mandag den 3. november 2008

Back to Ghana #1: Gensyn.

Da vi steg ud af flyet kl. 20 i går aftes, ramte varmen som en mur. 27 grader på det tidspunkt af døgnet, trods det afrikanske mørke for længst havde lagt sig over Accra, hovedstaden i Ghana, er ikke til at klage over. Vi så begge på hinanden med kæmpe smil og det var tydeligt at vores tanker kun indeholdt ét ord: Ferie.

Med tankerne på sidste års lange køer og allerede opbrugt tålmodighed med det afrikanske effektivitetsniveau, trak jeg godt i kæresten for at komme hurtigt igennem til immigrationen og det lykkedes os at slippe rimelig smertefrit igennem. Lufthavnens virvar var samtidig et glædeligt gensyn med minderne fra ferien sidste år. Ligeledes turen igennem den mørklagte hovedstad, hvor sidste års storstilede byggeprojekters silhuetter afslørede at heller ikke dér var effektiviteten steget markant.

Da vi steg ud af bilen foran huset og allerede kunne mærke t-shirten klistrer let til ryggen, kom de mange velkendte dufte tilbage. Roen sænkede sig i sindet. Kærestens nysgerrighed og imponerede tilkendegivelser rev tankerne tilbage til den kendsgerning at det hele er nyt og overvældende for ham. Som det var for mig sidste år.

Min kusine, hende og hendes familie vi besøger hernede, og jeg tænkte at vi skulle kaste kæresten ud i mødet med Afrika med det samme, så i formiddags kørte vi på Makola marked. Et kæmpe marked inde i byen. Eller nærmere en bydel der opbygget som et marked med små interimistiske boder i ét stort kaos og et hav af mennesker der vader frem og tilbage mellem hinanden og hele tiden skal man se sig for, for ikke at støde panden mod et hjørne af den enorme last mange af dem bærer på hovedet. Larmen er allesteds nærværende og overdøves kun nødigt af stanken fra de mange snævre gader. Stanken af mad der ligger i varmen. Fisk, æg, gris, ko og snegle. Varmen gør processen kort for madvarerne og stanken gør den stillestående luft endnu mere kvælende. Lugten af sved og dårlig hygiejne gør det bestemt ikke bedre.

Efter at have gået rundt i dette enorme område, med alt hvad man kan forstille sig mellem himmel og jord. Ulækkert og smukt. Nyt og gammelt. Systuer kun adskilt med få brædder til den næste bod handlende med levende snegle og røget fisk. Frisører uden lys, el og vand. Højtråbende grønthandlere. Stofforretninger med udvalg i alle regnbuens farver. Blik- og træarbejde. Små plastposer med vand, i mangel på flasker, hvor hjørnet rives af og vandet klemmes ud for at køle ganen, ved siden af en sækkevogn med sodavand i kasser med is. Små dovne babyer på ryggen af store frodige kvinder.

Da vi havde gået rundt i halvanden time havde vi stadig ikke set andre hvide end os selv blandt de hundredevis af lokale, men tværtimod fået mange blikke fra ghanesere og tilråb som “Hvid mand!” Armene og hænderne var fedtede af svedige hænder der ville røre os eller hev fat i os for at få os til at rette blikkene på de mange varer i boderne. Varmen, kaoset og følelsen af at være i mindretal drev os til sidst ud af markedet.

Tilbage ved huset lagde vi os ned under palmebladene ved poolen og nød solen og varmen. Eksotiske fuglefløjt blandt kokosnødderne mindede os igen om at vi befinder os i Afrika. Poolens trods en høj temperatur, kølende effekt var kærkommen. Himlens lysende blå, de grønne blade, blomster i strålende farver og poolens skinnende overflade, alt sammen badet i det skarpe afrikanske lys, var en fryd for øjnene og roen og en velbefindende følelse har for alvor fundet plads i vores kroppe.

Nu sidder jeg på terrassen i bar overkrop og kan mærke varmen der omslutter kroppen. Et af regntidens kæmpe tordenskyl har netop afløst solens enorme styrke, fanget den værste støv i luften og den værste trykken er igen lettet uden varmen er gået samme vej. Kæresten er nedenunder for at hente et koldt glas hvidvin.

Hvor er det fedt at være tilbage!