onsdag den 10. april 2013

Agadir, Marokko: Den smukkeste løbetur på strandpromenaden.


Løbeskoene blev bundet og jeg luntede ud fra hotellet til Agadirs smukke strandpromenade. Brisen bragte friske dufte af hav med sig og bølgernes kraftige brusen trængte stærkt igennem i den klare aftenhimmel. Palmerne langs den lange promenade lod bladene danse i vindene, og skabte en sagte knitren mod hinanden. Solen var allerede så småt begyndt at lade sine varme nuancer brede sig på himlen på sin vej ned mod vandspejlet. 
Strandpromenaden bugtede sig ud og ind godt fire kilometer langs stranden i bunden af bugten. Med den hvide og stilrene marina i den ene ende og ørkenenes gyldne banker i den anden. En massiv granitkant markerede overgangen til den brede latte-farvet strand, kun brudt af bløde nedgange der integrerede stranden og promenaden. Hvor sandet ophørte bugtede vandkanten sig næsten parallelt med promenadens granitmur, og det enorme Atlanterhav strakte sig så langt øjet rakte. Bølgernes hvide toppe slog ind mod stranden og kastede lange tunger af vand op over sandet. En flok drenge spillede fodbold i bare tæer hvor vandet gjorde sandet hårdt, og banen var blevet ridset ned i sandet. Deres grin og råb gav genlyd på stranden, og smittede som blev også deres smil bragt med viden. Løbeturen startede med en salighed i kroppen. 

På den anden side af promenaden lå åbne restauranter, caféer med små borde foran og loungebarer med lave bløde sofaer. Alle steder på promenaden var der liv. Enten sad folk og nød Marokkos traditionsrige myntete serveret i små fine sølvkander, drak en duggende kold lokal øl eller sad og nippede til en skål oliven imens roséens lyserøde farve spillede i solen. Nogle havde fundet plads på granitmuren med en to-rosgo kaffe og Atlanterhavet som kulisse. Andre havde en lille picnickurv med og havde taget plads i det bløde sand. Men også mange gik bare aftentur med kæresten, ægtefællen, børnene eller vennerne og nød samme fantastiske atmosfære som mig på min løbetur. 

På promenaden hilste jeg solidarisk til andre løbere og blev overhalet af unge på rulleskøjter eller cykler. Jeg kom forbi flere træningslegepladser hvor børn og voksne var i gang. En ung fyr stod og sjippede næsten mediterende imens solens genskær i havet glimtede i hans øjne og det lille smil på hans læber. Nede på stranden mellem kolonierne af stråparasoller blev der spillet beachvolley flere steder. Ældre mænd var gået sammen om at spille petanque i sandet. En far byggede sandflot med sin søn i vandkanten. Andre børn løb bare rundt og legede med store smil og kastede længere og længere skygger rundt på stranden. Ude i bølgerne lå de sidste surfere og ventede på endnu en tur på en af den store bølger. Ikke langt fra dem var mørke klipper blevet blottet af lavvandet. Solen stod nu så lavt at bølgernes skyggesider trådte frem som mørke streger i den gyldne havoverflade. 

Jeg nåede ørkenen i den anden ende, og kunne vende om så jeg hele hjemturen til marinaen kunne løbe med front mod solen. De sandfarvede huse langs promenaden fik tilført liv og en varm glød. Samtidig var det som om roen sænkede sig over promenaden. Folk stoppede med at snakke, men rettede i stedet bare blikket mod horisonten hvor himmel og hav var farvet af de smukkeste gyldne og varme farver. Solen havde endnu ikke ramt horisonten, men stod som en enorm ildkugle lavt på himmelen. En kunstmaler sad ved staffeliet og brugte det orange lys som dagens sidste arbejdslys. Et par handikappede tiggere modtog barmhjertigt mønter i de indbundne hænder. 

Himmelens røde farve blev kraftigere og fiskebådene i horisonten blev til sorte silhuetter. Pludselig fik jeg øje på et syn der fik mig til at stoppe op. Med den røde himmel som baggrund kom to ryttere ridende på hver deres dromedar. Dromedarernes ranglede ben med de kraftige runde knæ og små klove tog tunge men elegante skridt i det bløde sand. Upåagtet af sandet blæsten fik til at fyge omkring benene på dem. På ryggen sad de to mænd og vuggede rytmisk i takt med dyrenes bevægelser. Deres marrokanske mørkeblå klædedragter og tørklæderne der var bundet om deres hoveder blafrede efter dem i vinden, og gjorde et arabisk eventyr levende.  Selvom vinden fra havet var urolig var de fire rejsefæller så rolige og hele billedet af deres rejse var betagende og hypnotiserende. 

Da jeg nåede tilbage til hotellet satte jeg mig selv op på granitmuren og nød solnedgangens sidste minutter. Der er intet som solnedgange der kan få mig til at slappe af og glemme alt andet end nuet. Den røde kugle forsvandt ned bag horisonten, men den mørkerøde farve hang stadig på himmelen, men fadede lige så stille over i aftenhimmelens sorte farver. Mørkets kulde omsluttede mig, og jeg luntede ind på hotellet efter en løbetur som ikke kun gjorde kroppen godt men også sjælen.