tirsdag den 20. september 2011

Finland #2: Helsinkis rum.

Jeg gentog mig selv mange gange da vi gik rundt i Helsinki. Blev ved med at kommentere, at der var meget plads og luft i byen. Ikke fordi jeg følte jeg ikke blev hørt, men fordi det virkelig slog mig igen og igen. At der i centrum af Helsinki er så meget lys og en udeblivende følelse af at være lukket inde i en storbys labyrint. Sensommersolen der oplyste den skyfri himmel over byen, udgjorde uden tvivl det bedste tag til byens rum.


Som brede åndehuller ligger de brede boulevarder med sporvognene rullende forbi i midten mellem kørebanerne. Med de karakteristiske hakkende lyde af hjulene mod sporene, pivende bremser og tynde kabler hængende som et spindelvæv over vejene.


Flere steder er parker også blevet en integreret del af de veje man går, så parkerne med farvestrålende blomsterbede er områder man naturligt kommer igennem på sin tur gennem byen. Den botaniske haves træer kaster grenene ud over de høje mure, med de forskellige blades former blinkende i solen. De brostensbelagte gader snor sig ud og ind mellem husene i bymidten. Huse i forskellige stilarter der leder tankerne hen på Københavns ældre hyggelige byhuse og Skt. Peterborgs mere pompøse og imponerende bygninger. Store voluminøse kirker på samme tid opsluger al opmærksomhed og udstråler enorme kræfter i luften omkring dem.


Ned mod havnen åbner byen sig op og omfavner havneindløbet med sine fine bygninger, små markedspladser og åbne promenader. Udenfor havnen ligger mindre øer som grønne totter spredt ud over vandspejlet. Med tæt natur, men en enkel tagryg tittende frem hist og her gav øerne liv. Naturen bliver hilst velkommen helt ind til bymidten, ledt på vej af vandets naturlige kile.


Hvor naturen er det udendørs frirum i byen, er torvehallerne rundt om i byen de indendørs rum hvor naturens rige gaver samles, for at skabe et frirum i den travle hverdag i storbyen. Indendørs markeder i tidligere tiders store rammer, med små boder side om side langs gangene. Duftene er det første der overstrømmer en når man træder ind. En sansekælen blanding af blomster, friske grøntsager, nybagt brød, frisk opskåret kød, salte fisk, ostehandlerens enorme udvalg og tilberedte middagsretter. Dernæst er det lydene der sammen danser rundt i luften i det store overdækkede rum. Handlende der snakker, uimodståelige tilbud der fremføres syngende, glade stemmer, papirsposer der knitrer, klingende bestik i de små torvecafeer og slagterens store knive der hårdt rammer bordets plade når der udskæres kød. Men det indtryk der er det mest overvældende, er uden tvivl de mange smukke farver. Laksen der ligger med sin flotte røde farve i store stykker over isen, blomsterhav i alverdens nuancer hos blomsterbinderen, frugt og grøntsager arrangeret sirligt i store mængder, som var det en kunstinstallation, bagerens lyse og mørke brød i store flettede kurve og blodrødt kød i slagterens diske.


Det er som at træde ind på en middelalderlig markedsplads, hvor man er gået tilbage til traditionelle handelsrytmer, basale behov og høj kvalitet. Det er stemningsfyldt og luften er fuld af glæde og afslappet atmosfære. At handle ind til aftenens middag er ikke længere noget der bare skal overstås, men en sanselig oplevelse og fornøjelse. Af de mange rum i Helsinki var torvehallerne for mig det mest unikke og hvor min begejstring var aller størst.