Pladsen foran Louvre myldrede med liv og kun den store glaspyramide stak op gennem menneskemængden. Biler suste forbi og undgik kun med nød og næppe letsindige turister på vejbanen. Besøg ved den berømte bygning blev foreviget med kameraer overalt på pladsen, hvor positioner blev taget foran smukke baggrunde. Formiddagssolen lagde stadig halvdelen af pladsen i skygge, men stadig så bygningen imponerende ud. Sollyset nåede til gengæld fint den lille Triumfbue, der lyste klart op for enden af pladsen.
Det store smukke parkanlæg foran Louvre var langt mere stille, hvor turister og parisere roligt gik rundt og nød det grønne græs, de farvestrålende blomster og den allerede varme sol fra oven. Den guldbelagte top på Obelisken på Place de La Concorde lyste stærkt i den kraftige sol og selv på afstand gav denne spidse lysende top et nærmest helligt indtryk, så øjnene blev låst af det betagende syn.
Gik ned mod Seinen, hvor roen for alvor gjorde sit indtog. Stilheden fyldte det nedsænkede rum omkring floden, med de små stier og træer langs med floden. Storbyens tilstedeværelse var dog hele tiden en bevidst ved den svage summen fra de travle veje omkring floden. Under en bro stod en saxofonist og tilførte den lune dag endnu flere varme toner. Akustikken under broen gav musikken guddommelig klang og efterlod en helt ubeskrivelig følelse af lykke i kroppen. Flere steder langs vandet sad andre musikanter og spillede. Som om den smukke sensommerdag ikke kunne holde dem fra at dele deres lykke med de forbipasserende.
Solen gav genskin i de små bølgetoppe, prammene der langsomt gled op ad floden, skabte. De friske men lune vinde legede i de grønne blade på træerne, og fik hårene på de bare arme og ben til at kilde let. Satte mig på en bænk i solen og lod bare byen og varmen trænge ind med alle sanser der kunne aktiveres. Nød den smukke arkitektur og de mange fantastiske detaljer på husene langs floden. Morede mig over de handlende ved de utallige mange små træboder langs floden. Smilte og nikkede til andre smilende forbipasserende. Prøvede mit bedste “Bonjour”.
Livet i Paris blev mærket med fuld udblæsning i det levende Marais, hvor gaderne var smalle mellem de små huse og mennesker gik hurtigt ud og ind mellem hinanden, som et skuespil for de siddende ved de mange hyggelige fortovscafeer. Shoppingposerne fyldte godt alle steder, og stilletter på brostenene klikkede næsten i takt med de larmende mælkesteamere på caferne.
Med trætte føder og en duftende kaffe i hånden tog jeg plads på plænen på Place des Vosges. En utrolig smuk park omringet af huse med lange buegange ud mod pladsen, hvor restauranter, gallerier og små butikker har fundet plads. Parken summede af glade stemmer og overalt glimtede smil-blottede tænder i solen. Grupper af studerende der benyttede sig af muligheden af at læse udenfor, enlige der der sad med lukkede øjne og nød solen og forretningsfolk i jakkesæt og bare tæer, der indtog frokosten i solen. Smed selv skoene, fandt min bog frem og nød solen, kaffen, stemningen, og indtrykkene fra de første timer i Paris. Nød det fantastiske åndehul i det ellers travle Paris.
Opslag
