fredag den 8. april 2011

Nepal: Nogle gange må man gribe øjeblikket.

Vi er vel nogle gange selv herre over at give livet lidt mere krydderi. Herre over at gribe de chancer, muligheder og øjeblikke der møder os på vores vej. For at få de oplevelser med, der kan gøre livet eller i hvert fald en enkelt dag lidt sjovere og mere kulørt. For mig er det i hvert fald en stor ting at få det meste ud af livet. Nogle gange lade fornuften og “det sikre” lidt tilbage og så kaste mig ud i øjeblikkene. Det har blandt andet ført mig til Nepal, fået mig til at kaste mig ud fra en 160m høj bro med en elastik om benene og i går gav det mig endnu en sjov oplevelse, der gjorde dagen god.


Tirsdag aften blev jeg ringet op af manageren af Shangri-La Spa her i Kathmandu, om jeg ville hjælpe hende med at være model til nogle billeder for deres nyåbnede spa. Jeg sagde ja med det samme, uden at have hørt meget mere. Det kunne vel ikke gøre ondt. Så igår mødte jeg op til fotosession uden egentlig helt at vide hvad jeg havde sagt ja til. Viste sig at indeholde en del bar hud.


Jeg fik hilst på fotografen og blev så bedt om at klæde om. Eller det vil sige klæde mig af og tage et håndklæde om livet. Derfra videre til første skydning i dampbadet. Forskellige stillinger, vinkler og lyssætninger blev prøvet af indtil fotografen og hans assistenter var tilfredse. Selv fulgte jeg bare med og lod mig modellere til de var tilfredse. Hele tiden med håndklædet om livet.


Men derefter skulle de næste billeder tages i det nedsænkede spabad. En af assistenterne bad mig sætte mig ned, så jeg smed håndklædet og trådte op på kanten af badet. Først dér opdagede jeg at der var spejle på hele den buede væg, rundt om den ene side af spaen. I fuld bar figur fik jeg øjenkontakt med hele holdet gennem spejlene. Tænkte: “Nå ja, de er alle mænd.” og satte mig ned i spaet. Fotografen stillede sig op på kanten i min fodende imens assistenterne begyndte at arrangere de flydende blomster og rosenblade på vandet, så der trods alt ikke var fuldt udsyn til mine private dele på billederne. Hver gang jeg lavede den mindste bevægelse flyttede blomsterne sig rundt, så assistenterne måtte stå klar til at arrangere blomsterne på ny. Vi morede os og mange billeder måtte tages om, fordi vi grinte for meget eller fordi blomsterne nåede at flytte sig, så lidt for meget blev synligt.


Efterfølgende var det billeder af forskellige massagestillinger, hvor jeg i en lille time lå på maven imens en massagepiges hænder, olie, blomster og “hot stone”-sten blev flyttet rundt på min ryg. Håndklædet om livet på mig, blev af én hele tiden rykket lidt ned og af en anden lidt op igen. Blitz-glimt og nepalesiske stemmer fyldte det lille rum, imens jeg bed mig selv i læben for ikke at komme til at grine.


Til sidst var det fodbehandlingsbilleder der skulle tages. Så mig om på ryggen. Med armene under hovedet og blikket op i luften, lod jeg mine fødder flytte rundt i flere forskellige stillinger. Nu med assistenter, massagepige og fotograf stående for fodenden af briksen. På et tidspunkt fik fotografen åbenbart kigget lidt op, for pludselig fik han travlt med at rette på mit håndklæde, så der ikke var frit udsyn op under håndklædet. Igen begyndte alle at grine, på nær massagepigen der fik kraftigt røde kinder.


Efter et par timer var vi færdige. Fotografen med en masse billeder og mig med gode oplevelser i bagagen. En dag med sjove episoder, der nok er uundgåelige med en relativ ublufærdig skandinaver der laver billeder i dampbad, spabad og på massagebriks, foran et hold af nepalesiske kamerafolk med et andet forhold til nøgenhed og bar hud. Som fotografen selv kommenterede med et stort smil, havde der nok været mere hud, hvis spaen havde ligget i Europa, hvilket jeg kun kunne give ham ret i.


Men sjovt var det og næste gang nogen giver mig muligheden for at gribe øjeblikket på en lidt skæg og anderledes måde, vil jeg også sige ja. Alt skal vel prøves én gang et tidspunkt i livet. Nu har jeg da prøvet at blive fotograferet, med kun flydende blomster til at dække mit nøgne skridt. Bliver spændende at se billederne når de kommer på hjemmesiden og i magasiner.