torsdag den 3. februar 2011

Nepal: Overfaldet og befamlet i skoven.

Man plejer at sige at man ikke kender sig selv og sine reaktioner, før man har stået midt i en given situation. Jeg kendte åbenbart ikke mig selv før jeg i går stod i en situation jeg på ingen måde var eller kunne være forberedt på.


Med to venner var jeg på mountainbiking-tur i bjergene nord for Kathmandu, i den smukke nationalpark Shivapuri. Først en god times tid med konstant opstigning ad hårnålsving på bjergsiden. På vejen skulle vi tjekke ind ved en militærpost for at få lov til at fortsætte gennem det militærområde der dækker store dele af parken. Nær toppen drejede vi af for at komme ud på små stier og gennem den tætte bevoksning langs bjergkammen. Vi fandt en lysning mellem træerne og gjorde holdt. Med benene ud over bjergsiden og udsigt ud over dalen, tog vi et velfortjent hvil inden timen der lå foran os ad små ujævne bjergstier, store sten og gennem små vandløb.


En soldat i uniform gik rundt på stien bag os og kom ret tæt på da vi sad og fik lidt at spise og kiggede på kortet over området. Vi slog det hen som almindelig nepalesisk skrupelløs nysgerrighed og den kendsgerning, at han måske bare holdt øje med os fordi vi var på militært område. På dansk jokede vi lidt med hans nærgåenhed, men tog os ellers ikke mere af ham.


Jeg skulle foretage et praktisk telefonopkald da vi var færdige og vennerne cyklede roligt i forvejen, da de mente at jeg nok skulle indhente dem alligevel. Selv blev jeg siddende i solen og begyndte at ringe. Uden held dog, så pakkede også mine ting sammen.


Da jeg rejste mig op begyndte soldaten at snakke til mig på nepalesisk, og kom tæt på med armene lidt oppe. Jeg forstod ikke hvad han sagde, men troede han blot ville have mig til at fortsætte. At jeg havde opholdt mig længe nok.


Men da jeg gik over til cyklen stillede han sig imellem. Da jeg prøvede at ignorere ham og gå udenom, fulgte han med og placerede samtidig en hånd i skridtet på mig. Med det samme slog jeg hans hånd væk og sagde no! Jeg troede så han havde opfanget min afvisning, men han blev ved, samtidig med at han holdt mig væk fra cyklen. Hver gang slog jeg hans hånd væk fra mit skridt. Han forsøgte også trække mine bukser ned og få hånden indenfor.


Ekchhin blev han ved med at sige. Bare et øjeblik, med tryglende blik samtidig med et fast tag i mig. Han var tydeligvis nervøs, men hans faste tag og insisteren på at fortsætte styrede ham mere. Hver gang han formåede at tage mig i skridtet inden jeg kunne slå hans hånd væk, var det som om han tog det som et tegn på at han kunne gå videre. Med et fast tag i mig lykkedes det ham at trække mine bukser ned til midt på lårene og placere en hånd i mit nu nøgne skridt.


Med en hånd skubbende til ham og den anden i forsøg på at hive mine bukser op igen, samtidig med at skubbe den hånd væk der havde et fast greb i skridtet på mig, forsøgte jeg at slippe væk fra ham. Ekchhin sagde han igen og igen med et lumsk smil og øjne med kun ét fokus.


Da jeg ikke både kunne holde ham væk, hive mine bukser op og fjerne hans hånd med kun to hænder, tog han det igen som en invitation til at fortsætte, trods mine vrede udbrud og konstante skubben. Derfor forsøgte han efterfølgende at tage munden ned til mit skridt, hvor han holdt fast om pikken med en hul hånd. Selvom jeg for alvor begyndte at spjætte med kroppen og råbe at han skulle stoppe, blev han bare ved med at hviske ekchhin.


Til sidst fik jeg vristet mig fri, trukket mine bukser op og fik fat i min cykel, men angsten for at han skulle vælte mig at cyklen så jeg i stedet lå på jorden, fik mig fuldstændig til at glemme hvordan pedalerne skulle trædes rundt. Men med slingrekurs kom jeg fra ham og cyklede rystende efter mine venner der allerede var om flere hjørner på bjergstien.


Først dér begyndte jeg at tænke på hvorfor jeg ikke havde råbt efter mine venner eller bare råbt på hjælp. Men den tanke slog mig på intet tidspunkt. Det eneste jeg nåede at tænke var at jeg ikke kunne se om han havde et våben, som de fleste soldater i området. Jeg turde heller ikke slå ham, af frygt for pludselig at stå med tyve af hans kollegaer omkring mig og blive anklaget for at have slået en soldat på militært område. Slet ikke i et land som Nepal. Jeg var på ingen måde forberedt på en eventuel fare, dér på en bjergside i solen. Det kom som ud af det blå og alle mine instinkter kom først forsinket da mine tanker fik lov til at samle sig igen.


Mine hænder rystede da jeg nåede frem til vennerne. Hele min krop rystede og tanker og følelser levede deres eget liv i kroppen på mig. Jeg var rasende og følte mig trådt på. Følte mig svag fordi jeg ikke kunne forsvare mig bedre i situationen, men de overtrådte grænser fik mig til at føle at jeg ikke kunne have været stærkere. Lysten til at køre tilbage og afreagere fysisk på ham, strømmede igennem mig som en ukendt ondskab, men samtidig kunne jeg ikke lade være med at have en smule ondt af ham. Desperationen i hans blik. Er det mon den eneste måde han kan få “sex” på? Bare et øjeblik hvor han får lov til at røre ved en anden mand. Var det det der drev ham til at overfalde en tilfældig fremmed alene på en bjergside? Overfalde mig....?


Vennerne spurgte om jeg var okay, hvilket jeg selvfølgelig ikke var, men der var heller ikke rigtig noget jeg kunne gøre da først det var overstået. Jeg havde bare lyst til at komme hjem og i bad. Som en ægte Hollywoodkliché endte jeg også med at stå under det varme vand i lang tid og vaske skridtet og de steder på kroppen han havde rørt op til flere gange. Uden følelse af at blive ren.


I nat vendte hans klamme smil tilbage og hænderne på min krop. Det hviskende ekchhin lød igen og igen. Kærestens hænder og arme omkring mig blev til soldatens. Drømmene var virkelige gentagelser og mareridtene startede for alvor dér hvor jeg alligevel ikke slap fra ham. Mine hænder ryster nu hvor jeg skriver om det og det dunker i øjnene. Men han skal ikke have lov til at forfølge mig. Jeg har allermest lyst til at tage turen på cyklen igen og opleve at det ikke er farligt at cykle rundt i bjergene. Lyst til at komme op på hesten igen.