Malta #4: Drager over bugten.

Blæsten kastede bølgerne rundt i Mellieha Bay. Bølgerne forsøgte selv at vise styrke ved, at forvandle bølgetoppene til hvide skumsprøjt, der kastede dråber højt op i vinden når bølgerne blev kastet mod hinanden. Træerne langs kysten holdt stand mod vinden, men grene og blade der sad skævt i forhold til stammen, vidnede om kampen mellem blæsten og de stolte træer. Himlen lod den ellers klare lyse farve, afløse af en mere diset gråblå. Som om en film var trukket over hele udsynet. Klipperne på den anden side af bugten, mistede deres skarpe kanter og rå ydre, og fik i stedet en blød og sløret overflade.

Sandkornene dansede rundt over stranden, i konstant skiftende mønstre. På afstand lignede det næsten hele hudlag blev skrællet af stranden, som en mørk skygge af flygtende sandkorn bevægede sig fremad, over den ellers så glatte overflade. Hvirvelvinde lavede de mest utrolige billeder i sandet og man kunne, hvis øret abstraherede fra vindens susen, næsten høre sandkornene synge, som de gned mod hinanden.

Livet på stranden, ved solsengene og farestrålende parasoller, var trængt væk af den kølige vind fra havet, og i stedet erstattet af en masse kites i forskellige stærke farver, der lå langs stranden og blafrede i vinden. Imellem løb en masse mørke våddragt-klædte mænd rundt med julelys i øjnene. Flere havde allerede taget boardet under fødderne og gled med legende lethed over bølgerne, i fuld fart trukket efter de store kites der fyldte luften over bugten. Som farvefyldte drager i luften, i stærk kontrast til den matte himmel. Smældene når dugene slog mod vinden var gennemtrængende og næsten frygtindgydende.

Kunstfærdige spring blev udført, med afsæt fra ryggen af de store bølger, og højt flyvende løftet af de svævende kites. Jubelråbene overdøvede vinden, når en eller flere havde haft et vellykket hop, eller vinden for alvor fik fat, så skumsprøjtene stod højt på begge sider af boardet.

Selv sad jeg på en trappesten og beundrede, de mange kitesurfere der benyttede sig af, at vejret en enkelt dag var skiftet til deres fordel. Jeg sad med fødderne begravet i det fine sand, men med øjnene på de legende voksne mænd, drømte jeg om at det var et board under mine fødder. At det var mig der mærkede vinden og vandets enorme kræfter. I stedet lod jeg synet, lydene og duften af det salte oprørte vand, hypnotisere mig, så jeg endte med at sidde og kigge ud over havet, uden øje for tiden. Nød for en stund tankernes flugt fra alt andet. Nød frihedsfølelsen der skinnede igen i de blanke kites.

Malta #3: På eventyr i Valletta.

Kæresten og jeg lå ved siden af hinanden, med ryggen mod de brede varme sten omkring Tritonfontænen. Lukkede øjnene og lyttede bare til livet omkring os. Lod solen varme vores kroppe og den dejlige lune sydlandske vind trænge ind i vores næsebor. Hele pladsen omkring den enorme Tritonfontæne er busterminalen i Valetta, Maltas hovedstad. Det hektiske virvar af busser der kører ud og ind mellem hinanden, og de mange mennesker der går og løber på tværs af pladsen hele tiden, skaber et skønt billede af liv.

Midt i den enorme bymur bryder en kæmpe byport, dét der ellers virker så lukket og fjendtligt. Indenfor ligger det 450 år gamle Valletta. Byen vi netop var kommet ud af efter et par timers gåtur. En by bygget af stormestrene, med al deres rigdom og storhed, som stadig ses tydeligt når der slentres igennem de mange små gader.

Alle middelalderbygningerne har små detaljer og udsmykninger, der konstant fanger øjnene. De mange små karnapper sidder tæt, og giver en følelse af at de små gader lukker sig over en. Nogle af gaderne mellem de syv-otte-etagers gamle huse, er så smalle, at sollyset kun i et kort tidsrum midt på dagen, kan nå helt ned til stenene på gaden.

De mange smukke huse, afløses af borge, paladser og kirker, der talrigt pryder den ellers lille by. De vinkelrette gader der ligger tæt og husenes smalle facader, trækker konstant nye detaljer frem for øjnene af en. Byen er bygget på et gammelt bjerg, med vand på tre sider, og er derfor i rigtig mange niveauer. Gaderne er stejle, så fortovene kun er én lang trappe ned til bunden, hvorefter gaden fortætter opad igen på den anden side. Men de mange niveauer gør også, at der overalt i byen er små broer, tunneller, og let svævende gangstier på kryds og tværs af hinanden. Og ofte højt over hinanden. Gaderne krydser hinanden over og under hinanden, så selvom man ved, at man skal være blot et niveau under der hvor man står, skal ud på et større eventyr for at regne vejen ud.

Men netop følelsen af et eventyr og magiske tider, fylder kroppen overalt, som man går rundt i den gamle by. Fordi det hele er så tæt og småt, men alligevel stort og imponerende. Alt ligner noget vi ikke kender til i “vores” verden. Ja, nærmest uvirkeligt. Men som samtidig kun giver fantasierne yderligere fart rundt i de små hyggelige gader. Man forventer til sidst næsten, at der står riddere og festklædte heste, efter det næste hjørne man drejer om. Fordi byen efterlader et indtryk af, at andet ville være mærkeligt.

Da vi rejste os fra fontænen, gik vi igen gennem byens små gader, ned mod vandet, hvor vi beundrede de mange små huse, der var bygget ved foden på ydersiden af den tykke bymur. Skurene lå små, faldefærdige og sølle tæt på bølgernes hvide toppe, som fattigfolk der ikke måtte være med i festen indenfor murene. Dér fandt vi en restaurant med terrasse ud over vandet og med udsigt til de moderne nye byer der skød op hele vejen rundt om den store havn. Trafikken på vandet var livlig med store træskibe og små motorbåde.

Eventyret fortsatte ved bordet, hvor vi kunne se store stimer af fisk der insisterende hoppede rundt i overfladen af vandet, som om de ville have os med. Lidt efter kom en enøjet kat og satte sig lidt fra os, efter duften af vores fiskeretter havde spredt sig i luften omkring os. Det sorte hul ved siden af det ensomme triste øje, var dragende og blikket i det friske øje kæmpede for, at fortælle en historie, der gjorde at vi ikke ville være blevet overraskede, hvis katten var begyndt at tale. Dagens oplevelser og indtryk, efterlod et ønske om at den faktisk åbnede munden og lod ordene flyve ud.

Malta #2: Med bussen.

Den vel nok nemmeste måde at komme rundt på Malta på, er de lokale busser. Hvilket også er en oplevelse i sig selv. De ligner alle noget fra 50’erne og 60’erne og må være et saligt syn for alle veteranbils-interesserede. De er let genkendelige i deres stærke orange farve, med den røde stribe ned langs siden og det hvide tag.

Små hårde dobbeltsæder står tæt op langs den smalle gang, som bænke på række. Oftest er der slet ikke sæder nok, så folk står i mellemgangen, halvt støttende halvt hængende i de mange læderstropper oppe under det blottede metaltag. De ældre maltesiske kvinder sætter sig kun modvilligt, hvis man tilbyder sit sæde. Men takker alligevel med et smil.

Men det gælder om at holde fast, som bussen svinger ud og ind af de små veje. Hopper op og ned af de mange bjerge og bakker der er på øen. Landskabet bugter sig hele tiden, så der kommer nogle ordentlige ryk i bussen. Alt ryster og knirker, og både hænder og fødder bruges til at stemme i, så kroppen svinger mindst muligt med. Hårnålesvingene tages i fuld fart, på siden af klipperne, hvor det klare blå vand pludselig kommer til syne for bunden af klipperne. Smalle gader, jeg selv i personbil ville overveje, bliver passeret i høj fart.

Men det er også det der er fascinerende. Det imponerende landskab breder sig ud foran en. De mange klipper skyder op af den let afsvedne jord. Stendiger sørger overalt for at jorden og markerne bliver trods regn og blæst. En fårehyrde holder øje med den dansende flok. Små og store byer dukker pludselig op. Alle bygget i de samme lysegule sten. Karnapper i forskellige farver og udsmykninger, hænger klistret til murene, så den egentlige facade kun er en skygge af fortiden. Kirketårne og -spir bryder den blå himmel over de små hyggelige gader. Ruiner, middelalderbyer og velbevarede borge og paladser vidner om Maltas fantastiske historie, som bl.a. højborg for Korsridderne. Overalt i landskabet melder disse tegn sig.

Den eneste mulighed for frisk luft i den trænge bus er, at lukke de store vinduer op. De skubbes blot til side. Så det er enten meget luft eller ingen. Det sidste er mere uudholdeligt end det første. Derved lukkes også duftene og lydene udefra ind i bussen. De lyde der altså kan trænge igennem larmen fra den hostende og harkende bus. Eller overdøve de enorme slag der lyder når undervognen skraber mod den varme asfalt.

Stopklokken aktiveres ved at trække i den blå eller gule snor der er spændt ud under taget, ned gennem bussen. Springet tages ud gennem hullet i siden, der erstatter døren, og den faste grund under fødderne værdsættes med et lettelsens suk. Det føles som om rygsøjlens hvirvler alle er faldet sammen i de nederste tyve centimeter af ryggen.

Malta #1: På lokalt marked i Marsaxlokk.

Vi kom gående af den stejle gade, ned mod havnen i den lille fiskeby Marsaxlokk. På vandet vuggede et utal af små træbåde i deres karakterisktiske stærke blå, gule og grønne farver. De mange forskelligt farvede duge, stoffer og grove lærreder der var spændt ud over de interimistiske boder, dannede et enormt svævende kludetæppe langs hele kajen rundt i havnen. Længst væk blændede de mange farver sammen og blev blot til en grå masse.

Da vi kom tættere på mødte også larmen fra de mange handlende os, og vidnede om at livet trods det var søndag, var i fuld gang. Vi bevægede os ind i den tunnel de udspændte duge og stoffer over boderne dannede, fordi de stod så tæt, og kun efterlod en smal gang til de handlende, men samtidig lukkede solens direkte stråler ude. Gangen er eftersigende en kilometer lang langs kajen, søndag efter søndag når markedet åbner op.

Fremmede gloser fløj gennem luften, side og side med fremmede dufte. Den umiskendelige lugt af for mange mennesker samlet på et lille område, blandede sig med den støvede lugt af jord, fra rødderne på de nyopgravede grøntsager. En salighed afløste næseborene, når vi kom forbi et tykt rødt tæppe af friske jordbær på lange borde. Et syn og en herlig duft der kort efter blev afløst af den friske men, de indelukkede omstændigheder taget i betragtning, let kvalmende lugt af frisk. Der lå fisk i alle lækre og ulækre varianter. Hele blæksprutter i en stor spand, bjerge af store rejer og enorme stykker der var skåret op på de små stiksave, så kødets betagende røde farve blev afsløret, under det sølvskinnede skind.

Hele tiden blev man trådt over tæerne eller fik en skulder stødt mod sin egen, men ikke uden at modtage et undskyldende smil. Forståelsen var stor, for pladsen var trang. Endnu mere fordi det var deres marked. Malteserne shoppede og købte ind til dagens måltider. Priser blev slynget frem og tilbage. Pilene på de store vægte svingede i konstant pendulfart, som frugt, grøntager og fisk hurtigt blev taget af og på, for i højt tempo at blive langet over boden, til den ventende hånd med sedler og mønter. Alt kunne købes. Små botaniske boder dukkede op, og den friske grønne farve og strålende blomster lyste op, i stærk kontrast til støvet på jorden og de slidte boder. Et sted var en lille dyrehandel. Alverdens eksotiske fugle sad skræmte i små bure. En stor gås stod i et bur, ikke meget større end sig selv. På jorden løb marsvin og kaniner rundt i store bure og oppe under dugen, hang klare plastikposer med guldfisk og andre små fisk. Et par stykker i hver, i lidt vand og så hængt op på de store metalkroge.

Ind imellem når boderne ikke stod så tæt, kom et pust frisk luft ind og fiskerne langs kajen, der stod og ordnede deres net, kom til syne. På den anden side af den livfyldte gade, sad opgivende på fortovscafeerne. De kolde øl skinnede i solen, som glassene duggede og man kunne, trods afstanden, næsten se de tunge dråber løbe ned ad glassene, for at rive flere dovne dråber med sig. Selv gav vi op da vi nåede et lille torv. Fandt i stedet en plads i solen på en af de mange cafeer, i de støvede gule huse der omringede den lille plads. Øverst på pladsen som den hældte ned mod havnen, lå den store kirke. Fordi stenene var dybere gule, fremstod den næsten orange, som den lå ovenfor den store trappe. Stor og massiv på samme tid som let og elegant.

Ved siden af kirken fortsatte torvet i en lille smal gade op mellem de små huse, indtil den drejede om et hjørne. Til hvad, kan kun fantasien og nysgerrigheden svare på. To ting der allerede var blevet tilfredsstillet i store mængder efter et par timer i Marsaxlokk.