Back to Ghana #7: Med hjertet i halsen.

I luften flyver ørne og flagermus rundt mellem hinanden, som vi har gråspurve og solsorte derhjemme. De flyver med let bevægefrihed ud og ind mellem hinanden og ens tanker flyver til sidst rundt sammen med dem. Lige indtil man igen kigger ud af forruden og bliver mindet om den kø og det kaos man sidder midt i.

Hvis man skal ud og køre i bil hernede er der to ting der er vigtige: Tid skal man have nok af og tålmodighed skal man have rigtig meget af. Og én regel gælder: Størst kommer først.

Selvom vi har chauffør på hele tiden, opleves trafikken lige hektisk og kaotisk, og man priser sig bare lykkelig for i det mindste ikke at sidde bag rettet. Selvom man sidder på bagsædet sidder man hele tiden med en fod på en tænkt bremse og et hjerte i halsen, fordi bilerne kommer så tæt på hinanden, når de holder i de lange køer der ofte opstår på vejene her i og omkring Accra.

Lige pludselig stopper trafikken bare og bilerne begynder i stedet at mase sig ind mellem hinanden, for at komme udenom den forhindring længere fremme, som man stadig er for langt fra til at kunne se. Når man så kommer op forbi en lastbil der ligger på siden eller en bil der er gået i stå, med røg fra køleren og en flok højtråbende mænd omkring, begynder man bare at grine fordi det hele er så langt ude. Et sted stod en helt udbrændt bil stadig på kørebanen og blokerede den ene af de tre vognbaner. I en lille landsby havde beboerne valgt af fælde et kæmpe træ ud over vejen, og indtil de mange indbyggere, der gik omkring det fældede træ som myrer om noget sødt, var færdige med at hugge træet op, måtte bilisterne bare vente.

Konstant når man er i trafikken forsøger man at se fem sekunder frem i tiden, for at opdage den bil der pludselig kører ud foran en, eller bilen der pludselig trækker sidelæns for at skifte til den vognbane man selv kører i, kun markeret med en hurtig sort arm der bliver rystet ud af vinduet. Hornene på bilerne bliver af samme grund brugt flittigt og overdøver næsten larmen fra de mange biler, lastbiler og busser.

Man bliver også nervøs fordi ikke alle køretøjer i trafikken virker lige sikre. Som bilen der ligner noget et enkelt vindpust kan få til at ligne en skrællet appelsin på kørebanen, eller lastbilen der efter at være pakket til absolut maksimum, liiige får et ekstra lag på siderne og toppen, inden en stor pressening bliver trukket over, og et par lokale som prikken over i’et tager plads i det fri på toppen af lasten. Sort røg står ud til alle sider når den gasser op og fjerner udsynet for de øvrige på vejen. De mange små tro-tros - små lokale minibusser - kører med høj fart og altid med tre-fire passagerer mere end der måske i virkeligheden er plads til, så de til sidst sidder halvt ud af vinduerne i håb om at få lidt frisk luft. Den samme luft hvor en af de førnævnte lastbiler lige har hostet den sidste dårligdom ud af motorens mave. Små taxaer farer ud og ind mellem alle andre. Flere lastet med al mulig og umulig last på taget eller stikkende flere meter ud i alle retninger fra vinduerne. Heller ikke de ligner alle sammen nogen der egentlig kan holde til at køre hverken med den last eller med den fart.

Hvis man så endelig har fået styr på nerverne i forhold til den kaotiske trafik og føler man har styr på dens uforudsigelige bevægelsesmønster, så skal man begynde at holde øje med de mange mennesker der render rundt på vejene. Gadesælgere med alt fra hundehvalpe, bananchips, lim, plakater, legetøj til startkabler, vand, chokolade og papegøjer i bur går ud og ind mellem bilerne for at sælge så meget som muligt, når der bliver stukket en hånd ud gennem et vindue og råbt efter en vare. Nogle løber endda langs bilerne, for at nå de kørende biler også.

På en mindre vej sprang en tosse pludselig ud foran bilen og begyndte at lave mærkelige fagter og snakke uforståeligt, imens han smilede så solen glimtede både i de hvide tænder og den store guldring i det ene øre. Han ville ikke flytte sig før bilen næsten var parkeret ovenpå tæerne af ham. Andre løber bare pludselig på tværs af vejen, hvis de har et mål på den modsatte side. Intet er sikkert eller styret af almindelige færdselsregler.

Ja, det er ikke for sjov at køre i bil i Ghana, men det er helt sikkert en stor del af oplevelsen af at være her.

Back to Ghana #6: Fødselsdag i paradis.

Vågnede i morges med en smilende kæreste der lå og kiggede på mig, for med det samme at kunne ønske mig tillykke med fødselsdagen med et kys og gave på sengen. Da jeg kom ned i stuen stod de to tvillinger - blev 3 år i går - klar og sang happy birthday for mig. Et stort morgenbord var gjort klart, hvor jeg også havde fået lov til at låne lidt af drengenes pynt fra i går. En god start på en god dag!

Dagen kunne simpelthen ikke tilbringes bedre end hvor vi har været i dag. Ét er at holde den i 35 graders varme og høj sol, når man er vant til efterårskolde Danmark på sin fødselsdag. Noget andet er at holde den i 35 graders varme, i en pool-club der hedder White Sands en times kørsel fra Accra.

Efter at have kørt gennem byens kaos af biler og handlende, passeret nogle af de værste slumområder og nået derud hvor den storslåede natur kun pletvis brydes af små landsbyer eller enkelte hytter, kom vi til noget vi på ingen måde havde kunne forestille os ligge dér. In the middle of nowhere. En stor orange mur omsluttede stedet, hvor vi i porten blev modtaget af en ghaneser i fuld safariuniform. Derefter blev vi ledt ind til et område hvor græsset lå snorlige, alt var pænt og rent og omgivelserne var smukke og eksotiske med små stråtækte hytter og store palmer. Men det bedste var pool-området. Der lå vi omgivet af farvestrålende blomster og palmer der svajede let ud over den store pool med det lyseblå vand. Hele poolen var bygget “naturligt” af klipper i kanterne, som den bugtede sig ud og ind om solsengene, og rundt omkring i poolen stak klipper også op af vandet og gav det hele en ramme som en oase, hvor man i den ene side gik direkte fra græsset og ud i vandet, der langsomt blev dybere. Poolen blev på hele den dybe side afgrænset ved, at vandet løb stille ud over kanten og forsvandt ned på den anden side i et stort vandfald, der kunne nydes af dem der gik rundt i det parklignende område der hørte til clubben. Når man lå i det lune vand på kanten ved vandfaldet, der var højt hævet over havet, havde man udsigt ud over den vilde natur der omkransede clubben, lagunen og stranden på den anden side. Den hvide strand med lokale fiskebåde der lå med hvide sejl og skinnede smukt i solen og fremhævede den klare blå himmel og det blå hav. Efter stranden fulgte det store Atlanterhav, hvor hvide bølgetoppe legede livligt med hinanden. De lokale holdt ligeledes søndag, så aktiviteten var stor på stranden og i det varme vand.

Oppe til højre fortsatte den imponerende natur op ad bjergsiderne og på den anden lå den afrikanske savanne. Da jeg lå der på solsengen, havde fået serveret kolde drikkevarer og nød den imponerende udsigt ud over poolen med de lysegrønne palmer, naturen og havet, kunne jeg ikke andet end føle at livet var herligt. Og så oven i købet være så heldig at fejre min fødselsdag der. Faktisk glemte jeg flere gange at jeg har fødselsdag i dag. Simpelthen fordi tankerne bare svømmede hen i de mange indtryk og den medfølgende ro i kroppen.

Da vi tog den lille speedbåd over lagunen til den del af stranden der fulgte med til clubbens område, blev det absolut ikke dårligere. Dér stod vi med tæerne i det fineste hvide sand, omgivet af store palmer og kunne bare se strand og vand. Da vi trådte ud i det varme vand forsvandt de sidste tanker om den sure hverdag i Danmark, der måtte være tilbage i kroppen, fuldstændig. Vi var i et paradis uden lige.

Tænk at der findes steder som dette, som normalt forbindes med Caribien eller øer i det sydlige Asien, i et land som på mange områder ellers sender signaler om fattigdom og kaos. Det sætter tingene lidt i perspektiv og vender også tankerne tilbage til forrige indlæg om kontrasterne her i landet.

Back to Ghana #5: Havet.

Jeg er og har altid været betaget af havet. Med den følelse i kroppen er det en stor ting at stå ved Atlanterhavet og bare se vand så langt øjet rækker. Der er noget vildt, men alligevel kontrolleret over det. Ikke mindst noget dragende ved at bølgerne leger let med hinanden på toppen af dybet, men alligevel slår vildt og voldsomt ind på stranden.

Da vi var på stranden i Elmina, stod vi med fødderne i vandkanten og kunne mærke sandet forsvinde under os, når havet trak bølgerne tilbage i favnet. Hele tiden ændrede stranden form og udseende, imens havet forblev at ligne sig selv.

Den anden aften kørte vi ned på et hotel ved stranden for at se solnedgangen. Store dele af kyststrækningen langs vandet ved Accra, ligger hævet 4-5 meter over stranden, adskilt af klipper og store sten. Vi sad med udsigt over det endeløse hav og de hvide strande på begge sider. Langs vandkanten lå de store lokale fiskebåde. De ligner mest af alt store kanoer, med utrolige og farvestrålende malerier på siderne. Vinden sluttede sin færd over det varme hav, med at bringe duften af salt ind over kysten, og bragte en råhed til den ellers rolige og lune aften.

Havets vilde overflade blev flere steder brudt af skarpe og uovervindelige klipper, der så nemt som ingenting brød havets massive overflade. De ellers hårde og truende bølger i flere meters højde, blev så nemt som ingenting smadret mod klipperne og sendte i stedet millionvis af små sarte dråber og hvidt skum i alle retninger, for til sidst at flyde sammen med det hav, der nu nærmere lignede en slået kriger med nedslået nakke.

Al den vand der blev kastet i luften dannede sammen med det faldende mørke, en dis over den brede strand og fik klipperne til at fremstå endnu mere skræmmende. I takt med alt omkring os og husene på næste pynt i horisonten, tog farve efter mørket og i stedet blev mere og mere gråt, i en tåge af besejrede bølgetoppe, fik hele billedet en ny karakter. De enlige palmer knejsede mod vinden og lignede nogle der lagde alle kræfter i for ikke at bukke under.

Langs vandet dukkede lokale op, som små sorte prikker i ét virvar, for at tage den sidste dukkert inden natten forvandlede det ellers klare blå hav til et mørkt uendeligt dyb. Til sidst omsluttede natten os alle, og vi kunne ikke se længere end hvad de levende lys på bordet lod os ane. I stedet trådte lyden af havet og de knuste bølger endnu stærkere frem og man var ikke i tvivl om dets tilstedeværelse. Der skal mere til at tage livet af havet.

Back to Ghana #4: De store kontrasters land.

Der er ingen tvivl om at fattigdom er et rammende ord for mange ghaneseres situation. Det er tydeligt når man kører rundt i byen og på landet, og ser de faldefærdige skure og hytter de bor i. Uden vand, uden el og uden kloak. Når man ser hvordan deres tøj er lidt og deres blikke rettet mod jorden.

Fattigdommen er endnu mere skræmmende når man så ser og hører hvor mange penge der ellers bliver brugt i Ghana. Pengeforbruget på højere politisk plan er i hvert fald ikke svarende til de penge der bliver brugt på infrastruktur, skoler, sundhed og hjælp til de fattigste. I stedet bliver pengene brugt på et nyt kæmpe pompøst præsidentpalads, alt i mens der lige udenfor de store mure, går fattige ghansere rundt blandt hurtige biler og den medfølgende giftige os, i forsøg på at sælge lidt til bilisterne, så der er råd til at overleve.

Vi var den anden dag i Ada, en mindre by ved udmundingen af Voltafloden. Vi kom ud over hullede markveje og igennem små vandløb, for til sidst at komme til et stort lækkert hotel, der lå ned til floden med stor pool, lækker strand og perfekt arrangeret indkørselsområde. Hotellet var malet i flotte klare farver og fremstod stærkt mod vandet. Lige ude på den anden side af hotelområdet, lå lerhytterne tæt og affaldet flød, alt imens geder og høns løb rundt blandt hytterne. Alt var gråt, brunt og trist i farverne. Kontrasterne fremhævede hinanden og uretfærdigheden lagde en ekstra stens højde på den tykke mur omkring hotellet.

Da vi tog en lille båd fra hotellet og sejlede ud blandt de små øer på floden, blev kontrasten mellem rig og fattig igen tydelig. På den ene ø lå de små hytter igen tæt mellem palmerne og historierne om hvordan deres dage går med at få mad på bordet om aftenen og forsøge at undgå malariamyggene om natten, var ikke svære at tro på. Men når vi så sejlede videre kom vi forbi en ø hvor en rig libaneser havde købt hele øen og bygget et kæmpe sommerhus. Med vand og el.

Vi gik i land på en af øerne med små lerhytter og utætte palmeblade-tag. En ø hvor de producerer rom, men stadig lever under trænge kår. Vi gik rundt blandt de små hytter, smilte til de nysgerrige børn og snakkede med en fortællerlysten øboer. Vi fik lov til at smage på den stærke rom de selv pressede af sukkerrør og fik vist hvordan processen var.

Det var vildt spændende at få lov til at komme tæt på og få et lille indblik i hvordan livet er der, men samtidig føler jeg det også en smule intimiderende at gå rundt blandt dem, som den rige hvide, der bare tror han kan brase ind i deres by når han har lyst.

Hvilket også bringer mig til den næste kontrast. Nemlig det at være hvid hernede, hvor nogle af de mørkeste afrikanere bor. For man føler sig virkelig hvid. Både fordi man ikke ser mange andre hvide og fordi man ikke kan være anonym. Alle lægger mærke til en og er særlig opmærksomme på hvad man siger og gør. Når man kører rundt i landet udenfor hovedstaden Accra, er nysgerrigheden stor og fordømmelsen endnu større når man afviser dem. På stranden i Elmina kom to unge ghanesiske fyre hen for at ville tigge penge til deres lokale fodboldhold og det endte med til sidst at vi måtte løbe til bilen og køre hurtigt derfra, fordi de ikke ville slippe deres tag i os. Mange steder er der priser for hvide og priser for indfødte afrikanere. Det både indgang til nationalparker, museer og i boder og butikker. Alle kneb til at trække lidt penge ud af de rige hvide bliver brugt.

Der er heller ikke nogen tvivl om at de hvide der er hernede, oftest har mange penge. Ikke mindst i forhold til den gennemsnitslige ghaneser. Vi bor hos min kusine og hendes familie, hvor de som velhavende hvide expads, har lokal hjælp ansat, da det nærmest forventes af dem der kommer til landet fra Vesten, som bidrag til social hjælp i Ghana. Derfor er det da også luksus at bo her hvor vi har vores egen chauffør, to maids og vagter og gartnere. Når vi har spist stilles det beskidte service bare i køkkenet og vasketøjet smides bare ved maskinerne, hvor det efterfølgende kommer tilbage til værelses, vasket og strøget. Det er et forhold man virkelig skal vænne sig til, at man skal være doven og bare forvente at tingene bliver gjort. Ligeledes at der går ansatte rundt og gør rent, imens man sidder ved spisebordet. Men der er heller ikke nogen tvivl om at det for dem er et godt arbejde og de derfor er dedikerede ansatte. Som chaufføren der forlod konen der var ved at føde fordi han skulle på arbejde.

På rigtig mange måder er rejsen herned en interessant og øjenåbende oplevelse. Kontrasterne er åbenlyse og virkelig af en anden verden end den vi er vant til hjemmefra. Kontrasten til ens eget liv derhjemme er stor og sætter tingene i et nyt lys og giver virkelig stof til eftertanke.

Back to Ghana #3: Den sorte sky.

Den anden aften da vi kørte hjem og mørket begyndte at sænke sig over den afrikanske savanne, hvilket begynder allerede ved seks-tiden og skrider hurtigt frem, bemærkede vi at horisonten foran os var meget sløret. Til at starte med lignede det mest en tæt tåge eller en meget mørk sky. Da vi kom nærmere kunne vi se at “skyen” var levende og bredte sig mere end øjnene i første omgang havde kunne ane. Den levende sky lignede en myretue på himlen og jo tættere vi kom på jo mere fyldte den af horisonten. Så langt som øjet rakte på hver side af bilen var himlen fuld af små levende sorte pletter og koncentrationen i midten foran os, gjorde himlen sort fra land til skyerne tog over øverst på himlen.

I retning mod os begyndte “skyen” at gå i opløsning mod os og trak lange spor. Den bevægede sig med kæmpe hast mod os og lignede noget ondt der truede med at opsluge os og bilen. Vores rationelle tanker overbeviste os dog om, at et kæmpe fugletræk nok ikke var så skræmmende, men alligevel satte den kraftigt voksende masse pulsen op. Da den til sidst nåede så tæt på at vi kunne skille de hastige vingeslag fra hinanden og for alvor se hvor hurtigt og vildt de fløj rundt om hinanden, havde vi blikkene rettet mod himlen, for at se når massen nåede over bilen.

Det var flagermus. I titusindvis, der fløj med voldsom hast og i kæmpe flok fra Accra og ud mod det åbne land, for at jage. De var overalt i luften, blandt bilerne og omkring hovederne på de handlende langs vejene. De fyldte alt omkring os og lukkede for en stund for solen, til vi var kommet gennem flokken. Heldigvis sad vi i en bil, for selvom flagermus normalt ikke er farlige for mennesker, så er SÅ mange SÅ tæt på altså skræmmende nok.

Back to Ghana #2: Fortidens dæmoner.

Nogle af dettes års ture vil jeg ikke skrive så meget om, da de blev beskrevet sidste år. Bl.a. besøg i regnskoven i går og vilde krokodiller i frokostrestauranten. Gentagelsen gjorde bestemt ikke oplevelsen ringere, så find indlæggene fra sidste års tur for at læse om dét. I stedet vi jeg hellere koncentrere mig lid om de ne oplevelser.

Men efter besøget i regnskoven i Kakum, kørte vi til Elmina. En lille fiskerby et par kilometer vest for Cape Coast. Men ikke hvilken som helst fiskerby. Tværtimod spiller den en stor rolle i Afrika og Ghanas historie, da det blev stedet hvor de første europærer gjorde deres indtog syd for Sahara i 1300-tallet. Byen blev hurtigt hovedsæde for portugiserne og senere hollændere i Vestafrika. I 1482 begyndte byggeriet af St. George Castle, der hurtigt blev symbol på europæernes indtog i Afrika, som det første store europæiske bygningsværk. Men ikke hvilket som helst bygningsværk. Det var et slot, der i første omgang blev brugt som opmagasinering af guld, elfenben, krydderier og andre afrikanske varer, men senere da man fandt penge i andre afrikanske “ressourcer”, blev slottet omdannet til en slaveborg, den første af slagsen.

Vi gik rundt bag de flere hundrede år gamle mure i godt en time sammen med en lokal guide, og hans mange fortællinger og historier tog form i de små rum, gemakker, kældre og gårde. Allerede da vi ankom langs kysten, fornemmede vi hvilken rolle slottet må have spillet førhen. Det ligger prægtigt hævet over den lille fiskerby på en lille halvø, kun forbundet med fastlandet af en lille bro over den travle flod, med fiskebådene liggende vuggende side om side, alt imens handlen lever på bredden. Slottets enorme hvide mure skinner i solen, trods det voldsomme Atlanterhav og kraftige vinde har spillet sin rolle på murene og taget den yderste skarpe kant af både farven og de nøje udhuggede sten.

Store dele af borgen er som da den blev overdraget ghaneserne af briterne i 1957, hvor Ghana fik sin uafhængighed. Inden da havde den som sagt været i portugisiske, hollandske og britiske hænder og alle tre overtagelsesmagter udøvede udbredt slaveri. Både før og efter det blev gjort ulovligt.

Guidens mange historier gik under huden og mange af dem fremkaldte harme og stor sorg over den uretfærdighed og brutalitet der har hersket bag murene i fortiden. Da vi stod i de mindste fangekældre uden lys og frisk luft, fremkaldte det en frygt, der må have været ubeskrivelig for dem der sad der, med realiteten som en tung mørk skygge hængende over hovedet. Historier om hvordan 20 mænd blev lukket ind i et lokale med plads til 15, og først blev lukket ud når den sidste var bukket under for de umenneskelige kår og til sidst ladet døden vinde. Altså lå den sidste levende blandt 19 lig, afføring og opkast. Ifølge historierne i op til et par uger. Kvinder blev mishandlet og voldtaget på skift af guvernøren og soldaterne. Hele tiden blev slavernes udholdenhed testes, for at sikre sig at kun de stærkeste blev sendt med skibene til kolonierne rundt om i verden. Det var et besøg i fortidens svar på 2. Verdenskrigs koncentrationslejre.

De autentiske rammer med de historiske spor gjorde stort indtryk og forfærdelsen sad i kroppen længe efter vi var kørt derfra. Samtidig en fascination af det historiske univers der er sådan et sted. At stå på toppen ved siden af en af de nedslidte kanoner, med udsigt ud over det voldsomme og larmende Atlanterhav og se det slå ind over de enorme klipper de ligger som væltede dominobrikker langs kysten ud for slottet, og gør det svært at forestille sig, at det har været en nem opgave at få de store træskibe sikkert ind til slottet, for at kunne laste salverne gennem de små huller i muren på havsiden.

Der er ingen tvivl om at ghaneserne stadig har denne del af deres fortids historie siddende stærkt i deres bevidsthed. Endnu stærkere er deres frygt for en gentagelse og den kollektive forståelse af at en gentagelse aldrig må finde sted. Men efter rundturen kan man også sagtens forstå deres syn på hvide mennesker. Ikke at de nulevende europærer skal eller kan straffes af nulevende afrikanere, for en undertrykkelse af deres forfædre. Men jeg har stor respekt for at deres ære og stolthed må have lidt et nederlag ved at vide, at deres forfædre blev behandlet som dyr og solgt på linje med guld og krydderier. Derfor er St. George Castle idag blevet et symbol på den kamp ghaneserne til evig tid og forsvoret de vil kæmpe for at bevare deres ret til frihed.

Historien bringer sine dæmoner med sig. Endnu mere når hjemstedet for skabelsen af disse dæmoner stadig eksisterer til evig påmindelse. Evig påmindelse om hvordan mennesker har behandlet hinanden i fortiden og en påmindelse om hvad vi alle må gøre vores for, ikke bliver kopieret i nutiden eller fremtiden.

Back to Ghana #1: Gensyn.

Da vi steg ud af flyet kl. 20 i går aftes, ramte varmen som en mur. 27 grader på det tidspunkt af døgnet, trods det afrikanske mørke for længst havde lagt sig over Accra, hovedstaden i Ghana, er ikke til at klage over. Vi så begge på hinanden med kæmpe smil og det var tydeligt at vores tanker kun indeholdt ét ord: Ferie.

Med tankerne på sidste års lange køer og allerede opbrugt tålmodighed med det afrikanske effektivitetsniveau, trak jeg godt i kæresten for at komme hurtigt igennem til immigrationen og det lykkedes os at slippe rimelig smertefrit igennem. Lufthavnens virvar var samtidig et glædeligt gensyn med minderne fra ferien sidste år. Ligeledes turen igennem den mørklagte hovedstad, hvor sidste års storstilede byggeprojekters silhuetter afslørede at heller ikke dér var effektiviteten steget markant.

Da vi steg ud af bilen foran huset og allerede kunne mærke t-shirten klistrer let til ryggen, kom de mange velkendte dufte tilbage. Roen sænkede sig i sindet. Kærestens nysgerrighed og imponerede tilkendegivelser rev tankerne tilbage til den kendsgerning at det hele er nyt og overvældende for ham. Som det var for mig sidste år.

Min kusine, hende og hendes familie vi besøger hernede, og jeg tænkte at vi skulle kaste kæresten ud i mødet med Afrika med det samme, så i formiddags kørte vi på Makola marked. Et kæmpe marked inde i byen. Eller nærmere en bydel der opbygget som et marked med små interimistiske boder i ét stort kaos og et hav af mennesker der vader frem og tilbage mellem hinanden og hele tiden skal man se sig for, for ikke at støde panden mod et hjørne af den enorme last mange af dem bærer på hovedet. Larmen er allesteds nærværende og overdøves kun nødigt af stanken fra de mange snævre gader. Stanken af mad der ligger i varmen. Fisk, æg, gris, ko og snegle. Varmen gør processen kort for madvarerne og stanken gør den stillestående luft endnu mere kvælende. Lugten af sved og dårlig hygiejne gør det bestemt ikke bedre.

Efter at have gået rundt i dette enorme område, med alt hvad man kan forstille sig mellem himmel og jord. Ulækkert og smukt. Nyt og gammelt. Systuer kun adskilt med få brædder til den næste bod handlende med levende snegle og røget fisk. Frisører uden lys, el og vand. Højtråbende grønthandlere. Stofforretninger med udvalg i alle regnbuens farver. Blik- og træarbejde. Små plastposer med vand, i mangel på flasker, hvor hjørnet rives af og vandet klemmes ud for at køle ganen, ved siden af en sækkevogn med sodavand i kasser med is. Små dovne babyer på ryggen af store frodige kvinder.

Da vi havde gået rundt i halvanden time havde vi stadig ikke set andre hvide end os selv blandt de hundredevis af lokale, men tværtimod fået mange blikke fra ghanesere og tilråb som “Hvid mand!” Armene og hænderne var fedtede af svedige hænder der ville røre os eller hev fat i os for at få os til at rette blikkene på de mange varer i boderne. Varmen, kaoset og følelsen af at være i mindretal drev os til sidst ud af markedet.

Tilbage ved huset lagde vi os ned under palmebladene ved poolen og nød solen og varmen. Eksotiske fuglefløjt blandt kokosnødderne mindede os igen om at vi befinder os i Afrika. Poolens trods en høj temperatur, kølende effekt var kærkommen. Himlens lysende blå, de grønne blade, blomster i strålende farver og poolens skinnende overflade, alt sammen badet i det skarpe afrikanske lys, var en fryd for øjnene og roen og en velbefindende følelse har for alvor fundet plads i vores kroppe.

Nu sidder jeg på terrassen i bar overkrop og kan mærke varmen der omslutter kroppen. Et af regntidens kæmpe tordenskyl har netop afløst solens enorme styrke, fanget den værste støv i luften og den værste trykken er igen lettet uden varmen er gået samme vej. Kæresten er nedenunder for at hente et koldt glas hvidvin.

Hvor er det fedt at være tilbage!