tirsdag den 1. februar 2011

Nepal: Fra kold morgen til lejrbål under stjernehimlen.

Nattens lyde hang stadig i junglens trætoppe da vi blev vækket i vores små hytter. Mørket lå som et uendeligt dyb både i hytten og udenfor. Kun en enkelt petroleumslampe kastede en varm cirkel af lys omkring sig og gav svage skygger i rummet. Med mørket fulgte kulden der trængte igennem alle vegne og lagde sig som en klam hånd inde i hytten. Badeværelsets fliser fik kulden til at jage gennem sokkerne og gjorde morgenbadet nødvendigt kort.


Dagen før havde vi indlogeret os på Island Jungle Resort inde i Chitwan Nationalpark i det sydlige Nepal. En lille camp bestående af træhytter på flodbredden. En weekend væk fra Kathmandus larmende trafik og tætte forurenede luft. I Chitwan var kun naturens lyde og den friske luft. For at opleve naturen vågne op blev vi vækket af en banken på hyttens dør klokken kvart i seks om morgenen.


Udenfor gjorde en blanding af nattens mørke og tæt tåge det umuligt at se mange meter foran os. Trækronerne højt over os var endnu gemt i nattens dyne. Flere lag tøj kunne ikke holde den kolde tåge ude. Som lå kulden indkapslet i hver en dugdråbe, og blev befriet når de ramte vores ansigter og bare hænder.


Langsomt blev natten lysere, men den sorte himmel blev kun erstattet af en lavthængende snehvid tåge, der efterlod trækronerne som slørede mørke konturer. Enkelte steder trængte omridset af junglen på den anden side af floden gennem den tætte tåge. Små totter af dis hang lavt over floden og gled hurtigt med strømmen.




Vi kom op at sidde på elefantens ryg og begyndte turen gennem junglen. I små ryk hver gang elefanten tog et skridt bevægede vi os roligt gennem den tætte bevoksning. Kun den hule lyd af elefantens tunge fødder mod den våde jord, brød den stilhed der hang i tågen. Når vi trak vejret blandede vores hvide ånde sig med den hvide dyne over os. Tusindvis af dugdråber hang fanget i store edderkoppespind og lyste op som blinkende rosetter mellem de høje slanke træer.


Desværre lod dyrene til at gemme sig. Kun et par enkelte hjorte sprang rundt mellem træerne med deres hvide spidse haler stikkende ret op i luften og en påfugl sad roligt i en trætop. Men dagen før havde vi mødt to store næsehorn. Det ene kun halvtreds meter fra vores camp. To møder der trak i maven og i smilebåndene. At sidde på ryggen af en elefant og stå få meter fra et stort vildt næsehorn, fik det indre barns begejstring til at hoppe og danse.


Efter et par timer gennem junglen lå tågen og dens følgesvend kulden stadig over campen, men med det rette tøj begav vi os endnu engang gennem junglen, efter have fået lidt morgenmad. Nu på gåben. Først instrueret i hvordan vi skulle reagere hvis vi mødte nogle af junglens tre farligste dyr. Næsehornet, læbebjørnen og den bengalske tiger.


Solen begyndte at bryde gennem den ellers insisterende tåge. Lige så hurtigt som natten var forsvundet for den hvide lavthængende himmel, forsvandt kulden sammen med tågen for solen og efterlod junglen varm og solrig. Fugle begyndte at røre på sig og fyldte junglen med fuglelyde. Et par aber sprang livligt rundt i nogle trætoppe. Fra buskadset langs floden kunne vi se flere krokodiller ligge på flodbredden og nyde solens varme bage på deres koldblodede kroppe.


I en simpel trækano lod vi os drive af strømmen tilbage ad floden. Det blanke vand med junglens spejlbillede legende på overfladen, den totale ro ude på floden og solen på den skyfrie himmel satte med det samme sine spor i sindene. Salighed i sin reneste form. Også fra vandet kunne vi følge krokodillerne langs flodbredden. Farvestrålende isfugle lyste op på mørke grene og fløj med hurtige vingeslag rundt over floden i jagten på små fisk. Nepalesiske lovebirds, brune ænder, svømmede parvis rundt på floden, for pludselig at lette og med æstetiske rolige vingeslag og strakte halse at svæve over hovederne på os.


Ud på eftermiddagen begyndte solen langsomt sin nedstigning og farvede himlen dyb gul. Solens skarpe gyldne cirkel farvede de små bølgetoppe på floden, som var solen blevet flydende og flød rundt på flodens mørke lidt urolige vandspejl. Da solen bevægede sig ned bag de høje nøgne træer, skiftede himlens farvepalet til lyserøde og lilla nuancer. Imens begyndte de første lette tågeskyer at dannes halvvejs oppe af træstammerne. De lå som et varsel på, at nattens kulde var klar til at tage over når solen havde kastet sine sidste stråler over nationalparken.



Da mørket lidt senere tog over kom kulden som ventet tilbage. Hvilket kun gjorde den intense varme ved campens lejrbål endnu mere behagelig. Vi sad tæt omkring det knitrende bål med de legende orange flammer slikkende om de store træknuder. Over os legede millioner af stjerner på den kulsorte himmel. Trætte efter dagens mange oplevelser og mætte af indtryk, fik den lokale whisky i glasset nemt den sidste ro til at sænke sig i kroppen.