onsdag den 11. februar 2009

The Big Apple # 4: Inspiration til den store guldmedalje.

Denne gang i NY skulle der opleves nye områder af byen og besøges nye restauranter. Rejsen var hovedsaligt arbejde, så der skulle samles en masse inspiration. Derfor skulle forskellige typer opsøges og de trendy, eksklusive, skæve, hippe og levende steder besøges. Så meget forskelligt som muligt skulle prøves på de få dage. Heldigvis er NY lige stedet til den slags.

Det findes så mange forskellige områder på de relativ få kvadratkilometer på Manhattan. De pæne og eksklusive gader omkring Central Park, det hippe Soho, det kunstneriske Greenwich, det skæve og undergrundsprægede Lower East Side, det rå Meetpacking og det intime Little Italy. For bare at nævne nogle af alle de attraktive områder. Og vi kom rundt de fleste steder. Så meget som de få dage nu tillod. Spurgte fede typer på gaden og professionelle vi mødte i forskellige sammenhænge, om hvor vi skulle gå hen. For at komme hen hvor newyorkerne går, og ikke hvor alle turisterne kommer.

Det bragte os til Asia de Cuba på det pænere Madison Ave. En stor imponerende og eksklusiv restaurant med stort set kun hvidt interiør. Hvide bølgende stoffer fra loft til gulv hvor midten af rummet gik op i begge etager, så gæsterne på anden etage kunne sidde langs gelænderne og kigge ned i resten af det store rum. Rolig loungemusik fyldte luften omkring lange høje borde eller mindre runde borde ved en rund sofa i små hulrum, skabt af tæpper. Maden i imponerende serveringer smagte ovenud fantastisk og fik os til at spise mere end vores maver egentlig tillod.

I Lower East Side, der er mere skummelt og rodet, blev vi anbefalet Essex Bar. En tidligere fabriksbygning der er ombygget til restaurant med højt til loftet. En Amy Winehouse lignende servetrice med kæmpe smil sørgede for os hele aftenen, indtil vi gik videre til The Pianos. En alternativ bar et par gader væk. Udefra så den ikke ud af noget særligt og heller ikke indenfor. Der lugtede lidt af fugt og møblerne var sparsomme og lignede mest af alt noget der var hentet på en genbrugsstation. Dj’en stod bag en ussel pult og en ensom bartender stod bag ølhanerne. Men typerne der kom der var et fantastisk mix af unge mennesker, studerende og yuppies. Alle gav de fanden i hvad moden dikterede, men skabte deres egen. Hver med sin stil. Stemningen var helt i top og der blev danset livligt til dj’ens mix af glemte 80’er og 90’er sange. Alle smilte og var glade. Finanskrise og kold vinter var ikke bekymringer der tyngede. Derimod holdt en åben lyst til at leve livet efter eget ønske, stemningen oppe.

I Little Italy fandt vi den lille italienske cafe L’asso hvor der blev vist Super Bowl Sunday på et til lejligheden interimistisk opstillet tv. Bordene stod tæt og der sad kun unge mennesker. Alle i lækkert tøj og tydeligvis nogen der var noget. Selv når de var sjuskede så det lækkert ud. Et par unge fyre betjente stedet og den åbne pizzaovn i restauranten. Stemningen var personlig og hyggelig og præget af at flere kom der ofte. Det var også i Little Italy vi fandt Southside. Klubben under jorden. - Se første indlæg fra NY.

Det belgiske bageri Le Pain Quotidien i Soho, sørgede for fantastisk morgenmad ved de lange grove træborde foran den åbne pejs. Al den hjemmelavede mad, brød, marmelade, nutella, juice, blødkogte æg, i de omgivelser gav os følelsen af at sidde i et belgisk landkøkken. Et sted vi helt sikkert havde lyst til at blive siddende, med kolde hænder omkring de varme kaffekopper.

I Soho er Mercer altid et sikkert hit til frokost. Lækkert og hipt. Men også i Meetpacking lå rigtig mange attraktive frokostrestauranter, hvor vi kun nåede at prøve én. Nemlig Vento. En hyggelig italiensk restaurant i et vejkryds, der tvinger bygningen ud i en spids af to sammenstødende veje. En spids der også er udnyttet indendørs, hvor der til sidst kun kan nå at stå et enkelte tomandsbord i glaspartiet yderst ude i spidsen.

Men hvor kan man man bare blive ved med at kigge på mennesker overalt i NY. Alle områder byder på deres typer og det er tydeligt at newyorkerne ikke kender til noget med Jantelov eller manglende forståelse for forskellighed - gudskelov - for alle er deres egen type og er ikke bange for at skille sig ud. Og der bliver heller ikke kigget skævt til dem der skiller sig ud. Stilarter bliver udforsket, nye trends bliver skabt og personligheder bliver udtrykt. En ren slikbutik for os, der var ovre for at samle inspiration til vores eget arbejde med mode. Så det er nok ikke sidste gang, byen skal besøges for at få inspiration og måske få et kig ind i hvad trendscenen kan komme til at byde på i Europa i fremtiden.