fredag den 29. juni 2007

Hjemrejse. Rejsedagbog #9

Hvor er det surt at skulle hjem igen. Efter den tidlige morgendukkert i poolen hvor varmen allerede tørrer vores kroppe når vi kommer op af vandet, virker det urimeligt at man skal hjem fra det her, med udsigt til regn i Danmark. Vi ville ønske vi bare kunne blive her. Vi er slet ikke mætte endnu. Snakker om det kunne være fedt at bo her fast.
Men ville det være det? Er det ikke netop fordi man kun er af sted en uge måske to at det er noget særligt. Man rejser når man stadig synes det er dejligt og humøret er i top. Man er ikke nået at blive træt og mæt, men derimod sulten efter at komme igen. Have noget at glæde sig over, at kunne komme tilbage til. Hvis livet her blev hverdag, hvad ville vi så længes efter, når vi savnede forandring og oplevelser. Bedre vejr? Øen og livet her er kun oplevet som ferie. Hvis man skulle arbejde og have en hverdag kørende her, ville der nok være lige så mange mentale gråvejrsdage som vi har i hjemme i Danmark. Er det ikke netop fordi det er med ferie i sindet at det er så skønt.
Det bliver alligevel godt at komme hjem igen og begynde at glæde sig til næste gang, man skal ud og opleve et fremmed land og dét ganske særlige det har at tilbyde.

Den hvide by. Rejsedagbog #8

Vi sejler ud med båden fra Rhodos havn først på formiddagen. Solen har endnu ikke opvarmet morgenluften til det uudholdelige, men udsigten til en dag på vandet er skøn. Ud og få lidt luft, efter at have været inde i byen og på stranden de første dage, men ind imellem næsten trykkende varme.
Vi sejler sydpå, og nyder solen på havet. Der er nu noget særligt ved at sidde på en båd og nyde solen. Som om det er en anden sol. Lader os fascinere af det mørkeblå hav, der strækker sig lige så langt øjet rækker og bare til sidst i en skarp linje mødes med den lige så klare, men lidt lysere himmel. Det er en udsigt der kan tryllebinde enhver. Hvis øjnene vendes mod land, kan de mange klipper, bjerge, hvide strande og skønne bugter nydes. Bare se hvordan landskabet arbejder.
Efter to timers sejlads, er det første der møder en i horisonten en stor borgruin, der ligger på et bjerg helt ud til vandet. Man kan næsten frygte at ruinen er på vej til at styrte i havet, som den ligger der faretruende på kanten. Jo tættere man kommer på, bliver borgens kraft mere og mere synlig som den hæver sig over havet. Lidt efter kan man begynde at ane de mange hvide huse. Flere og flere dukker op bag klipperne og da man når indsejlingen til bugten, kan man se tæppet af hvide huse der smukt smyger sig omkring foden af bjerget og forsigtigt bevæger sig op mod den store borg. Vi er kommet til Lindos. ”Den hvide by.”
Vi lægger til helt inde ved stranden og kan allerede der fornemmer den venlige græske ånd. Da vi træder i land, kan vi straks mærke varmen. Vinden er igen stille, så vi kan allerede nu fornemme at der venter en varm gåtur op af bjerget. Velforsynet med hver vores vandflaske begiver vi os af sted. Først op igennem byen, hvor de hvidmalede huse ligger tæt og danner en labyrint af små hyggelige gader. Alt her er lavet med kærlighed og respekt for byens kaldenavn. Det er tydeligt for enhver. Byen er simpelthen så smuk og lige meget hvor du kigger hen er det som hevet ned fra stativet med de flotteste postkort.
Vi bevæger os langsomt videre op mod borgen på toppen af bjerget, ad de små stier og trapper der er anlagt til formålet. På vej op står det mere og mere klart at udsigten fra toppen bliver et syn for sig. Allerede midtvejs oppe stopper vi op, ikke for at tage et hvil i skyggen, men for at lade os betage af den smukke udsigt. Vi kan se ned i det krystalklare vand i bugten, og allerede nu ser vores båd meget lille ud.
Helt oppe kommer vi indenfor murene i ruinerne af det der engang var en imponerende fæstning. - I øvrigt udgravet af to danske arkæologer. Vi går rundt i ruinerne blandt væltede mure, imponerende trapper og gamle templer med de kendetegnende græske søjler. Men heroppe fra er det stadig horisonten øjnene vender tilbage til. Udsigten er simpelthen storslået. At den ses med de gamle ruiner som ramme, gør den bare endnu mere unik. Det er billeder der printer sig på nethinden og i sindet, til at kunne trækkes frem på regnvejrsdage hjemme i Danmark.

Selvcentrerede amerikanere. Rejsedagbog #7

Deres store skibe ligger i havnen og selv fylder de gaderne. Ikke mindst deres store egoer. Allerede da vi kommer op på den smukke taverna på et af byens høje tage, for at spise vores frokost, kan man høre deres højrøstede facon. De dominerer tagterrassen, som de render rundt mellem bordene for, i høj stemmeføring, at snakke med de øvrige fra krydstogtskibene. Så skal der tages billeder og højlydt diskuteres forargelsen over den topløse pige på stranden.
Dernæst koster de rundt med de stakkels tjenere fordi de skal have deres regning splittet(!), ikke kan forstå at byens kreditkortsystem er gået ned(!!!) og fordi de vil have pakket deres madrester ind til at tage med(!!!)
Hallo, I er i et fremmed land. Tænk om det måske ikke er kutyme at tage maden med fra restauranter. I kan i hvert fald ikke tillade jer at blive irriterede over at tjenerne bliver en smule forvirret over jeres mærkelige forespørgsel. Det er jer der er gæster! Oplev stedet, i stedet for at gøre det til hvad I er vant til ”derhjemme” eller bliv dog der!

tirsdag den 26. juni 2007

En tanke til København. Rejsedagbog #6

Ligger ved poolen med mit nye DANSK-magazine og læser om fantastiske København. En stor del af bladet er én lang ros til København og alt hvad der er at opleve der.
Jeg savner ikke København, når jeg ligger her i 35 graders varme, men er heller ikke ked af at jeg skal hjem igen, for det er virkelig en dejlig by at komme hjem til. Den gode stemning og der herlige liv på ferien her i varmen, kan fortsættes når vi vender hjem og bare skal opleve København. Opleve alle de lækre steder der er beskrevet i bladet.
Jeg forstår til fulde bladets ros af byen. Tak til Uffe og Kim for i et par timer at kunne nyde ferien og samtidig se frem til at komme hjem. For alle de gode oplevelser behøver vi ikke rejse langt for at få. Oplevelser ud over sædvane findes også i Danmark og i København.

Kærlighed i varmen. Rejsedagbog #5

Med udsigt til Middelhavets blå vand, nydes ferien i fulde drag. Det er svært at tage øjnene fra det fascinerende blå. Havet og himlen der sammen danner de smukkeste billeder. Men når mine øjne bliver mætte - hvis de kan det - af de mange smukke indtryk, kan jeg bare vende hovedet til siden og sende et smil til min dejlige kæreste.
Her under de varme himmelstrøg, kan man ikke andet end nyde livet. Nyde kærligheden. Atmosfæren her er lige til ren romantik og hygge. De fantastiske rammer og den rare stemning.
At ligge på stranden. eller ved poolen og bare nyde den afslappede stemning og den salighed der hviler over folk på ferie. Om aftenen sætte sig på en romantisk restaurant og nyde den lækre sydlandske mad imens man sidder og kigger kæresten i øjnene.
Vi har aldrig været sammen - alene - så mange dage før, så det har været rart at være så tæt på hinanden hele tiden. Dele de mange oplevelser og tage del i hinandens begejstring. Vi har ikke vist vores kærlighed helt så offentligt som vi måske kunne. Synes det er svært når vi er i et fremmed land. Vi har gået lidt hånd i hånd, men også fået skeptiske blikke. I stedet har vi holdt det til kærlige blikke og diskret aet hinanden blidt på ryggen. Små tegn vi selv forstår betydningen af. Men man har åbenbart kunne ane kemien. En nordmand spurgte om vi var brødre. Da vi svarede nej, spurgte han lidt efter om vi var et par, for vi virkede meget harmoniske. Så er det måske slet ikke så nødvendigt at skulle vise kærligheden ved fysiske kendetegn, hvis kærligheden i sig selv er synlig.

mandag den 25. juni 2007

Blandt riddere og klingende sværd. Rejsedagbog #4

En tur rundt i den gamle by i Rhodos, er virkelig en tur rundt i middelalderens eventyrlige historie. Meget af den gamle ridder- og handelsby bygget af korsridderne er velbevaret og ellers restaureret med stor respekt for de oprindelige skikke og stilarter. Det hele er så autentisk, at det næsten virker uvirkeligt i vores tid. Nogle gange tror man næsten man er i en oplevelsespark, med et kulissebudget i særklasse. Så gennemført er det. Men heldigvis er det ægte. Der er hele tiden små ting der indikerer denne ægthed. Livet går stadig sin gang i disse fantastiske rammer og de mange bygninger fortæller deres egne historier.
Man føler sig virkelig hensat til middelalderen og ens indre stemning præges mere og mere for hver lille kringlet gyde man bevæger sig ned gennem, med alle detaljerne og de historiske træk. Dét særlige kun ægte historie kan skabe af charme i de gamle rammer. Den ujævne vejbelægning og de mange hvælvinger. Fra hver åbne plads er der udsigt til den store borg, der ligger højere end resten af byen. Den troner mægtigt i sin pragt og fascinerende ydre. Til sidst venter man næsten at livet i gaderne vil ændre sig fra moderne butikker og turister til en travl middelalderdag, men møg i gaderne, beskidte ansigter, riddere på hesteryg, travlhed blandt de mange handlende og festlig musik for de særligt indbudte på borgen. Lydene af sværd der bliver smedet, vrinskende heste i staldene og hvinende svin hos slagteren. Hurtige blikke ind i de hyggelige baggårde, med hektisk liv for kvinderne.
Man ønsker næsten at det ér virkeligheden næste gang man drejer om et hjørne. Tiden er skruet tilbage og ens eget tøj er forvandlet, så man passer ind i historien. Opleve den tid med fortidens helte og store mænd for en stund . Men man kan nu kun fantasere ud fra de fantastiske rammer der står tilbage. Skabe sin egen rejse i fantasien.

What are the odds? Rejsedagbog #3

Var på Rhodos i ’94 hvor mine forældre havde sørget for rejsen. Denne gang i ’07 var det kæresten der havde stået for det.
Da han nævnte øen, var det bare pudsigt, at jeg havde været der før. Da han så nævnte hotellets navn og det også var det samme, tænkte jeg alligevel, vildt.
Vi ankom til hotellet og blev anvist et værelse. Gæt engang. Det var det samme som i ’94. Det er alligevel for vildt!
Er det bare en række af tilfældigheder der i bestemt rækkefølge får tingene til at se mistænkelige ud?

søndag den 24. juni 2007

I 10.000 meters højde. Rejsedagbog #2

Sidder og kigger ud gennem det lille vindue i 10.000 meters højde og ser ned på en verden, der når man står på jorden, virker så lille og alting nært.
Ser ned på det store skibs ensomme færd på det blå hav. Heroppe fra ser det ud som om der er langt til et muligt mål, og jeg får helt ondt af skibet.
Når man sidder heroppe, ser man pludselig verdenen fra et andet perspektiv. Ja, faktisk også livet. For herfra bliver de store afstande tydeliggjorte og tanker om at man selv er i centrum bliver i hvert fald undermineret. - Der er meget mere!
Heroppe fra ligner ethvert lille hus, en meget lille brik i den store sammenhæng. Den lille verden som brik i den store verden. Floder der skarpt deler områder virker harmløse. De store områder med marker, byer og bjerge virker mere overskuelige, men det er kun fra 10.000 meters højde.
Når vi lander igen ses det hele igen i mindre perspektiv og forhindringerne må tages som det kommer, da det ikke altid er til at sige hvad der viser sig på den anden side af bjerget.

Offline. Rejsedagbog #1

En hel uge! En hel uge uden mobil og internet. Uden digital kontakt med omverdenen. En hel uge med aviser på græsk. Er jeg så helt sat af når jeg kommer hjem igen?
Mobilen kommer jeg egentlig nok ikke til at savne, da den er meget rar at være foruden ind imellem. Det er kun en stress-maskine uden lige. Med den har man i hvert fald aldrig fri.
Men internettet kommer jeg til at savne gevaldigt. Muligheden for at holde mig orienteret og opdateret. Muligheden for at være debatterende.
Det er egentlig ikke de mennesker der er mig nær, jeg kommer til at savne den næste uge, da de alle forhåbentlig er så nære at en uges fravær ikke gør nogen forskel. Men alle dem der udgør den større sammenhæng. Alle dem der skaber det liv der er udenfor min lille osteklokke. Dem og det de gør, kommer jeg til at savne.
Trænger jeg til ferie, hvis jeg har svært ved at slippe muligheden for at ”være med”?