tirsdag den 18. august 2009

Paradiset Bali #5: Morgentur på stranden.

Solen har skubbet natten til side og de lave stråler glimter varmt i duggen på træer og tage. Disen ligger stadig ganske let over stranden og luften er behagelig lun, på en stadig frisk og opkvikkende måde. Bølgerne virker trods deres højde og store brøl, alligevel rolige og i rytme med resten af stranden, der langsomt er ved at vågne op.

Selvom pulsen er høj og sveden stille bryder frem på den nøgne overkrop, imens de bare fødder hurtigt skiftes til at støde mod sandet, føles løbeturen på en eller anden måde mere som meditation. Fødderne nærmest bare glider over stranden, lige der hvor lavvandet skaber et bredt tyndt vandspejl, så det giver fornemmelsen af at løbe på vandet.

Bali der er ved at stå op, palmer der i den stærke morgensol antager en brændende orange farve på siden mod dagens første stråler og de sidste små hvide vattotter på den klare blå himmel, skaber et eventyrligt spejlbillede i vandspejlet, der kun for en stund brydes når en morgenløber skaber forstyrrende ringe i overfladen.

På stranden sidder mediterende og bedende balinesere, med lukkede øjne og samlede hænder foran brystet. De små farvestrålende ofrepakker med blomster, mad og røgelsespinde ligger flere steder langs stranden, hvor morgenfriske har gennemført dagens første ofring i stilhed.

Et stykke fra land ligger surfere stille på deres boards, som små sorte korkpropper der langsomt sænker og hæver sig med bølgerne. De ligger klar til at fange dagens første store bølger. Flere kommer løbende langs stranden med boardet under armen. Længslen efter at komme ud på bølgerne lyser ganske særligt i deres øjne. Længere ude søger de sidste fiskebåde mod land med nattens fangst, efter hele natten at have ligget samlet på havet som en flydende landsby af lysende lanterne.

Efter fyrre minutter sænker jeg mig selv ned i poolens kølende vand. Med en ganske særlig lykke i kroppen, efter endnu en morgen alene sammen med Bali og den smukke natur. Med sådan en start kan dagen kun blive god. Solen har nu for alvor fat i himlen og temperaturen stiger hurtigt.