I de 14 dage vi var i Venezuela og på Isla Margarita fløj vi flere gange for at komme frem og tilbage mellem de store naturområder. Efter at have fløjet 10 timer fra Danmark, kan det virke som en let sag at et par timer indenrigs i Venezuela. Meeen...
Da vi kom til lufthavnen første gang skulle vi med almindeligt rutefly, så procedurerne i lufthavnen var ligesom vi kender dem. Dog med få afvigelser, der da vi landede igen, fik os til at overveje om vi mon kunne svømme tilbage i stedet for at flyve. Da vi skulle gennem security og metaldetektoren kunne vi næsten lige så godt være gået igennem en almindelig dør. Man må have alt med ombord. Flydende væsker i rigelige mængder og flere af os fik bare besked på at tage vandflasken i hånden(!) når vi gik gennem metaldetektoren, der i øvrigt virkede som om bippede mere tilfældigt end noget andet. Det der så faktisk kom med igennem røntgen, blev knap nok skimmet af manden bag disken, der havde mere travlt med sin mobiltelefon end med at koncentrere sig om sikkerheden på det næste afgående fly.
Da vi kom ombord i flyet var det ligesom at komme ind i en bus. Der var frit sædevalg og man sad lidt spredt i flyet efter behag. Da vi var klar til take-off, blev kabinen hurtigt gennemgået af stewardessen, der nemt overså de tændte mobiltelefoner der blev gemt i håndtaskerne.
Efter en noget slingrende tur ud af landingsbanen, hvor man var i tvivl om hvorvidt piloten var fuld eller bare ikke vidste hvilken bane han skulle vælge, slap hjulene jorden og straks blev skiltet med “spænd sikkerhedsbæltet” slukket. Ikke noget med at komme op i sikker højde først. Drikkevarerne blev hurtigt serveret ned gennem flyet, for med det samme at blive hevet ud af hænderne på os igen. Dér kan venezuelanerne være effektive skal jeg love for. Men det skulle også nås inden piloten vendte snuden mod jorden igen. Og det skal tages meget bogstaveligt, for de flyver meget “direkte” mod jorden, for først til sidst at rette op, så man ikke mærker at for- og baghjul rammer jorden samtidig. Da sad jeg godt nok med hjertet oppe i halsen og blev ikke mere tryg ved situationen, da jeg efter landing kiggede rundt på mine lokale medpassagerer og så dem alle gøre korsets tegn foran sig. Okay, så vi skal være glade for at være kommet ned eller hva’? Den faste cement på landingsbanen føltes ekstra rar at sætte fødderne på efter den tur.
En anden flyvetur foregik i et lille propelfly med plads til 19 passagerer og frit udsyn til cockpit og pilot, hvilket mest af alt føltes som om, at stige op i en bus med vinger. Det skal dog siges at den flyvetur faktisk var rigtig behagelig og en af de mest behagelige landinger jeg længe har prøvet.
Det er pudsigt at sikkerheden er så sløset ved indenrigsflyvninger, for det er det stik modsatte når flyet skal udenrigs. Der bliver kufferten allerede ved ankomst til lufthavnen, gennemrodet ved et langt bord af en gruppe millitærfolk i fuld uniform. Og det er altså ikke bare som i at tøjet bliver løftet en gang. Nej ALT bliver gennemgået. Cremer bliver åbnet og duftet til, bøger bliver bladret igennem og indpakkede souvenirs bliver åbnet op. Alt sammen for at tjekke for narko. En nødvendighed, da Isla Margarita og Venezuela er et transitland fra Columbia. Vores kufferter slap igennem og vi tog plads i afgangshallen.
Da flyet skulle boarde ventede kæresten og jeg til det sidste med at gå om bord. For at slippe for køen gennem flyet. Pladserne forsvinder nok ikke, men da vi kom frem til bordingskranken bad de mig følge med, hvorefter jeg blev ført hen til en dør bagerst i hallen. Den ansatte bankede på døren, bad mig vente og gik så. Lidt efter blev døren åbnet og en soldat bad mig komme indenfor. Kastede et nervøst blik mod den ventende kæreste og fulgte med. Kom ind i et lille tæt og koldt rum, med et bord som eneste interiør. Omkring bordet stod otte soldater med mimikforladte ansigter og på bordet lå min kuffert. Strengt blev jeg bedt om at åbne den og stille mig over til væggen. Allerede dér hamrede hjertet i brystet på mig og sveden stod i alle mine porer. Kufferten blev minutiøst gennemrodet og en masse spanske gloser fløj frem og tilbage mellem soldaterne, der i ind imellem kastede et blik over mod mig, uden af afsløre noget med en mine. Jeg kunne ikke svare på deres spanske spørgsmål, da jeg ikke kan spansk og iøvrigt brugte al min energi på at følge soldaternes hænder rundt i min kuffert. De værste skrækscenarier løb igennem hovedet på mig. Jeg havde ikke haft min kuffert i et par timer, så frygtede at nogen måske havde placeret noget i den. Hvis de fandt narko i min kuffert ville jeg kun have ét mål. Et livsfarligt fængsel.
Heldigvis var det falsk alarm, så jeg fik lov til at gå ud til kæresten. Rystende og med hjertet siddende i halsen, skyndte vi os ud til flyet som ventede. Kufferten lige efter.
Men det er pudsigt at flysikkerheden er så forskellig alt efter hvor i verden det er, og om det er udenrigs eller indenrigs. Måske er sikkerheden i den vestlige verden hysteri? Men nu har jeg da fået de oplevelser med. Nogle af dem kunne jeg dog godt have undværet.
Opslag
