Da jeg steg ombord på flyet til Skt. Petersborg fredag morgen skal jeg indrømme, at jeg havde jeg et billede i hovedet af hvad jeg kunne forvente. En grå og trist by. Beskidt og kedelig. Bombastiske bygninger uden charme i en by af lignende karakter. Udtryksløse mennesker på gaderne i uformeligt tøj i samme triste farver som omgivelserne.
Da vi kom ud af lufthavnen til vores bestilte business-class-bil og så det var en gammel støvet og bulet Passat, trak jeg bare på smilebåndet og tænkte for mig selv. Nå ja, så blev mine tanker alligevel ikke gjort til skamme. På vej mod byen kørte vi tydeligvis igennem et område præget af tiden under kommunismen med store grå bygninger. Men derefter skal jeg love for at jeg måtte synke hver eneste negative tanke med en bitter smag i munden. Rundt om os var der bygninger i stærke og livlige farver. Store huse med detaljer der kunne gøre selv et dansk slot misundeligt. Til sidst blev vi sat af ved hotellet, hvor der overfor lå en kæmpe lysegul og hvid kirke med de velkendte store og små kupler i blankt sort. Over os var himlen blå med en bagende sol der fik bygningerne og kirkens farver til at træde endnu mere frem.
Den efterfølgende gåtur på hovedgaden Nevskij Prospekt beviste at pladsen ved hotellet kun var en forsmag. Hele tiden kig vi med drejede eller tilbagelænede hoveder for at få det hele med. Overalt var der den ene imponerende bygning efter den anden. Kun afbrudt af smukke kirker, mindre palæer og specielle bygningsværker. Imellem dem alle løb de mange kanaler med små broer. Et kig langs kanalkajen, hvor de imponerende bygninger med søjler og luksuriøs udstråling lå helt ned til kajen, de små romantiske broer og solens spejling i det rolige vand fik en til at føle sig hensat til en mægtig by i Romerriget.
Midt på hovedgaden blev luften som hevet væk. Bygningerne forsvandt og en kæmpe plads lå foran os. Midt på lå en kæmpe katedral med en styrke så stor og et imponerende ydre der fik hele luften omkring til at virke hellig. Man kunne intet sige, men lod i stedet bare øjne vandre fra den ene kurvede kolonnade ind til selve kirke med den enorme kuppel højt over jorden for at forsætte ud af den anden kolonnade. De godt 100 meter lange arme af kolossale søjler tryllebandt en og fik øjnene rettet mod kun ét sted. Nemlig den vigtige helligdom Vor Frue af Kasan-katedralen. En tur inde i kirken gav en endnu større religiøs oplevelse. Guld, smukke ikoner og detaljerede malerier fyldte det store kirkerum sammen med summen fra de bedende og duften fra de mange levende lys.
Tilbage på hovedgaden gik vi nu med et mål. Nemlig Vinterpaladset og Eremitagen ved floden for enden af gaden. Det kæmpemæssige palads i den særlige grønne farve fyldte hele synsfeltet. Vores egne slotte hjemme i Danmark kom til at ligne små the-pavilloner. Den store plads foran slottet med Aleksandersøjlen fik slottet til at fremstå endnu mere majestætisk og pompøst og man kom næsten til at bøje sig for de tsar-familier der havde boet bag de mægtige mure. Dér skulle vi helt sikkert ind en af dagene.
Opslag
