Nepal: Hvordan København kan blive til Kathmandu.

Hvordan beskriver jeg en by som Kathmandu og hvordan det er at færdes her, uden det kommer til at lyde som ren fantasi? Men vil gøre forsøget, men det kræver at du bruger en smule af din fantasi. Forestil dig København:

Start med lade byen svinde ind til fire femtedele af sin størrelse, men fordobl samtidig antallet af beboere. Fjern så alle gadenavne og husmure. Riv dernæst alle trafikskilte og vejvisere ned. Fjern også lige den hvide afstribning på vejene. Og ja, sluk også alle lyskurvene. Når mørket falder på skal du heller ikke forvente at gadebelysningen, når den er tændt vel at mærke, giver dig særlig meget udsyn.

Gør vejene smallere og gør i stedet den halve meter i hver side til en dyb lodret rendesten. Andre steder skal du bare forestille dig at asfalten er kørt op i vejkanten, så det er umuligt at køre der. Store huller i vejen skal du med største selvfølge, ikke forvente blive repareret eller fyldt op. I nogle mindre gyder og på mindre veje skal du bare fjerne asfalten og lade småsten og jord være tilbage. Det samme er gældende for fortovene.

Få alle hustande i byen til at gå ud under køkkenvasken, tage affaldsspanden og smide den ud af vinduet og ud på gaden. Lad også Søerne og havnen fylde op med affald, så vandet efterlades dødt, ildelugtende og mørkebrunt. Slip alle Sjællands hunde fri af deres halsbånd og luk dem ud i Københavns gader. Få også et par af de store gårde udenfor byen til at sætte deres besætning af køer, høns, får og geder fri til at vandre frit rundt i gaderne. Fred dem efterfølgende så det ikke er tilladt at skubbe eller sparke til dem, til trods for de spærrer for trafikken.

Fordobl antallet af biler. Blokér hornet på dem alle. Ikke så de bliver stille, men modsat så de lyder hele tiden. Erstat alle Københavns cykler med rikchuaws, motorcykler og scootere. Fyld luften mellem bilerne ud med disse scootere og motorcykler, så trafikken i stedet for at flyde mere eller mindre bliver én lang kø. Fjern alt hvad der minder om partikelfiltre på biler, busser, tuktuks, taxier og lastbiler. Lad størstedelen af lovgivningen blive ignoreret og lad i stedet “survival of the fittest”, dog tilsat en smule hensyn, være den eneste regel i trafikken. Og husk stadig at der ikke er noget der hedder trafikskilte, lyskurve eller afstribning på vejen!

Med alt dette kan det være at København begynder at ligne Kathmandu. Det lyder måske ganske frygteligt og tro mig, det var meget af det også de første dage, men derefter blev meget af det en del af byens charme. Alt dét sammen med alt det andet fantastiske byen har at byde på. Såsom kultur og historie uden sidestykke mange steder i Verden. København og Kathmandu er to vidt forskellige verdener og chokket er stort efter første køretur gennem byen. Men stadig kan jeg ikke lade være med at holde af Kathmandu.

Nepal, Chitwan: Stilheden på floden.

Med lidt usikre fødder var jeg den første der bevægede mig ud i den lange kano der vuggede let for hvert trin jeg tog. Da først jeg havde fået sat mig, begyndte de øvrige at at komme ud i kanoen, en efter en imens vandspejlet kun kom nærmere kanoens kant. Til sidst sad vi alle tolv på én lang række. Med guiden forrest og åreføreren bag mig. Med et enkelt skub gled vi ud fra flodbredden.

Samtidig gled vi ud i den totale ro. Lige så stille flød vi ned ad floden uden at nogen sagde noget. Det var bare os, floden og den storslåede natur omkring os. Den totale stilhed der omringede os blev kun brudt af årens svage plasken mod vandet, som var den spejlblanke overflade roen i sig selv.

Træerne stod nogle steder tæt langs bredden, og kastede deres dobbeltgængere ned i floden. Flere med grenene hængene ud over vandet, så en hule-stemning blev skabt flere steder langs floden. Hvad mon der gemte sig derinde? Aber kravlede rundt højere oppe i træerne. Farvestrålende og smukke fugle tog hvil på grene. Isfugle i nuancer man næsten ikke troede kunne opstå naturligt, blev kun endnu smukkere i det kraftige sollys.

To øjne viste sig på det der ved første syn lignede træ i vandoverfladen. Krokodillerne lå stille langs vandkanten, med kun øjnene over vand, og holdt øje med farer og eventuel føde. Taknemmeligheden for at sidde i en kraftig kano var stor. Til trods få vi gled forbi få meter fra dem, lod de sig ikke synligt bemærke af det.

Store åbne områder brød ind mellem skovene. Områder hvor høje slanke træer stod ensomt på den flade savanne. Flokke af mørke kvæg og vandbøfler gik og græssede fredsommeligt. Harmonien mellem den blå himmel der mødte savannes flade grønne tæppe, de enkeltstående træer med store kroner og de mørke kvæg var betagende og gjorde kun den himmelske ro endnu mere fortryllende.

En stor flok vandbøfler begyndte at gå mod floden for at krydse den. Et ældre par, mand og kvinde, gik foran og bagved for at styre de få der ikke ville blive i flokken eller var for langsomme. Deres hud var mørk og bar tydelige tegn af at have tilbragt mange år i solen på savannen sammen med dyrene. De gik støttende til en stor kæp, der samtidig kunne bruges til at rette dyrene ind på plads. Store stofstykker var bundet om hovederne for at skærme for solens hårde stråler.

Med stor brusen gik flokken ud i vandet og fik overfladen til at bølge ujævnt omkring dem. Det ældre par fulgte begge med over floden. Imens gik en mand den modsatte vej over floden med sin cykel over den ene skulder. Flokken brød igen vandet på den anden side af floden og fortsatte op gennem landsbyen ved flodbredden. Vandspejlet glattede sig stille ud og roen sænkede sig igen.

Nepal: Til Dashain-fejring med lokale venner.

Nogle af mine nepalesiske venner ringede i morges og inviterede mig på frokost i deres families hus. Tænkte at det kunne være hyggeligt at komme lidt ud og samtidig få lidt mad, så takkede pænt tak. Et par timer senere sprang jeg op bag på en motorcykel og suste gennem Kathmandus gader. Ud og ind ad små gyder og stier med ujævne fliser, så grebet om håndtaget blev strammet ekstra.

Da vi kom frem og jeg bevægede mig op gennem huset kunne jeg dog hurtigt se at det ikke blev nogen hurtig eller let forkost. Tværtimod. Hele familien var samlet i anledning af Dashain, den helligste højtid for hinduer, der på mange måder svarer til vores jul.

Oppe på taget sad hele familien samlet, og til trods for at jeg allerede havde hilst på mange op gennem de tre etager, var der endnu mange at hilse på. Mændene med et solidt håndtryk og kvinderne med håndfladerne mod hinanden foran ansigtet og et “Namasté”. De ældre med ærbødighed. Børnene løb legende rundt, med havde alligevel et nysgerrigt øje mod mig. Nogle blev forskrækkede da der pludselig stod en fremmed midt i deres hjem.

I køkkenet gik kvinder rundt i farvestrålende sharier og grinte sammen. Alle var store smil og grinte kun endnu mere da jeg trådte ind. Mændene bar ud og satte borde og stole frem. Andre gik rundt med børn på armene. De fleste boede i huset. Tre generationer, forældrene som de ældste, deres tre sønner og deres familier. Alle var de festligt klædt på til dagens festligheder. Specielt kvinderne var en fryd for øjet.

Maden blev stillet frem på et stort bord, og der kom den danske jul til kort. Der var simpelthen så meget mad at en dansk julemiddag kom til at ligne et overlevelsesmåltid til sammenligning. Konstant blev jeg spurgt om jeg ikke ville have mere og selvom der må have været ris i øjnene på mig, skulle der meget insisterende ord til at overbevise dem om at jeg simpelthen ikke kunne spise mere. Alle blev ved med at spørge og ville mig kun det bedste. Det var fantastisk at mærke at jeg var gæst, men derfor også en del af deres familie. Alle var velkomne og blev behandlet med stor respekt.

Efter middagen skulle jeg velsignes af husets ældste, forældrene. I et rum på en af etagerne stod et lavt aflangt bord klar, med røgelsespinde, frugt, rødt farvet vand og ris. Jeg tog plads på den ene side og de ældre på den anden side. På skift bad de for mig, gav mig en thika af rødt vand og ris i panden, endnu en ud for højre øje og græsstrå over mit højre øre. To farvede fingre blev først ført først til deres eget bryst derefter op til hårgrænsen i min pande. Derefter gaver i form at to kuverter indeholdende penge, et æble og et stykke kokosnød.

De undskyldte nærmest for pengebeløbet størrelse, men forsikrede mig at det var meningen, velsignelsen og ønskerne bag pengegaven der havde størst betydning. Selv sad jeg med en følelse af dårlig samvittighed over at modtage penge fra nogle mennesker jeg lige havde mødt, i forbindelse med en fejring af en anden religion end min egen.

Efterfølgende samledes mændene på gulvet til et spil kort, hvor kort og pengesedler konstant skiftede ejermand i et tempo jeg opgav at følge. Den gamle onkel sad klukkende i sofaen med avisen, men blandede sig i spillet når han mente de yngre mænd ikke var smarte nok. En baby på armen hos sin fader ved siden af, prøvede nysgerrigt at bladre i den gamle mands avis. Kvinderne blev på taget og fortalte historier til børnene.

Efter et par timer sad jeg igen bag på motorcyklen efter en fantastisk kulturoplevelse. Havde deltaget i en af de helligste fejringer, spist med rare mennekser, mærket det utrolige familiebånd og var blevet velsignet. Hele tiden bød deres enorme gæstfrihed mig at blande mig og tage den bedste stol og den bedste mad. Det var rørende og de har uden tvivl nydt at have mig med, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at holde mig lidt i baggrunden og føle at jeg blandede mig og kom til at tage for meget fokus, som den “fremmede”, midt i en vigtig højtid.

Nepal, Chitwan: Elefanten og manden.

Solen var på sin vej ned mod horisonten og kastede et varmt skær ud over det store område. En enlig mørk plet begyndte at dukke op ind imellem i det høje græs et stykke ude på savannen. Med små vuggende ryk nærmede den mørke plet sig floden.

Tættere på floden tog pletten mere og mere form og toppen af en paraply vuggede nu frem gennem græsset. Som svævede den på den bløde pude af svajende græsstrå. En person dukkede dog op under paraplyen hvor græsset ikke stod så tæt. Paraplyen hvilende diagonalt på den ene skulder og skærmen dækkende for ansigtet.

Fremme ved flodbredden hvor muren af græs ophørte dukkede en stor elefant op under manden. Han siddende med et ben på hver side hen over nakken af elefanten. For hvert skridt den tog vuggede manden i overkroppen. De to forsatte ud i det flade vand til flodens spejl ramte elefantens mave. Manden slog paraplyen ned og rejste sig op til han stod på elefantens ryg.

Det store dyr begyndte at vælte til den ene side, imens manden med små skridt balancerede om på siden af maven, så han forblev øverst og fri af vandet. Elefanten så ud til at nyde det kølende vand og slog om sig med snablen. Også da den vendte sig rundt på den anden side, tog føreren turen i takt med elefantens bevægelser, så han igen kunne stå helt tørt imens elefanten badede. Omkring dem bredte ringe sig på den ellers blanke overflade på floden.

Med samme samspil mellem elefanten og manden kom de op at stå igen, paraplyen slået ud og han igen siddende overskrævs over nakken. Med langsomme og rolige bevægelser fortsatte de retningen ud i floden med samme ro og betagende sfære omkring dem, som da de kom ned til floden gennem græsset, som havde badet bare været et enkelt skridt på vejen. Vandet rørte sig knap nok omkring dem.

Elefanten sank længere og længere ned i vandet, men uden at tempoet blev sat ned. I stedet fortsatte de med samme næsten mediterende bevægelse. Til sidst stak kun det øverst af elefantens ryg over vandet og hovedet blev rejst mod himlen så mund og snablen stak over vand. Solens stærke genspejling i vandet, forvandlede makkerparret til bare en sløret kontur med skarpe kanter.

Elefanten brød mere og mere af vandoverfladen og snart var der igen luft mellem vandet og elefantens mave. Til sidst satte elefanten igen sin ene fod på den tørre jord på flodbredden på den modsatte side end hvor den først havde trådt ud i vandet. En lang kano gled lydløst forbi bag dem, og efterlod små krusninger på overfladen. Makkerparret forsatte ind i det høje græs, til det kun var den vuggende mand øverst der kunne skimtes gennem græsset. Snart var paraplyen igen kun en dansende mørk plet i græsset foran de store mørke bjerge i horisonten.

Nepal, Chitwan: På elefantryg gennem junglen.

Det første der slog om morgenen var ikke den vante larm i Kathmandu, men derimod den totale stilhed udenfor. Ingen lyde trængte gennem hyttens trævægge. Stående lidt efter udenfor var det som om roen var så endeløs som landskabet bredte sig i alle retninger. Morgendisen lå som en hvid tåge ud over markerne og savannen og omringede de høje træer. Dagen var så ny, at solen endnu kun farvede himlen, og ikke var stærk nok til at sprænge det matte lys der lå over nationalparken. Skovene i horisonten var kun synlige ved de store trækroner der stod som en sløret pude over disen. Kun bjergenes tinder i det fjerne stak op som små sorte trekanter. Roen havde omringet naturen.

Det var tidligt, men for at nå ind i junglen før den kraftige middagssol fik dyrene til at trække sig tilbage til gemmesteder med køligere svale, måtte vi tidligt afsted. På to lange bænke bag på en jeep suste vi gennem landskabet og små landsbyer, der trods den tidlige morgen allerede var i fuld gang.

Da vi nåede frem til den store indhegning gik elefanterne roligt rundt og ventede. Hver med en fører siddende på nakken. Fra en platform kunne vi træde direkte ud på ryggen af elefanten og tage plads i den kvadratiske stol. Fire i hver, så lidt efter bevægede vi os afsted på tre store elefanter mod junglen.

Med ryk i stolen hver gang elefanten tog et skridt bevægede vi os ind i junglen. Alle næsten holdende på vejret, af frygt for at komme til at skræmme vilde dyr væk. Hvor stille elefanterne kunne være trods deres enorme størrelse var imponerende og smittende. Allerede efter få minutter inde i den tætte jungle pegede vores fører ind i buskadset, hvor vi gennem grene og blade kunne se en hjort kun få meter fra os. Lidt efter endnu en og pludselig var der tre. Alle holdt vejret og sugede bare billedet af de vilde dyr til sig.

En Tukan med sit store gule næb landede i et træ tæt på og kravlede lidt op ad grenene inden den fløj videre. Påfugle gik lige så stille rundt i skovbunden mellem den tætte bevoksning. Legende aber sprang rundt i trætoppene og deres skrig gennembrød stilheden i junglen. Et hvidt egern pilede ind foran elefanten og op i et træ, som en stærk kontrast til de brune og grønne farver der omringede os.

Snoede træer skød højt op omkring os. Store kroner hang som en grøn himlen over os, hvor kun en smule af solens efterhånden stærke stråler fik lov til at bryde igennem, men kom derved kun til at virke endnu kragtigere og magisk i mørket. Lianer hang ned hist og her. Store træer der var blevet kvalt af slyngplanter og senere angrebet af insekter stod nu nøgne og hullede. Men som de stod rene og uden blade til at til at skærme mod sollyset opstod der et særligt smukt, næsten kunstigt, lys omkring dem, der kun gjorde junglen endnu mere fortryllende at ride igennem. Hvor mindre træer stod i vejen eller grene stak ud, fjernede elefanten nemt og sikkert forhindringerne med snablen eller sin enorme vægt, så vi kunne fortsætte.

Store lysninger i junglen gav forhåbninger om at se næsehorn der gik og græssede i solen i det høje græs, men trods førernes indsats så vi ikke nogen. Indtil et lokalt råb lød gennem skoven og vores tre førere udvekslede et par hurtige ord. Tempoet blev sat op og rykkene i stolen blev kraftigere, så grebet om gelænderet blev også strammet yderligere. Med udsigten til hvad der var i vente steg spændingen i kroppen og der blev strakt hals, som i naivt forsøg på at kunne se over junglens træer.

Da vi brød skovbrynet og igen stod på en lysning, kunne vi se hende. Et hun-næsehorn der lå og sov ved et stort vandhul. Vi bevægede os langsomt omkring vandhullet, så vi kunne komme tættere på, og da vi kom hele vejen rundt fik vi endnu en overraskelse. En unge lå op ad moderen og sov trygt. Med kun få meters afstand kunne vi sidde på ryggen af elefanterne og nyde det smukke syn.

Jungletrommerne havde lydt gennem skoven og straks brød flere elefanter, med tursister på ryggen, gennem skovbrynet på alle sider af lysningen, så vi trak os tilbage mod junglen og opsamlingsstedet, hvor dagen nu for alvor var skudt igang med kraftig sol og klare farver.

Nepal, Chitwan: I nærkontakt med næsehorn.

På fem en halv time kom vi fra Kathmandus larmende gader, med trafikkaos og mennesker overalt, gennem det bjergrige og frodige landskab omkring dalen, til vi endte i det flade savannelandskab i nationalparken Chitwan, med masser af lys og højere temperaturer. Skovene var nogle steder tætte, som for at understrege kontrasten til de store åbne savanner og marker.

Små simple lerklinede huse lå langs vejene. Mange med høns og ænder gående frit rundt foran. Geder og okse bundet fast under et simpelt halvtag, hvor neg eller et bundt af grene der var bundet fast under taget, kunne nås når sulten skulle stilles. Få steder stod også en elefant lænket fast under et større halvtag bag huset. Oksekærer og hestevogne med to hjul skabte livlig trafik på grusvejene.

Jo tættere vi kom landsbyen Sauraha i udkanten af nationalparken begyndte flere og flere elefanter også at dukke op på vejene. Roligt og overraskende lydløst bevægede de sig gennem gaderne i Sauraha. Nogle med en enkelt rytter, andre med fire turister i en kvadratisk stol på ryggen af elefanten.

Efter et hurtigt check-in på Jungle Safari Resort fortsatte vi til fods rundt i landsbyen og videre i udkanten af savannen. Kom forbi lokale i gang med at høste markerne og slå frøene fra negene, med et systematisk og rytmisk samarbejde mellem kvinder og mænd. Snedkere sad med sved på panden foran deres værksted og arbejdede flittigt. Børn legede mellem husene og kvinder hang tøj til tørre på snore spændt interimistisk ud mellem huse og træer.

Allerede få hundrede meter efter de sidste huse, hvor vi havde bevæget os ud over savannen, gjorde en lokal guide os opmærksom på at være stille og langsomt komme hen mod udkanten af et lille område med tættere bevoksningen langs floden. Tre fire meter fra hvor vi stod, gik to næsehorn og græssede på flodbredden. En ældre “pensioneret” han og en ung han der endnu ikke havde fået sit eget territorie. Med få meters afstand kunne vi bare følge dem, lige så stille gå og spise. Efter at være blevet mætte traskede de lige så stille ud i floden og svømmede ud til kun øjne, næsebor og horn stak over vandet. Hele tiden upåagtet af vores tætte tilstedeværelse.

Med skoven på den ene side af os og den store savanne på den anden fortsatte vi. En stor påfugl fik pludselig bladene i en trætop over os til at rasle mod hinanden. Savannen lå stor og åben. Den stille vind fik knap nok det høje græs til at bevæge sig. De grønne og lysebrune strå stod lige så langt øjet rakte. Med enkelte buske og lave træer stikkende op rundt omkring. På den anden side af savannen startede junglen, med høje nøgne stammer og store fyldige og tætte kroner.

På den anden side af skoven kom vi til et sted ved floden hvor solnedgangen skulle være noget ganske særligt, men de mange skyer på himlen over savannen tillod kun ganske få solstråler at trænge igennem. Alligevel tog vi plads ved flodbredden for at nyde dagens sidste lys. Pludselig var det som om den stærke sol bagved alligevel fik skyerne til at give op og trække i alle retninger. Himlen blev i stedet farvet mere og mere i varme farver. Gule, røde, orange, lilla og lyserøde nuancer spillede over hele himlen og blev kun kraftigere minut for minut. Bjergene inde i landet stod mørke og tydelige og junglen foran solnedgangen blev forvandlet til mørke konturer.

Himlens farver spejlede sig i floden foran os og de små bølger på overfladen gav kun de mange fantastiske nuancer endnu mere liv. En lang kano gled langsomt forbi, med en mand stående bagerst med en lang bambuspind, til at skubbe kanoen frem. Som han forsvandt længere nede ad floden overmandede natten himlen og det blev tid til at finde tilbage til hotellet, efter allerede mange oplevelser på de første få timer i Chitwan.

Nepal: Dashain, drager og legesyge drenge.

Overalt er der glæde i øjnene hos Kathmandus drenge. Den hellige festival Dashain -svarende til vores jul- er startet og det betyder bla. drageflyvning i hele byen. Drenge står overalt på byens åbne pladser og hvor der ellers er chance for at fange bare en smule vind. Alle med store smil på læberne og øjne der med stor indlevelse spejder rundt på himlen for at finde de gode vinde og himlens øvrige drager.

Selv voksne mænd bliver for et par dage til drenge. Foran en masse af byens butikker står de i store grupper og vurderer drager og snore på store ruller. Begejstringen står lysende i deres øjne. Men det er også nemt at blive imponeret over alle de farvestrålende drager og store ruller der hænger foran i elledninger og på butiksfacader. Side om side med al den Dashainpynt der har gjort de ellers støvede gader i Kathmandu farvestrålende. Mange steder sidder drenge og ruller et tykt lag snor op på ruller, og drager bliver fantasifuldt bygget af affaldsplastik fra gaden.

Fra byens flade tage lyder der grin og begejstrerede råb fra tag til tag. Et enkelt blik udover byen afslører også en masse drenge løbende rundt på tagene imellem blomsterkrukker og tørresnore. Alle med en stor rulle i hænderne og blikket rettet højt på himlen, hvor de mange drager danser over byen som farvestrålende pletter der glimter i solen. De mange diagonale snore fra byens tage og dragerne i vinden, får byen til at ligne et kæmpe skib der drives frem af en masse små sejl. Nogle gange skal der skimtes efter dem, fordi de er så højt oppe. Besejrede drager anes hurtigt ved deres vuggende tur på vindene imens de langsomt daler mod jorden. Drager hængerne overalt i tårne og tage, vidner om at mange har tabt deres drage, enten til vinden eller en anden drages knivskarpe snøre.

Dragernes indbyrdes kampe, de glade stemmer og de mange begejstrerede råb vækker Khaled Hosseinis Drageløberen til live og efterlader en helt fantastisk stemning i byen. Alle er glade, legesygen er vækket i de fleste og der er ingen tvivl om at en særlig højtid er over byen.

Dødens ansigter.

I Danmark samles vi i en trykket stemning når en af vores nærmeste er gået bort. Sidder stille på kirkebænkene og mærker kulden klamre sig omkring os og klumpen i halsen kun tage til i størrelse. Alle sidder med sænkede hoveder og stilheden i kirkerummet er næsten kvælende. Sorgen samler os og den døde mindes og æres med tårer i øjnene. Den grusomme påmindelse om dødens uundgåelige tilstedeværelse i vores liv, får os til at synke ind i os selv for en stund og tænke over livet. Med døden som selskab er en dansk begravelse sjældent nogen særlig opmuntrende oplevelse. Tværtimod.

Men behøver det være så trist? Kan den afdødes minde æres på anden måde? I Danmark er det døden der er i fokus ved begravelsen. Men når jeg har oplevet døden andre steder i Verden er døden nogle steder blevet håndteret anderledes og ikke mindst, med en helt anden indgangsvinkel til hvordan en begravelse skal være for at ære den afdøde.

I Ghana var kisterne nok den den mest markante forskel. I relation til den afdødes liv eller særlige hobbys blev kisten udhugget og formet i alle tænkelige former og farver. Der var f.eks. coca-cola-dåser, flyvemaskiner, cigaretter og forskellige dyr. Så måtte hullet til kisten bare graves dybt og stort nok til at kisten i den valgte form kunne være der. Indtil kisten var færdig og der var penge nok til at afholde begravelsen blev den afdøde henlagt køligt. Nogle gange op til flere år. Derefter samledes flere hundrede mennesker til stor gudstjeneste med sang og dans efterfulgt af langt optog med den kreative og farvestrålende kiste som midtpunkt.

Noget lignende oplevede vi på Bali. Der begravede de dog de afdøde med de samme uden den store ceremoni, men hvert femte år når der var samlet penge nok sammen, holdt landsbyerne og områderne store fælles begravelser. De der var døde siden sidste store begravelse blev gravet op, og de rester der var tilbage blev lagt ind i store store figurer på vogne. Hver vogn bygget af den afdødes familie og smukt udsmykket med respekt for den afdøde. De fleste figurer forestillede fabeldyr eller små templer på bårer. Derefter gik hele begravelsesoptoget gennem byen, som en parade af smukke vogne og farvestrålende figurer, under bønner, musik og dans. De samledes til sidst alle på en af byens pladser hvor vognene og de jordiske rester af de afdøde blev brændt til der kun var akse tilbage. Alt sammen under stor festlighed som en hyldest til de afdøde.

I Venezuela kom vi kørende i bjergene, da der pludselig var mennesker overalt os på vejen. Et par hundrede mennesker. De lignede alle sammen deltagere i et festlig optog. Der blev spillet på forskellige instrumenter og mange bevægede sig rytmisk til tonerne. Men da en kiste på et tidspunkt nærmest kom svævende over folkemængden, støttet af en masse hænder, blev det tydeligt, at det var et begravelsesoptog vi var havnet midt i. Til trods for at størstedelen af deltagerne ikke bar tydeligt præg af at være nedtrykte. Kun en lille gruppe tættest på kisten gik i sort og med små tørklæder holdt ved øjenkrogene. Men stadig var der en lettet og befriende atmosfære omkring optoget. For os virkede “festen” i første omgang en smule respektløst, men efter lidt overvejelse var den festlige hyldest til den afdøde rørende.

Her i Nepal er tilgangen også behagelig naturlig. Stod forleden sammen med en ven, en lokal sherpa, ved Pashupatinath - Yderst helligt hindutempel, hvor hinduer kremeres - og kiggede på aktiviteterne omkring bålene langs flodbredden. Familier der samledes omkring døende og udførte forskellige ritualer der skulle gøre rejsen til “det næste sted” lettere. Døde der lå dækket af fine lagner på bårer, hvor familien kunne tage afsked inden liget blev lagt op på bålet, hvorefter den ældste søn passede bålet, til der ikke var andet end aske tilbage. Aske der kunne skubbes ud i den hellige flod Bagmati. Imens så familien stille til i baggrunden. For at vise den afdøde respekt udfører familien forskellige ritualer efterføgende. Bla. mødes de efter nogle dage, for en hel dag at fortælle historier om den afdøde. Som en hyldest til det liv der er blevet levet.

Men den afslappethed der er omkring døden er, for os danskere måske, den mest markante forskel. Der er enkelte der græder, men ellers er de meget afslappede og naturlige omkring alt det der skal ske i forbindelse med et dødsfald. På flodbredden kan et lig sagtens ligge for sig selv, imens familien går uforstyrrede rundt og småsnakker. Et syn der kan virke næsten markabert. Da jeg kommenterede det overfor min ven, virkede han overrasket og svarede: “Men døden er en naturlig del af livet. Der er ikke noget du kan gøre ved det alligevel.” og supplerede “Og de glemmer ham ikke, bare fordi han er død.”

Stod igen og kom til at tænke over måden vi håndterer døden hjemme i Danmark. Som når døden ofte kommer som en stor overraskelse og slår luften ud af os alle. Sorgen bliver forstærket af vores eget tab. I stedet for at se døden som en del af livet vi ikke kan komme udenom. I stedet for at fejre det liv den afdøde fik lov til at leve og huske alt det gode man har haft sammen med vedkommende. I Danmark er sorgen i fokus, hvor jeg nu har oplevet mere oplivende udgaver, hvor livet er i fokus, til trods for livets afslutning.

Hvordan har du oplevet døden hvor du har rejst?

Livet i sig selv kan også være luksus.

Flere har stillet spørgsmålstegn ved om jeg vil kunne holde ud at bo i et land som Nepal, der som 3. verdensland på mange områder er markant anderledes end Danmark. Ikke mindst i forhold til standard og mulighederne for luksus og selvforkælelse. Der er ikke de samme shoppingmuligheder. Ikke de samme muligheder for at gå ud og spise eller få cocktails i lækre og hippe omgivelser. Der er ikke altid rent og pænt og alting fungerer måske heller ikke så optimalt og rettidigt som vi er vant til i Danmark. Samtidig er der åbenbart mange der heller ikke ser mig som typen der kan give afkald på mange af dé ting. Hvilket vel egentlig ikke er helt uberettiget. Indrømmet.

Der er da også en del luksus i hverdagen jeg har givet afkald på. Ting jeg savner ved Danmark og København. Noget så simpelt som at stå op om morgenen og bruge tid på hvilket tøj jeg skal have på. Hvilke mærker der skal trækkes frem fra skabet. Det er bare ikke vigtigt herude. Noget jeg selv for et halvt år siden, havde svært ved at forestille mig selv være ligeglad med. Men mener ikke mit liv er mindre luksuriøst af den grund.

Luksusen har bare ændret karakter. For mig er hele denne oplevelse luksus. Tænk sig at få sådan en mulighed. At kunne bo i et fremmed land. Det er luksus for mig at få alle de oplevelser jeg får herude. Allerede på de første måneder er mit sind og min sjæl blevet beriget med indtryk og oplevelser som vil følge mig resten af mit liv.

For mig er det luksus at få lov til at opleve Verden. Større luksus end nogen anden. At jeg får lov til at se Verden fra en anden vinkel og på den måde får udvidet mit verdensbillede er for mig en kæmpe gave. Det er det hver gang jeg rejser. At jeg nu for alvor får mulighed for og lov til at komme ind under huden på en fremmed kultur er bare endnu større.

Jeg mener hver eneste oplevelse, indtryk, træning, indlæring og åbenbaring, både gode og dårlige, er med til at udvikle mig som mennesker. Det er alt sammen lektier i livet evige skole, hvor jeg mener at jeg til den dag jeg dør vil være elev.

At jeg ved at være her og ikke behøver at tænke på økonomi, fordi kærestens kontrakt tillader det, kan jeg ovenikøbet være med til at gøre en forskel for andre mennesker. Noget jeg også ser som en luksus. At have overskuddet og friheden til at kunne gøre noget. Hver gang jeg siger farvel til mine elever, hvad enten det er de store eller de små, bliver jeg glad. Når jeg mærker deres store taknemmelighed bliver jeg lykkelig. På en helt særlig måde. Når jeg mærker hvor lidt jeg kan gøre for at gøre meget for nogle andre, bliver jeg selv taknemmelig over at fået den chance. Så får mig bliver det også en luksus.

Jeg går glad i seng om aftenen. Ikke fordi sengetøjet er dyrt, fordi jeg har erhvervet nye sko i løbet af dagen eller fordi jeg har drukket otte udsøgte cocktails på en eksklusiv bar. Men fordi jeg jeg har erhvervet nye erfaringer. Fordi jeg endnu en dag har fået lov til at opleve. Livet når det kan mærkes, er i sig selv en luksus.