Nepal: Bhaktapur, besøg i fortidens Nepal.

Rismarker i forskellige niveauer åbnede sig op på begbe sider af vejen som vi bevægede os ud af Kathmandu. Kvinder stod i farvestrålende dragter bukket over de grønne toppe. Da vi nåede Bhaktapur var vi ikke i tvivl. Forskellen fra Kathmandus lidt rodet og kaotiske liv, til den rolige og harmoniske by vi kom ind i var svær ikke at bemærke.

Bhaktapur er den tredjestørste by i Kathmandu-dalen og den tredje af de tre oprindelige kongeriger her. En overgang også her den samlede konge for hele dalen havde sit palads og derfor gjorde Bhaktapur til Nepals hovedtad for et par hundrede år indtil 1482. Da vi kom ind i byen var det næsten om om byen ikke var blevet rørt siden da. Byen var autentisk og bygningerne bar alle præg af mange år kamp med elementerne. Samtidig var samme uskønne og ustruktureret udvikling som desværre findes mange steder i Kathmandu, ikke noget der havde smittet af på Bhaktapur. Biler er ikke tilladte i bymidten hvilket uden tvivl også giver en bemærkelsesværdig kontrast til Kathmandus hektiske liv på vejene.

Derfor blev vi også sat af på en stor parkeringsplads ved en af byens porte og måtte gå resten af vejen. Noget af det første vi bemærkede var hvor rent der var, i forhold til de to andre store byer Patan og Kathmandu. Husene stod tæt og kvinder i den lokale dragt, pataasi i karakterisktiske sorte og røde farver, gik roligt og småsludrende gennem de smalle gader med sten lagt i sirlige sildebensmønstre der udgjorde en smuk overflade. Gamle huse, alle med røde tætte mursten, lå tæt på begge sider af gaderne og utroligt træarbejde var stærkt repræsenteret med ufatteligt smukke og detaljerede udskæringer omkring døre og vinduer. Små karnapper stak nogle steder ud fra andensalen hvor lyserøde blomster i krukker stod som smuk kontrast til det mørke træ og de brændte røde sten.

Hverdagen i den gamle by lod sig ikke mærke af et par turister der stille og beundrende gik rundt i de mange små gyder - og blindgyder. Tværtimod sad alle og arbejdede med hver deres. Store stofstykker lå bredt ud med massevis af knaldrøde chilis liggende til tørre. En skomager sad uforstyrret i skyggen af en mur og arbejdede med nål og tråd. Kvinder stod samlet ved en af byens mange vandbrønde og vaskede tøj, samtidig med snakken gav genlyd mellem husene og brød den ellers helt utrolige ro der hang over byen. En grønthandler skubbede sin tungt lastet trævogn gennem gaderne og smilte venligt da vi gik forbi.

Efter at være drejet omkring en masse hjørner og nydt den rolige hverdag dér, stod vi på en af byens store pladser Taumadi Tole hvor især ét tempel hurtigt fangede vores opmærksomhed og fik os til at holde vejret. Med sine 30 meter er Nyatapola templet dalens højeste og med sine fem pagodetage skærer det højt op over pladsen øvrige bygninger og templer. Pagodetag er karakteristisk tag for mange templer i Nepal. Det minder mest om lave kegler sat ovenpå hinanden, der bliver mindre for hvert “trin”. Fem er det højeste antal et tempel kan opnå Den blå himmel fik bare silhuetten af det takket tag til at virke endnu mere imponerende. Utrolige stenfigurer vogtede den stejle trappe op på ydersiden. Alle med deres helt særlige betydning for templet.

Et stykke derfra begyndte en svag lugt af røg af hænge mellem husene. På en anden lidt mindre plads holdt byens pottemagere til og dagens brænderi var allerede i gang. På den ene side af pladsen blev neg af hø samlet sammen med forskelligt papiraffald fra byen, for at komme til at udgøre brændeovn til de utallige krukker der lå i bestemt orden lå ud over hele pladsen for at tørre i solen. Det var skåle, store og små, krukker med fine detaljer og vaser med tynde halse. I de åbne døre i husene omkring pladsen stod mænd flittigt og drejede nye krukker til at stille ud i solen. Imens gik kvinderne rundt mellem de mange der allerede lå i solen, og vendte og drejede dem, så de fik lige dele sol på alle sider. Håndværket var altoverskyggende på pladsen og livet var travlt. Alle hjalp hinanden med dagens produktion.

Vi begav os videre ud i labyrinten af små gyder rundt i byen. At dømme på blikkene hos de vi mødte, var det tydeligt at vi havde bevæget os væk fra de “typiske” turistruter. Men det var også meningen, for at opleve byen fra sin allermest ægte side. Mærke den urørte hverdag. Vi gik gennem små porte og havnede i baggårde hvor kun lidt sollys trængte igennem fra oven imellem de tætte huse. Høns i sivbure stod langs husmurene og geder stod i snor. Klar til slag eller slagtning. Vi kom til byens losseplads hvor en kvalm og tung luft slog som en mur på den varme dag. Men fra et hus på den anden side af gaden strømmede en duft af blomster og parfume. Tilsammen udgjorde det en mærkelig blanding, men der på sin egen måde gav et eller andet ekstra til oplevelsen af byen. En flok grise gik tilfredse med trynerne og rodede i affaldet og små børn legede i solen foran husene, blandt vilde høns og ænder.

Tilbage omkring centrum af byen begyndte der at blive mere plads mellem husene og himlen fik mere og mere plads i udsynet. Lidt efter åbnede Durbar Square sig foran os. Pladsen ved det gamle kongepalads. Smukke bygninger indrammede den store plads, hvor paladset prydede hele den ene side med guldport og helt fantastisk træudskæringer omkring døre og vinduer og under taget. Små og store templer lå spredt ud over pladsen, hvor forbudet mod boder og handelsplads efterlod mulighed for virkelig at opleve hvor stor pladsen var. Templer, statuer og de smukke bygninger kom mere til sin ret da de bedende ved de forskellige helligdomme, med rette kom til at udgøre det eneste “liv” på pladsen. Atmosfæren på den store plads hvor nye stenfigurer og små templer konstant dukkede op var helt utrolig. Som om en ånd der havde fået lov til at ligge urørt i flere hundrede år stadig herskede på pladsen. Det var med stor respekt at hvert skridt blev sat på jorden. Som for ikke at være skyld i at bryde roen og spiritualiteten.

Den typiske nepalesiske frokost blev indtaget i en af de gamle paladsbygninger med udsigt over den utrolige plads gennem lave vinduer med små skodder i utrolige træudskæringer. Livet som det må have været selv samme sted i fortiden havde let ved at finde plads i fantasien.

En ung fyr inviterede os til at se hans skole. En helt særlig skole i Bhaktapur. Nemlig en af de vigtigste malerskole i dalen, hvor der undervises i de buddhistiske hellige malerier på bomuldslærreder. Thanka. En ældgammel teknik der her læres videre fra munke og mestre til tålmodige elever. De sad på gulvet med hvert deres lærred foran dem og malede med en ultratynd pensel de mest fantastiske detaljer. Siddende på bløde puder i et af skolens lokaler, hvor flere fantastiske Mandala-malerier hang tæt på væggene, fik vi forklaret historierne og teknikkerne af en af skolens mestre. Med helt fantastisk indlevelse forklarede han os tankerne bag de store Mandala-malerier til brug ved meditation, Buddhas historie og de grundlæggende teknikker i Thanka. Det kan tage op til to et halvt år at lave ét maleri, hvor der vel at mærke arbejdes otte timer pr dag seks dage om ugen. Med stor respekt og glæde i kroppen sagde vi taknemmeligt farvel og tak for rundvisningen.

Vi tog fra Bhaktapur med en næsten overvældende portion indtryk i sindet. Fra en by hvor historien er som gået i stå for lang tid siden. Hvor historien er blevet bevaret. Hvor håndværk bliver respekteret og lært videre til yngre generationer med stor alvor. Bhaktapur, en næsten urørt perle fra fortiden.

Thailand/Hua Hin #3: På to hjul.

Den bagende varme blev ikke meget mildere af at køre med bare skuldre på scooteren ud ad landevejene. Trods de 60-70 km/t var vindene stadig varme og hjelmene gav sved på panden. Men suset og landskabet der gled forbi på begge sider gjorde det befriende at sidde på det lille sæde sammen og bare køre derud af.

Det var nemt og hurtigt at komme rundt og på den måde nå at se en del af området omkring Hua Hin. Både steder fra turistbøgerne og dem du kun finder ved at prøve dig frem. Som da vi nord Cha-am, efter at have kørt ud ad nogle snoede landeveje pludselig holdt foran en lang smal bro, hvor én scooter kun lige kunne komme mellem rækværket på begge sider af de to tre brædder der udgjorde broen. Med en ekstra vejrtrækning blev gashåndtaget drejet og vi bevægede os ud på broen hvor der ikke var meget plads til strittende knæ eller hænder. Men ude midt over floden opdagede vi, at vi var på vej over det inderste af et fiskeleje, hvor bådene lå tæt og tungt lastet med ruser og der var heftig aktivitet på dækkene rundt omkring. Efter broen kørte vi ind for at gå lidt rundt mellem det travle liv. På kajen stod kvinder og børn med spændte blikke og fulgte hvad dagens fangst måtte være. Ebbe gjorde det umuligt for bådene at komme helt ind til kajen, der mest af alt var flodbredden forstærket med en stor bunke store sten og betonaffald. Med enkle snoretræk blev lasten af fisk, krabber, kæmperejer og hummere i små kasser hejst over til kajen hvor biler med kæmpe iskasser ventede. Længere inde stod flere både direkte på flodbunden og ventede på at højvande igen skulle få dem til at vugge på vandet. De fleste både var malet i klare blå, grønne, røde og gule farver, og udsmykket med kunstneriske og beskyttende malerier på stævnen. Andre lå slidte med rust og ødelagte rælinger. I et hjørne lå bådene tæt og vandet stod stille, som en plumret masse af affald, naturligt og kemisk. Stanken skar i næsen og det var svært at se om bådene der lå i massen var skrot eller rent faktisk skulle bruges igen.

Efter fiskelejet kørte vi videre ud ad de små landeveje og kom gennem små klynger af huse, hvor høns, grise og køer gik frit rundt mellem de slidte huse, hvor blå presenninger ofte udgjorde taget. Lidt efter gennem en skov hvor palmer og træer stod tæt og voksede vildt. De klare grønne farver, de farvestrålende blomster rundt omkring og den øde landevej med kun os, fik os til at suge vejret ekstra kraftigt ind, i håb om at omgivelserne på den måde kunne lagres bedre i sindet.

Da den blå himmel igen brød igennem over os, holdt vi på en stor strand hvor der stort set ikke var nogle mennesker. Enkelte palmeparasoller stod på den brede strand, hvor bølgerne hele tiden slikkede sig op ad det hvide sand. Ude på vandet sejlede enkelte både forbi i roligt tempo.

Tilbage på hovedvejen gik turen tilbage mod Hua Hin med fuld fart. Taxier, lastbiler, busser og et hav af scootere fyldte de mange spor, og vi indtog nok mere smog og bilos på den halve time, end et helt år i København. Syd for Hua Hin kom vi til Khao Takiab, en bjerg-halvø med fantastisk udsigt til Hua Hin. På vej op ad bjerget var vi pludselig ved at køre ind i en abe, der gik over vejen. Efter at have rundet et par hjørner mere, fandt vi hurtigt ud af, at én abe ikke var noget særligt. Omkring templet på toppen af bjerget vrimlede(!) det med dem. De var overalt mellem de smukke gamle bygninger, stenskulpturer og gyldne Buddhafigurer. På klippesiden ud mod vandet stod en nitten meter høj forgyldt Buddha og kiggede ud over det turkisblå hav. Stor og guddommelig, men rolig og velbehag-fremkaldende med foldede hænder og et lille smil.

På vej derfra ville vi igen prøve at tage nogle små veje, med flere u-vendinger som resultat når vi pludselig holdt midt på en lille plads og en familie kiggede forundret op fra deres gøremål. Da vi kom til en jernbane vi ikke kunne krydse måtte vi prøve at køre langs med sporene indtil vi kunne komme over. Da den strakte sig i lige linje både foran og bag os, indtil den forsvandt i horisonten, var det svært at se hvornår vi ville kunne komme over, så vi tog bare turen lige så stille over den ujævne grussti.

Længere sydpå fandt vi en øde strand der ikke var andet end palmer og sand. Men for enden af stranden brød en stor klippe op, hvor skoven voksede vildt som et grønt tæppe. Enkelte tempeltage i klare skarpe farver brød op igennem tæppet flere steder på klippesiden. Øverst stod en gylden Buddha-figur. Vi var kommet til Khao Tao. Det var et malerisk, roligt og smukt syn, der på en eller anden måde virkede uberørt. Som at få et lille indblik i hvordan Asien måske har set ud i fortiden. Da vi kom tættere på blev det kun endnu smukkere. En lille by der startede på pæle over små vandløb fra havet, og spredte sig videre op ad bjergsiden. De farvestrålende tage, udsmykninger og grønne palmer spejlede sig i den blanke vandoverflade, som et overdådigt maleri.

Da tusmørket begyndte at nærme sig i horisonten blev det tid til at vende de to hjul hjem mod resortet. Efter at have fået tanket op hos en af de interimistiske “benzintanke”. En enlig mand, med et lille træstativ med omkring tyve vinflasker fyldt op med benzin. Ca. fem flasker til en scootertank og så ellers bare videre ud i landskabet.

Thailand/Hua Hin #2: Cabaret på Blue Angel.

Den lille dør med tonede ruder ledte ind til et lille svagt oplyst rum, hvor små runde cafeborde fyldte gulvet og airconditioningens kolde luft slog i stærk kontrast til den varme natteluft ude på den anden side af døren. En lille scene fyldte den ene side i rummet, som stolene ved bordene alle havde front imod. Den smukke pige fra gaden, der med svulmende læber, flirtende hovedkast og en stram kjole der sad som syet til den timeglasformede krop, havde overbevist os om at vi skulle købe billetter til aftenens forestilling viste os et bord. Drinksbestillingen blev modtaget med et smil, flirtende øjne der fik de falske øjenvipper til at danse og hun drejede omkring med selvsikker bevidsthed om hvordan kroppen skulle bevæges, så alle kurver trådte frem under den farvestrålende kjole. Flere blev ledt ind i rummet af andre piger i ligeså farvestrålende kjoler og vilde make-upper og tog plads ved de andre borde. Enlige, par og en norsk familie med tre teenagedrenge.

Den svage belysning blev slukket og erstattet af en enkelt spot på scenetæppet og høj musik der fyldte det lille rum. Små revner i tæppet og skygger bagved afslørede at showet var ved at være klar til at starte. Kort tid efter dukkede der da også tre smukke piger frem i pailletfyldte kjoler og hovedbeklædning med fjer i farvestrålende farver. Makeuppen var fejlfri og smilene næsten kunstigt store. Aftenens cabaretshow på Blue Angel var skudt igang, med dans og sang, fjer, pailletter, håropsætninger og vovede kjoler, der ville gøre enhver MGP-entusiast blød i knæene. Showet fortsatte en times tid med skift mellem yndefulde asiatiske danse og kendte vestlige popnumre. Fremført med skiftende kostumer, yndefulde bevægelser, fantasifulde rekvisitter, flirt og seksuelle undertoner.

En pige kun iført et paillet- og similisten besat stativ der sad tæt om hendes krop som et korset, og kun lige dækkede de mest intime steder, blev erstattet af en gudinde i en gulvkjole der glimtede fortryllende i de stærke spots. Indimellem gik de på de tårnhøje stilletter ned blandt publikum for at flirte med mændene i håb om lidt Bath stukket i kavalergangen. Til stor morskab for alle andre formåede de flere gange at gøre de tre norske drenge røde i hovederne og for pinlige til at kigge andre steder end ned i jorden.

Showet sluttede med et brag af lys og lyd og otte yndefulde piger side om side på scenen med store smil og et lille håb om flere drikkepenge inden natten udenfor igen ville strømme ind igennem udgangsdøren.

Det havde været underholdende, sjovt og smukt. Men hvad der hele tiden rumsterede i baghovedet var, at de otte piger på scenen i virkeligheden var fyre. Ladyboys (kathoey) mere feminine og sexsprudlende end mange af de virkelige kvinder der gik rundt i gaderne. Transvestitter med helt særlig status i Thailand. Kathoeyer så smukke at det kan være ualmindelig svært at se, at de virkelig ikke er kvinder. De kunstige bryster nogle er heldige at have fået lavet gør det endnu sværere. Ofte er det den næsten overgjorte kvindelighed og de til tider teatralske bevægelser der afslører dem. De bevæger kroppene gennem gaderne med stor selvsikkerhed og smidig ynde. De er et festlig indlæg i nattebilledet og overalt hvor de kommer rundt bliver der flirtet og efterladt store smil. Men også en hvis form for respekt for deres vellykket forvandling fra mand til kvinde.

Thailand/Hua Hin #1: Lækre strande og elefanter i gaden.

Frygten for at Hua Hin var et turistmareridt a la de billeder man ofte ser fra Pattaya og Phuket var stor, men heldigvis levede byen og området omkring slet ikke op til den frygt. Måske fordi det ikke var højsæson - hvis man efterhånden kan snakke om højsæson i Thailand længere - eller måske fordi vi selv er blevet bedre til at sortere i de tilbud og muligheder der byder sig, de steder hvor der kommer turister.

Efter at have parkeret scooteren ved strandkanten og vi blot gik nogle få hundrede meter op ad stranden kom vi nemt væk fra de tætstående parasoller og ivrige strandsælgere. I stedet kom vi til områder hvor enlige palmer stod og svajede i solen og fungerede som kølende skygge for de der ikke kunne klare den direkte sol og de 35 grader, der fik det bløde sand til at brænde under de bare fødder. Strandstolene stod ikke længere tæt, men i stedet lidt spredt rundt på stranden. Flækkede kokosnødder blev serveret med et enkelt sugerør, så det iskolde indhold let gled kølende ned gennem halsen og lod en behagelig frisk følelse sprede sig i kroppen. Solen gav genskin i det turkisblå vand, hvor store mørke sten lå spredt som kastet ud af fortidens kæmper, for nu at blive kærtegnet af bølgerne der bruste mod dem, med hvide sprøjt til følge. Længere ude gled fiskernes små træbåde vuggende forbi.

Med fødderne i det lunkne vand gik turen langs stranden, i håb om at en smule vind kunne køle kroppen en smule. Små fisk og gopler svømmede uforstyrret rundt tæt ved fødderne og bittesmå landkrebs var i gang med at forvandle det nederste stykke af stranden til en underjordisk labyrint af små gange.

Det næsten daglige tordenvejr og den medfølgende monsunregn nærmede sig i horisonten, som en kulsort masse der langsomt nærmede sig. Skyerne tog form og farve som var det ondskaben selv der havde taget form. Kraftigere vinde og mindre regnbyer kom som forvarsel. Men med solen stadig bagende ned fra oven mellem regndråberne blev alle liggende og nød bare det lidt kølende break. Dog når monsunen endelig kom, kunne ingen blive liggende. Ondskaben fra oven åbnede sluserne og regnen væltede ned, for relativ kort tid efter igen at blive erstattet af blå himmel, høj sol og liv på stranden.

I de små gader gennem Hua Hin der alle kringlede sig ud og ind mellem hinanden og hele tiden afslørede nye gyder, var duftindtrykkene næsten mere overvældende end dem for øjnene. En konstant blanding af stærkt krydret mad, sød røgelse og thailandske sweets og en kvalm og varm lugt af forrådnelse og afføring. En særlig dimension blev lagt til det hele af de høje temperaturer og den stillestående luft imellem de slidte gamle huse.

Et sted reklamerede med en anderledes fodbehandling. Et alternativ vi selvfølgelig måtte prøve. Fødderne blev vasket af med en klud og vi blev sat op overfor hinanden med et stort vandbassin imellem os. Få sekunder efter at have sat fødderne ned i bassinet begyndte det at kilde og prikke overalt. Hundredvis af små Garra Rufa fisk var igang med at spise af vores fødder. En ældgammel metode på de kanter til at behandle og rense fødderne. Garra Rufa fiskene spiser kun døde hudceller, så tør og hård hud blev langsomt fortæret og efterlod fødderne bløde og lækre. En levende pedicure.

Senere da aftenen havde sænket sig, uden temperaturen var faldet bemærkelsesværdigt, begyndte aften- og nattelivet i Hua Hin at vise sig. Langs vandet blev der lagt duge på de små borde på promenaderestauranterne. En lang række af smalle restauranter på høje træpæle over vandet. Fra gaden så de ikke ud af meget, men så snart vi kom igennem og ud på den anden side, åbnede det ene aflange smalle promenadedæk efter det andet op, med små borde og enkel belysning under den mørke stjernehimmel. Bølgeskvulpene kunne høres få meter under gulvbrædderne og farvestrålende fiskebåde vuggede forladte rundt på vandet, hvor restauranternes lys fik de små hvide bølgetoppe til at lyse op på det mørke hav.

Efter friske kæmperejer, saftige hummere, smagseksploderende fisk, blæksprutter og delikate muslinger giv turen tilbage til byens små gader hvor nattelivet for alvor begyndte at brede sig. Musik bragede ud af højtalere. Enkelte steder erstattet af kareokeanlæg på overarbejde. Piger med mere synlig hud end beklædning tilbød “massage” med høje nasale a’er. Senere på aftenen ville enkelte i nogle af de bagerste gader måske også tilbyde “happy ending” til massagen. Farvestrålende og smukke ladyboys svang deres hofter gennem gaderne for at lokke nysgerrige til aftenens cabaretshows. Men hvad der var flest af, var barer med store udvalg af alkohol. Små borde langs gaderne gav fint udsyn til livet i byen.

Den lokale whisky SangSom blev fyldt i glassene og med front mod gaden blev aktiviteterne omkring os analyseret i muntert lag. En elefant kom pludselig igennem gaden, men med en meget afslappet reaktion fra de lokale, tog vi bare et ekstra stort sip af whiskyen og grinte af det. En af de utallige interimistiske madvogne trillede forbi og gjorde holdt næsten foran os. Udvalget var ikke tydeligt, men de lokale strømmede til og fyldte små poser med en form for snacks til aftenen. En nærmere inspektion afslørede at det var ristede insekter i bredt udvalg. Græshopper, frøer, biller og larver. Efter endnu et bundet whiskyglas var modet stort nok til at love kæresten, at jeg ville spise en græshoppe hvis han købte en. Resultatet blev at der lidt efter stod en lille skål med hele udvalget foran mig. Som lovet, så gjort. Man er vel ude for at opleve når man rejser.... Så med de omkringsiddende turisters afskyvækkende øjne satte jeg tænderne i den første græshoppe, der blot knaste mellem tænderne uden at smage af meget andet end de nødder og chips vi kender fra Danmark. Næst blev det en hel frø der lå med arme og ben spredt, men ellers stiv efter turen på panden. Også den knaste, men smagte af mere. Godt faktisk. Så flere insekter blev spist og skyllet ned med SangSom.

Turen hjem blev på bagsædet af en tuktuk der med fuld fart og høj musik suste ud ad hovedvejen. Den lune natteluft blæste gennem håret og aede de bare solbrændte skuldre. Et neonskilt langs hovedvejen viste 30 grader selvom uret vist halv et. Den spraglede udsmykning indvendig i tuktuk’en, de blinkende lys og den høje festlige musik gav en fantastisk afslutning på aftenen. Chaufføren bemærkede smilene og råbte da sengen var ved at slutte “One more time!”, trykkede replay og sendte et smil så stort tilbage gennem et af bakspejlene.