Der er ingen tvivl om at fattigdom er et rammende ord for mange ghaneseres situation. Det er tydeligt når man kører rundt i byen og på landet, og ser de faldefærdige skure og hytter de bor i. Uden vand, uden el og uden kloak. Når man ser hvordan deres tøj er lidt og deres blikke rettet mod jorden.
Fattigdommen er endnu mere skræmmende når man så ser og hører hvor mange penge der ellers bliver brugt i Ghana. Pengeforbruget på højere politisk plan er i hvert fald ikke svarende til de penge der bliver brugt på infrastruktur, skoler, sundhed og hjælp til de fattigste. I stedet bliver pengene brugt på et nyt kæmpe pompøst præsidentpalads, alt i mens der lige udenfor de store mure, går fattige ghansere rundt blandt hurtige biler og den medfølgende giftige os, i forsøg på at sælge lidt til bilisterne, så der er råd til at overleve.
Vi var den anden dag i Ada, en mindre by ved udmundingen af Voltafloden. Vi kom ud over hullede markveje og igennem små vandløb, for til sidst at komme til et stort lækkert hotel, der lå ned til floden med stor pool, lækker strand og perfekt arrangeret indkørselsområde. Hotellet var malet i flotte klare farver og fremstod stærkt mod vandet. Lige ude på den anden side af hotelområdet, lå lerhytterne tæt og affaldet flød, alt imens geder og høns løb rundt blandt hytterne. Alt var gråt, brunt og trist i farverne. Kontrasterne fremhævede hinanden og uretfærdigheden lagde en ekstra stens højde på den tykke mur omkring hotellet.
Da vi tog en lille båd fra hotellet og sejlede ud blandt de små øer på floden, blev kontrasten mellem rig og fattig igen tydelig. På den ene ø lå de små hytter igen tæt mellem palmerne og historierne om hvordan deres dage går med at få mad på bordet om aftenen og forsøge at undgå malariamyggene om natten, var ikke svære at tro på. Men når vi så sejlede videre kom vi forbi en ø hvor en rig libaneser havde købt hele øen og bygget et kæmpe sommerhus. Med vand og el.
Vi gik i land på en af øerne med små lerhytter og utætte palmeblade-tag. En ø hvor de producerer rom, men stadig lever under trænge kår. Vi gik rundt blandt de små hytter, smilte til de nysgerrige børn og snakkede med en fortællerlysten øboer. Vi fik lov til at smage på den stærke rom de selv pressede af sukkerrør og fik vist hvordan processen var.
Det var vildt spændende at få lov til at komme tæt på og få et lille indblik i hvordan livet er der, men samtidig føler jeg det også en smule intimiderende at gå rundt blandt dem, som den rige hvide, der bare tror han kan brase ind i deres by når han har lyst.
Hvilket også bringer mig til den næste kontrast. Nemlig det at være hvid hernede, hvor nogle af de mørkeste afrikanere bor. For man føler sig virkelig hvid. Både fordi man ikke ser mange andre hvide og fordi man ikke kan være anonym. Alle lægger mærke til en og er særlig opmærksomme på hvad man siger og gør. Når man kører rundt i landet udenfor hovedstaden Accra, er nysgerrigheden stor og fordømmelsen endnu større når man afviser dem. På stranden i Elmina kom to unge ghanesiske fyre hen for at ville tigge penge til deres lokale fodboldhold og det endte med til sidst at vi måtte løbe til bilen og køre hurtigt derfra, fordi de ikke ville slippe deres tag i os. Mange steder er der priser for hvide og priser for indfødte afrikanere. Det både indgang til nationalparker, museer og i boder og butikker. Alle kneb til at trække lidt penge ud af de rige hvide bliver brugt.
Der er heller ikke nogen tvivl om at de hvide der er hernede, oftest har mange penge. Ikke mindst i forhold til den gennemsnitslige ghaneser. Vi bor hos min kusine og hendes familie, hvor de som velhavende hvide expads, har lokal hjælp ansat, da det nærmest forventes af dem der kommer til landet fra Vesten, som bidrag til social hjælp i Ghana. Derfor er det da også luksus at bo her hvor vi har vores egen chauffør, to maids og vagter og gartnere. Når vi har spist stilles det beskidte service bare i køkkenet og vasketøjet smides bare ved maskinerne, hvor det efterfølgende kommer tilbage til værelses, vasket og strøget. Det er et forhold man virkelig skal vænne sig til, at man skal være doven og bare forvente at tingene bliver gjort. Ligeledes at der går ansatte rundt og gør rent, imens man sidder ved spisebordet. Men der er heller ikke nogen tvivl om at det for dem er et godt arbejde og de derfor er dedikerede ansatte. Som chaufføren der forlod konen der var ved at føde fordi han skulle på arbejde.
På rigtig mange måder er rejsen herned en interessant og øjenåbende oplevelse. Kontrasterne er åbenlyse og virkelig af en anden verden end den vi er vant til hjemmefra. Kontrasten til ens eget liv derhjemme er stor og sætter tingene i et nyt lys og giver virkelig stof til eftertanke.
Opslag
