I 10.000 meters højde. Rejsedagbog #2

Sidder og kigger ud gennem det lille vindue i 10.000 meters højde og ser ned på en verden, der når man står på jorden, virker så lille og alting nært.
Ser ned på det store skibs ensomme færd på det blå hav. Heroppe fra ser det ud som om der er langt til et muligt mål, og jeg får helt ondt af skibet.
Når man sidder heroppe, ser man pludselig verdenen fra et andet perspektiv. Ja, faktisk også livet. For herfra bliver de store afstande tydeliggjorte og tanker om at man selv er i centrum bliver i hvert fald undermineret. - Der er meget mere!
Heroppe fra ligner ethvert lille hus, en meget lille brik i den store sammenhæng. Den lille verden som brik i den store verden. Floder der skarpt deler områder virker harmløse. De store områder med marker, byer og bjerge virker mere overskuelige, men det er kun fra 10.000 meters højde.
Når vi lander igen ses det hele igen i mindre perspektiv og forhindringerne må tages som det kommer, da det ikke altid er til at sige hvad der viser sig på den anden side af bjerget.

Offline. Rejsedagbog #1

En hel uge! En hel uge uden mobil og internet. Uden digital kontakt med omverdenen. En hel uge med aviser på græsk. Er jeg så helt sat af når jeg kommer hjem igen?
Mobilen kommer jeg egentlig nok ikke til at savne, da den er meget rar at være foruden ind imellem. Det er kun en stress-maskine uden lige. Med den har man i hvert fald aldrig fri.
Men internettet kommer jeg til at savne gevaldigt. Muligheden for at holde mig orienteret og opdateret. Muligheden for at være debatterende.
Det er egentlig ikke de mennesker der er mig nær, jeg kommer til at savne den næste uge, da de alle forhåbentlig er så nære at en uges fravær ikke gør nogen forskel. Men alle dem der udgør den større sammenhæng. Alle dem der skaber det liv der er udenfor min lille osteklokke. Dem og det de gør, kommer jeg til at savne.
Trænger jeg til ferie, hvis jeg har svært ved at slippe muligheden for at ”være med”?