Hans navn i sandet.

Da jeg sad i Afrika med fødderne i vandkanten på stranden i Kokrobite en af de sidste dage, tog jeg mig selv i at skrive kærestens navn i sandet. Savnet var stort og førte mine hænder. Ønskede at jeg kunne dele oplevelserne med ham. Sad bare og kiggede ud over havet og lod mine tanker vugge på bølgerne. Tænkte på vores første to måneder sammen og på hvor glad og lykkelig han gør mig. Samtidig på hvor bekræftende savnet er, trods det kan være hårdt.

På begge sider af mig kastede bølgerne lange tunger op på stranden og udviskede alle fodspor, så der igen var ren og glat overflade, men hvor jeg sad forblev der tørt og navnet blev stående i sandet mellem mine fødder.

Da vi flere timer senere forlod stranden var navnet stadig uudvisket, hvilket fik smilet til at brede sig på mine læber. Selvom jeg ikke er overtroisk kunne jeg, da jeg stod der med savnet, ikke lade være med at finde ro i at hans navn stadig stod på stranden hvor jeg havde skrevet det.

Tur til Ghana #9: Ved Atlanterhavets kyst.

Den private bumbushytte på stranden i Kokrobite var omgivet af palmer, der trods deres lange tynde stammer virkede stærke mod den hårde vind fra Atlanterhavet. Når man stod med bare tæer i det varme sand og kiggede hen langs kysten virkede de mange palmer som et sejl, som de flot dannede en let bue op mod vinden fra havet.

Det blå hav var enormt og fyldte hele udsynet når man stod med ryggen mod land. Æstetisk som et hav kan være, kun brudt af de badende i vandkanten. Havet var uroligt og mange steder var bølgerne hvide af skum. De store bølger knækkede ryggen mod stranden i voldsomme brøl og gled flere meter op ad stranden for derefter at trække sig tilbage, med en så voldsom kraft at man kunne mærke sandet forsvinde under fødderne. Den kraftige lyd af havet var øredøvende, men på samme tid beroligende, som intet kan gøre ved en.

Langs stranden lå flere hytter som den min familie har, på bredden lå flere steder store fiskerbåde der mest lignede store kanoer og i sandet og i vandkanten løg mange lokale børn rundt og legede. Som jeg stod der med alle de fantastiske detaljer omkring sig blev billedet helt perfekt og jeg havde følelsen af at jeg stod med fødderne på et af de dejligste steder på jorden.