tirsdag den 12. maj 2009

Malta #2: Med bussen.

Den vel nok nemmeste måde at komme rundt på Malta på, er de lokale busser. Hvilket også er en oplevelse i sig selv. De ligner alle noget fra 50’erne og 60’erne og må være et saligt syn for alle veteranbils-interesserede. De er let genkendelige i deres stærke orange farve, med den røde stribe ned langs siden og det hvide tag.

Små hårde dobbeltsæder står tæt op langs den smalle gang, som bænke på række. Oftest er der slet ikke sæder nok, så folk står i mellemgangen, halvt støttende halvt hængende i de mange læderstropper oppe under det blottede metaltag. De ældre maltesiske kvinder sætter sig kun modvilligt, hvis man tilbyder sit sæde. Men takker alligevel med et smil.

Men det gælder om at holde fast, som bussen svinger ud og ind af de små veje. Hopper op og ned af de mange bjerge og bakker der er på øen. Landskabet bugter sig hele tiden, så der kommer nogle ordentlige ryk i bussen. Alt ryster og knirker, og både hænder og fødder bruges til at stemme i, så kroppen svinger mindst muligt med. Hårnålesvingene tages i fuld fart, på siden af klipperne, hvor det klare blå vand pludselig kommer til syne for bunden af klipperne. Smalle gader, jeg selv i personbil ville overveje, bliver passeret i høj fart.

Men det er også det der er fascinerende. Det imponerende landskab breder sig ud foran en. De mange klipper skyder op af den let afsvedne jord. Stendiger sørger overalt for at jorden og markerne bliver trods regn og blæst. En fårehyrde holder øje med den dansende flok. Små og store byer dukker pludselig op. Alle bygget i de samme lysegule sten. Karnapper i forskellige farver og udsmykninger, hænger klistret til murene, så den egentlige facade kun er en skygge af fortiden. Kirketårne og -spir bryder den blå himmel over de små hyggelige gader. Ruiner, middelalderbyer og velbevarede borge og paladser vidner om Maltas fantastiske historie, som bl.a. højborg for Korsridderne. Overalt i landskabet melder disse tegn sig.

Den eneste mulighed for frisk luft i den trænge bus er, at lukke de store vinduer op. De skubbes blot til side. Så det er enten meget luft eller ingen. Det sidste er mere uudholdeligt end det første. Derved lukkes også duftene og lydene udefra ind i bussen. De lyde der altså kan trænge igennem larmen fra den hostende og harkende bus. Eller overdøve de enorme slag der lyder når undervognen skraber mod den varme asfalt.

Stopklokken aktiveres ved at trække i den blå eller gule snor der er spændt ud under taget, ned gennem bussen. Springet tages ud gennem hullet i siden, der erstatter døren, og den faste grund under fødderne værdsættes med et lettelsens suk. Det føles som om rygsøjlens hvirvler alle er faldet sammen i de nederste tyve centimeter af ryggen.