Tell me and I will forget, show me and I will remember, but involve me and I will learn. Sådan lyder filosofien på den Montessori skole jeg underviser som frivillig lærer. Jeg synes det er en fed sætning og det er en skøn måde at vise, at selv små børn også kan lære. Også uden at de tvinges til noget.
Hver morgen kommer børnene løbende fra porten ind til døren. Hver og en med smil på læberne. Spændte på at komme i skole og glade for at se deres legekammerater igen. Alle hilses med et “goodmorning” eller et “Namaste”. De små blå skoletakser bliver hængt pænt op på rad og række på den ene væg. Hjemmeopgaverne fiskes ud og lægges på det lave orange bord midt på det grønne væg-til-væg-tæppe. Selv tager de plads omkring bordet på store puder på gulvet. Hele tiden flyver ordene ud af deres munde i begejstret iver efter, at dele sjove og spændende historier med deres kammerater, siden de sagde farvel til hinanden dagen før.
Jeg arbejder der som frivillig lærer to fulde dage om ugen, hvor jeg hovedsageligt skal være den der taler engelsk til dem og hjælper med den del af undervisningen der er på engelsk. Det er første gang jeg arbejder med så små børn, mellem to og godt fire, så der er meget at vænne mig til. Det er uden tvivl anderledes og det er andre rutiner at lære med så små børn, men jeg må indrømme, at jeg er meget imponeret over niveauet trods deres alder. Det er utrolig inspirerende og skønt at være vidne til den læreproces der er på skolen.
Når først alle otte elever er kommet om morgenen, er der “circle time” hvor de samles i en rundkreds i den anden ende af rummet og en af de to skoleledere, to kvinder omkring de tredive; Rashmi og Shanta, spørger børnene om de er glade for at komme i skole. Hver morgen udløser spørgsmålet et jubelråb og otte børn der hopper og danser. Det er fantastisk at se denne begejstring hos dem. Circle time fortsætter med forskellige rim og remser, der gennemgår f.eks. ugedage, numre, alfabetet og kropsdele.
Og det er netop det der er hele hovedfilosofien på skolen. At børnene skal lære noget, men at det skal være sjovt for dem samtidig. De skal deltage for at de lærer, som jeg skrev allerførst. Og de deltager bedst hvis det er en leg for dem. Vi skal som lærere interagere med dem i stedet for at presse dem til noget, de alligevel ikke har koncentrationsniveau til i den alder.
Men det ville også være svært at skulle være hård ved dem, for det er otte fantastiske unger. Hver på sin måde. Aditya der er den ældste. Med de smukkeste brune øjne, der uden hans store smil nemt ville kunne se en smule sørgmodige ud. Når vi taler til ham lytter han koncentreret og fanger hurtigt meningen. De øvrige ser op til ham, så det er altid nemt for ham at få dem til at lytte efter. Nogle gange en hjælp for os lærere. Han ér den klogeste, men har derfor også tendens til at tage meget plads i sin iver for at vise hvad han kan.
Prashidika er den gladeste lille pige. Hun smiler med alle træk i ansigtet hele tiden og er virkelig en energibombe der giver drengene kamp til stregen. Allen er en af hendes to bedste legekammerater og er som hende altid glad og smilende, men han er også den der kan fordybe sig mest i det han sidder og laver. Hans nysgerrighed og åbenhed viste sig allerede første dag, hvor han var den første til at komme og tage mig i hånden da der var circle time. Den tredje legekammerat i den lille trekløver er Bishesh. Først kan han virke rigtig irriterende og ugidelig, men i virkeligheden vil han helst bare gerne lege og have det sjovt. Han er en dreng med stort D og har altid en ny smart kasket sat oven på det korte sorte hår. Han nærmer sig mig mere og mere, og sætter sig nu oftere og oftere ned ved siden af mig med sine skoleting og viser at han gerne vil have min deltagelse. - Svært at stå for!
Det er min opgave at lære dem engelsk og i det hele taget bare vænne dem til det engelsk sprog. Men det kan nogle gange kræve en vis portion tålmodighed. For det er ikke altid de kan eller vil forstå engelsk og så begynder de bare at snakke nepali sammen. Heldigvis er jeg begyndt at lære mere og mere nepali, så jeg sjældnere sidder med følelsen af at snakken går over hovedet på mig. Børnene ved nu også at jeg forstår en del af hvad de siger og at de ikke længere kan lade som om de ikke forstår mine beskeder på engelsk, for de ved at jeg bare kan sige det på nepali i stedet. Heldigvis er der ét sprog vi har tilfælles. Et universelt sprog, nemlig leg.
De fire yngste af eleverne er der også mest for at lege. Ind imellem suppleret med lærdom forklædt som leg eller tegning. Prinilla er den yndigste lille forsigtige pige, der altid kommer i skole i små prinsessekjoler, der får det yndige og let skrøbelige til at træde endnu tydeligere frem. De to mindste piger Stuti A. og Stuti S. er begge generte og forsigtige. De siger sjældent noget og sidder tit bare og pusler med deres egen lille leg. Bibek er den mindste dreng, med det dejligste lille runde ansigt. Han er en rigtig klodsmajor, der kan sidde helt stille og så pludselig vælte. Hvilket resulterer i at han ofte græder. Sammen med hans lidt tumlede bevægelser og at han ofte ligner en der ikke ved hvor han er havnet eller hvad han skal gøre, gør det umuligt ikke at holde af ham.
Som sagt leger de fire små mest, men gør de fire større børn selskab omkring bordet, når deres koncentration og lyst er til at sidde stille. Det er en masse forskellige opgaver, hvor de enten lærer det nepalesiske eller det engelske alfabet; eller numre og simple regnestykker. Det lyder måske vildt at så små børn laver den slags, derfor tør jeg næsten helller ikke nævne at de får lektier for hver dag.
Når jeg ser hvor hurtigt de fanger tingene og hvor sjovt de rent faktisk synes det er, har jeg dog ikke svært ved at de skal lære i så tidlig en alder. Tværtimod. Det er også os der bestemmer hvad de skal øve og hvilke opgaver de skal løse hjemme og i skolen. Så det er nemt at tilpasse til deres koncentration og lyst.
Pga. de få midler er det os selv der sidder og tegner og laver alle opgaverne. På blanke A4-ark eller på bagsiden af kasserede prints. Små blanke hæfter bliver lavet om til malerbøger. Nogle dage til fingrene er helt sorte af kalkerpapir. Men det er sjovt. Det sætter de kreative sider i sving. For det gælder om at bruge de muligheder der er. Det er simple træklodser med farver, bogstaver og numre der nogle gange kan gøre timen til en sjov leg, med stor interesse fra børnenes side.
Det er fantastisk at være sammen med børnene og jeg synes det er sjovt at sidde og lave de forskellige opgaver til dem, ved at tegne bogstaver og matchende tegninger, men jeg er også træt i hovedet når jeg kommer hjem efter sådan en dag. På en god måde.
Den simple måde at undervise børnene på og så stadig se hvor stor glæde de får ud af det, gør mange andre problemer mindre betydningsfulde. At hjælpe så små børn i et land som Nepal, giver så utrolig meget mening, og sætter også min egen, lidt beskyttede og til tider sløve, skoletid i relief. Børnene sætter pris på at få lov til at komme i skole og lære noget nyt.
De gør det til en leg for mig at komme på arbejde.
Opslag
