Back to NYC(#4): Flere verdener på et sted.

Gik ad den slidte ståltrappe fra perronen og ned til gaden. Trods klar morgen og strålende sol trængte solen ikke igennem til asfalten. Nogle meter over os i hele gadens bredde og et godt stykke foran og bag os, lå et mørkt tag. Det var perronen og sporene til subwayen der var bygget op gennem gaden og efterlod en trist stemning nedenunder. Mørket under broen kastede uhyggelige skygger over affaldsposerne i rendestenene og på de trætte øjne i folks ansigter. Kun de skrappe farver på de små butikkers facader skabte en smule liv.

Da vi drejede væk fra gaden skar solen igen i øjnene på os. Små hyggelige byhuse lå som perler på en snor og en uvant ro herskede i gaderne. Træerne strakte sine grønne grene mod solen og fuglenes sang kunne høres. “Se!” Hev fat i kærestens skulder og kastede et diskret nik i en retning. Kærestens øjne blev store i takt med smilet på hans læber. På den anden side af gaden gik en mand med stort fuldskæg, sort kjortel, stor sort pelshat ovenpå - ikke på - hovedet, små runde briller, hvide knæstrømper og sortpudsede sko. Langs hver kind hang en lang mørk krølle. “Han må da komme fra et eller andet. Begravelse eller fest måske?” Men da vi kom lidt videre gik alle mændene pludselig rundt i samme dragt. Kvinderne i udtryks- og farveløse klædedragter som taget ud af efterkrigstiden og de små drenge i hvide skjorter, sorte veste og små kalotter på hovedet. Også langs deres kinder hang de lange krøller, men den lille kalot afslørede samtidig at resten af hovedet var barberet helt kort.

Vi var kommet til Williamsburg og havnet midt i det ultraortodokse jødiske kvarter. Noget der ikke var muligt at overse. Vi gik ad små beboelsesveje, langs små butikker og forbi synagoger. Overalt var alt skrevet i jiddisch. Butikskilte, reklamer og teksten på siden af de gule skolebusser var alle steder skrevet med de krøllede bogstaver. Ikke én mand vi gik forbi var ikke iført den genkendelige klædedragt. Alle gik de målrettet frem og tilbage på fortovene. Ikke mange ord eller smil blev udvekslet. Tværtimod lignede de alle nogen der havde jødernes historie som tung vægt på deres skuldre. Stilheden var næsten skræmmende, sammenlignet med den larmende morgentravlhed lige over på den anden side af floden. Som om vi var kørt i flere timer væk fra Manhattans puls.

Efter at være gået et godt stykke tid begyndte stilen at ændre sig. Tøjet blev mere afslappet, hudfarven i de forbipasserendes ansigter skiftede mellem mørk og lys. Smilene blev flere og lyde begyndte at afbryde stilheden. De små huse med blomster på trappestenen blev afløst af høje monotone bygninger med lejligheder. På en lille låge sad en kraftig ung mørk kvinde med en slikpind i munden og kiggede livløst på datteren der legede rundt på fortovet.

Industribygninger og kedelige grå facader begyndte at fylde i gadebilledet og en død stilhed, kun afbrudt af hostende forbipasserende lastbiler, omsluttede kvarteret. Alt var udtryksløst og slidt. Men på samme tid fascinerende og fængende. Fordi skiftet var sket så pludseligt. Vi kom forbi åbne autoværksteder med mænd i beskidte kedeldragter og en doven smøg i mundvigen. Diners med plastisk på de røde møbler og fedtet linoleum på de firkantede cafeborde i blankt stål.

Jo længere syd på vi kom jo oftere dukkede nye spændende byggerier op mellem de slidte bygninger. I horisonten foran os, skød en skov af højhuse og lodrette byggepladser op. Endnu en ny verden skød i vejret. Vores lyse hudfarve begyndte at skille sig mere og mere ud i gadebilledet. Højrøstede stemmer og kraftige kropssprog fangede hele tiden øre og øjne.

Vi nåede højhusene og stod midt i Downtown Brooklyn. En bydel i rivende udvikling og en bydel med et helt eventyrligt liv. Der var mennesker overalt! Stemmer, bilers dytten og mekaniske støn fra busser og lastbiler der bremsede og gassede op, fyldte luften mellem de himmelsøgende bygninger. Skilte, blinkende lys og farvestrålende facader fangede øjnene i alle retninger.

Mæt af indtryk og de mange stilskifte, tog vi flugten med subwayen. Fik plads i en fyldt kupé som de eneste hvide og kunne for alvor mærke at vi var kommet udenfor Manhattan, men i takt med stoppene tilbage mod øen, afslørede også passagererne i kupéen at endnu et stilskifte begyndte og langsomt blev vige bukser, store sneakers og slidte caps afløst af stramme jeans, kreative frisurer og selvstændig europæisk inspireret stil. Vi var for alvor på vej tilbage til Manhattan.

Men ville ikke have været oplevelserne i bydelene på den anden side af floden foruden. De er med til at understrege mangfoldigheden og den gensidige respekt og plads folk imellem. Trods religion, nationalitet, hudfarve, seksualitet eller hvad forskelle der andre steder kan spille en rolle. Men netop dét er en af New York store værdier.

Back to NYC(#3): Søndag i Central Park.

De høje bygninger, de glatte glasfacader og mørke skinnede mure skar skarpt gennem himlen der lyste klar og blå højt over os. Solen glimtede i glas og stål overalt omkring os, så uden at kunne se selve solen, var dens tilstedeværelse på himlen tydelig for enhver.

Da vi lidt efter stod midt på Brooklyn Bridge, hvor de høje bygninger ikke længere omringede os, fyldte den klare blå himmel hele udsynet og solen stod skarp på vej mod toppen. Broens utallige stålwirer dannede et enormt spindelvæv i luften omkring os og skabte dragende linjer. Kraner i havnen stod sløret i morgendisen og Frihedsgudindens fakkel stak, i horisonten stolt gennem den lette pude der lå over floderne. Højhusene stod tæt på Manhattan og skabte en imponerende mur langs vandet. Som om de enorme huse truede med at skubbe de forreste i vandet for at få bedre plads.

Broen vrimlede med mennesker, men i parkerne på den anden side i Brooklyn var der ro i parkerne. kun afbrudt af jubelbrøl fra de lokale mænd og drenge der mødtes i parken for at spille en uhøjtidelig fodboldkamp. Små børn legede på græsset imens mødre og barnepiger gennemgik ugens sladder. Selv gik vi under jorden og hoppede på et tog tilbage til Midtown. Destination Central Park.

Med sultne øjne fyldte vi bøtter og poser i madmekkaet under Time Warner Center og gik lidt efter gennem porten til Central Park, hvor også mange andre havde søgt tilflugt i sensommervarmen. Bare overkroppe glinsede svedende i solen og bare tæer nød det bløde græs. Kærestepar lå tæt på tæpper og venner hyggede sig med højlydte smil under de store træer. Selv søgte vi ind mod midten. Dér hvor lyden af storbyen, udenom den store park, bliver stum. Med udsigt ud over de grønne plæner, de store træer og muren af skyskrabere rundt om parken, smed vi sko og sokker, rullede bukserne op og rettede de solbrillebeklædte ansigter mod den strålende sol. Livet kunne ikke blive meget mere skønt!

Trods det enorme liv i parken af motionsløbere, hundeluftere, hestevogne og turister med kort og pegende fingre, var der en ganske særlig ro i parken. Det var som om muren af skyskrabere der stak op i horisonten hele vejen rundt om os, og vidnede om storbyens tilstedeværelse med al sin larm og høje tempo, bare understregede den ro der var blandt træerne.

Da de ømme fødder havde fundet hvile i det bløde græs og solen begyndte at give kinderne en svag rødme, fortsatte turen gennem parken. Mellem rulleskjøteløbere, forbi livemusikanter og som tilskuer til dansegrupper med store drømme, nåede vi til søen med de mange robåde. Sikkert ikke både mange newyorkere har fundet vej til, men da vi nu engang var turister, lagde vi de 12$ for leje af en båd og begav os ud på søen. Roede rundt under store træer og små buede broer. Nød udsynet til nogle af de store gamle etageejendomme og kunne kun drømme om hvordan lejlighederne der oppe under de udsmykkede tagrygge mon så ud. Hvor fantastisk en udsigt de måtte have ud over Central Park. Men ligesom årerne slog bygningernes spejlbilleder i søens blanke overflade i stykker, slog realiteterne vores drømme itu.

Efter nogle timers salighed og fornøjelse i den enorme park, stadig uden at have set en brøkdel af den, vendte vi tilbage til storbyens pulserende liv blandt gule taxaer og bagoverbøjet nakker for at skimte toppen af bygningerne. Men fordi vi nu havde roet på søen og siddet på græsset manglede vi et sidste element, så strøg hurtigt til tops i Empire State Building for at nyde udsigten ud over byen. Endnu et sted i New York, hvor byens lyde ikke kan overvinde de større kræfter. Kun vindens susen i de høje højder afbrød den totale stilhed. Men langt under os fortsatte trafikken og livet, som om der kun var trykket på “mute-knappen”. Også deroppe fra lagde Central Park sig også ned foran os og demonstrede sin storhed og utrolige skønhed.