Myldretidstrafikken sneglede sig frem på broen over floden Bagmati mellem Patan og Kathmandu. Men trods det langsomme tempo var luften fuld af lyde fra hostende motorer, horn og massevis af motorcykler og scootere. Støv og os hang som en sløret hinde i luften.
Stanken fra floden under os rev i næsen, men forsøget på kun at trække vejret gennem munden, fik halsen til at trække sig sammen i en hostende vejrtrækning. Men smerten i øjnene ved et kig ud over muren var værre. Floden var mørkegrå og gled langsomt ind under broen som en tyk flydende masse. Store regnbuefarvede plamager bevægede sig ondt rundt på overfladen. Overalt lå der affald i vandet og ved broens piller havde der hobet sig store bunker op. På flodbredden på begge sider lå affaldet tykt i det der forsøgte at leve som græs. I et lille indhak hvor vandet lå stille boblede vandet og vidnede om en proces på bunden af floden. Nok nærmere en kemisk end en organisk proces. Håbet om liv i og omkring floden blev kvalt ved et enkelt blik.
Længere inde over byen skød templernes pagodetage og spir imponerende op mod den blå himmel, men nede ved flodbredden lå faldefærdige skure tæt og triste. Presseninger, træ- og blikplader og hvad der ellers kunne findes efterladt af andre, udgjorde et af byens slumområder. Sølle og faldefærdige lå de små hjem tæt på flodbredden, og de yderste lignede nogle der var tæt på at blive skubbet i floden. Måske de første hjem allerede var blevet opslugt af flodens beskidte vand. På den anden side af floden stod høje nye huse og højtragende byggepladser, i skræmmende kontrast til livet på skyggesiden af floden.
En enkelt grusvej skilte skur-byen i to. Også her lå affaldet tæt i vejkanten. Et par hunde dansede omkring hinanden i kamp, hvor tænderne blev blottet og der blev bidt efter hinanden. En af dem ville måske lidt efter løbe hylende derfra med et afbidt øre eller et blødende sår på ryggen. Et lille barn sad med bar numse på vejen, hvor jorden var blevet kørt op til et mudret hul. Omkring det lille barn lå affaldet og flød, imens et enkelt stykke plastik var blevet til legetøj i barnets hænder.
Et par kvinder stod ved vandkanten og kiggede ud over floden. Måske over mod de mange mænd, der stod på den modsatte side og ladede vandet ud i floden. Kvindernes farvestrålende tøj kom til at stå i stærk kontrast til det mørkegrå vand, som deres skikkelser stod skarpt i vandspejlet.
Hele området emmede af håbløshed og nedtrykthed. Smerten kunne ikke undgå at røre os. Slumområdet lignede ikke et sted solen nogensinde havde skinnet, derfor kom den klare blå himmel og den kraftigt skinnende sol også til at virke helt surrealistiske. Men gav håb om, at der også fandtes en lys fremtid for det lille barn i vandkanten.
Opslag
