipper, gå hele vejen over til den anden side af vandfaldet, hvor vi igen kunne se ud og se lyset. Historierne om hvordan der er blevet gemt skatte i disse hemmelige og ofte ufremkommelige rum, er lette at forestille sig.
Efterfølgende bevægede vi os ud i den store park på gåben. Over savannen til toppen af et vandfald. Derfra var udsigten simpelthen formidabel. Tepuibjerge skød op i horisonten, med deres karakteristiske høje lige sider og flade toppe, som et stykke land der er skudt lige op i vejret, uden at have rørt det omkringliggende landskab, eller landskabet på toppen for den sags skyld. Lagunen lå 30-40 meter under os med sine hvide strande. Bag os skød regnskoven op, men på den anden side af lagunen var udsigten allerbedst. En enorm savanne bredte sig ud foran os, men sine store græsflader og træer der enten stod enkeltvis som et forladt barn i skolegården, mens andre stod samlet i klaser, og nærmest dannede små hegn. Hvis nogen kan huske Jurassic Park - den første - da de først kører rundt på øen i et stort åbent område, hvor dinosaurne går roligt rundt og det hele endnu er smukt. SÅ smukt var udsigten også for os. Og ikke så mærkeligt, for det er netop dér Jurassic Park er filmet.
Senere steg vi igen ombord på det lille fly og kunne se endnu mere af det imponerende område fra oven. Vi nærmede os de kæmpe tepuibjerge og fløj også ind i en dal mellem nogle af dem. Til tider med meget lidt plads til vingerne, men vores tillid lå i cockpittet. Derinde i dalen gemte verdens højeste vandfald Angel Falls sig. En forholdmæssig tynd stråle af vand kastede sig ud fra toppen af bjerget og faldt knap en kilometer ned i dybet under os.
Da vi fløj ud af dalen til roligere vindkast og bevægede os tilbage mod civilisationen, sænkede roen sig hurtigt i flyet. Alle var trætte ovenpå gåture over savanne og gennem regnskove, så udmattelsen overmandede os og lod i stedet søvnen og drømmene få lov til at fordøje de mange smukke indtryk fra dagen, og efterlod et sovende fly, men stadige en masse salige smil på læberne.
Opslag
