I morges vågnede vi ikke op pga larmen fra den altid travle hovedåre Lazimpat Road. Tværtimod vågnede vi op til en foruroligende stilhed. Enkelte hundes gøen trængte gennem den lydtætte boble der syntes at være rundt om huset. Rygterne om en banda lød godt nok det mest af dagen igår, så vi var forberedte på at vågne op til et anderledes Kathmandu.
Banda er nepalesisk for lukket. Men er blevet det gængse ord for generalstrejke hvor hele byen lukkes af, motorkøretøjer forbydes og butikker tvinges til at holde lukket. Ofte bruges banda som politisk forhandlings- og argumentationsværktøj. En omfattende - men primitiv - måde at sige “det vil vi ikke være med til”. Nepal skulle gerne underskrive deres nye forfatning til maj, hvilket de i øvrigt har skulle de sidste fem år, uden at have kunne nå til enighed og i stedet hvert år har udskudt deadlinen et år. Men nu nærmer vi os igen maj og den politiske debat ruller. Flere bandaer er allerede blevet varslet i maj måned. Bl.a. af maoisterne der ikke har ry for at lave fredelige generalstrejker.
Et kig ud fra balkonen afslørede også hurtigt at Lazimpat var fuldstændig ryddet for trafik. Kun gående fyldte fortovene i roligt tempo. Vejen så næsten skræmmende ud uden den normale tætte trafik. Den unormale ro og stilhed tilførte yderligere mystik til sceneriet. Der var ingen tvivl, der var banda, så kæresten skulle ikke afsted til kontoret.
Han kom lidt efter slukøret tilbage fra bageren. Den var også blevet lukket ned, så ingen friskt morgenbrød til os. Jeg skulle senere selv på arbejde i den amerikanske klub, så jeg tog turen på gåben, ligesom de mange andre gående på vej til skole og arbejde. Og det var bestemt en gåtur ned ad en anderledes Lazimpat Road. Et anderledes Kathmandu. Da jeg kom frem til klubben var også den blevet lukket ned, så jeg fik mig endnu en gåtur tilbage gennem Lazimpat.
Det mest slående var stilheden efter de manglende biler, busser, tuk tuks og motorcykler. Dernæst gjorde den renere og lettere luft i gaden, vejrtrækningen til en ellers ukendt fornøjelse. Mænd sad roligt på simple træbænke foran nogle af gadens små thehuse, og konverserede med en lysebrun mælkethe i den ene hånd. Drenge spillede fodbold i gaden og fyldte luften omkring dem med glade råb og høje grin. Forretningsmænd kom gående med mappen i den ene hånd på vej til kontoret. Skoleelever slentrede i mindre grupper gennem gaden. Cyklister trillede med knirkende stel frem på den tomme vej. Ofte med en ekstra passager siddende på bagagebæreren. En enkelt politibil eller diplomatbil kørte langsomt gennem gaden i ny og næ. Stemningen var utrolig og opløftende. Mange tog den ekstra fridag med afslappethed og smil. Børn hyggede sig og kvinder fortalte smilende historier med babyer hængende på ryggen. Et par turister kom gående med deres kuffert slæbende efter sig. Dog mindre smilende over at skulle bære kufferten selv på vej til hotellet.
Egentlig skulle bandaerne ikke ramme Nepals turister, da det er stort set det eneste de forskellige fragtioner faktisk kan blive enige om. At turisterne ikke må blive generet af strejkerne. Derfor kører der også shuttlebusser fra lufthaven til og fra byens større hoteller. Ligesom restauranterne på hotellerne stadig er åbne.
Vi klarede os da også gennem dagen, uden at kunne foretage os særlig meget. Den utrolige stilhed og udsigten ud over det ugenkendelige Kathmandu, blev nydt fra tagterrassen efter et besøg hos barberen der trodsede bandaen og åbnede op. Aftensmaden blev indtaget på det nærliggende Shangri-La hotel, så alt i alt har vi også nydt den ekstra fridag.
Opslag
