Fra Last Resort ville vennen og jeg på en vandretur i bjergene i Sindhupalchowk. Vi bevægede os først gennem en lille klynge huse, hvor vi trådte igennem gerdernes indhegning og forbi et par køer bundet til en lille hytte i træ. På den anden side af husene gik vi væk den vanelige sti og begav os i stedet af mindre stier op ad bjergsiden. Med skridt styret af det lidt usikre underlag begyndte vi opstigningen fra 1100 meters højde. Stierne gik ud og ind mellem træer og snoede sig frem og tilbage, for at følge hvor det var til at komme frem. Nogle steder krævede høje skridt for at komme op på næste niveau. Andre steder krævede trinene lagt med tilfældige sten, at vi tog små skridt for at holde balancen.
Vores lokale guide Brem, gik forrest og ledte os ad de sikreste stier. Fortalte vidt og bredt om træerne, dyrene og landsbyerne der lå spredt ud over bjergsiderne på den anden side af dalen. Jo længere han første os op, jo mere storslået blev udsigten ug over det utrolige landskab. Bjerge der skød op imellem hinanden og rammede dalene inde. Under os et sted kunne vi se de øverste meter af kløften, med floden løbende i bunden. Bjergsiderne var tæt natur og skiftede i et utal af stærke grønne nuancer. Store vandfald der kastede sig ud fra klippefremspring som salighed i flydende form, og løb videre ned gennem planter og træer og slikkede sig omkring sorte klipper. Rismarkerne lå tæt andre steder og fik bjergene til at lige enorme trapper. Spredt ud mellem rismarkerne lå enkelte huse yderst på bjergsiderne. Bjergenes toppe ragede mod himlen i forskellige højder og selvom de ikke var høje nok til at tilegne sig sne på toppen, var højderne dragende.
Brem stoppede brat og pegede mod nogle trætoppe. To store hvidhovede Langur aber sprang rundt i trætoppene ikke langt fra os. Store og livlige sprang de rundt til de fandt et sted at holde hvil i sikker afstand fra os. Med deres sølvgrå pels, deres karakteristiske hvide hoved med kulsort ansigt, havde de svært ved at gemme sig i de grønne træer. Lokale bønder traskede forbi os med blikke rettet mod jorden og tung last i de store kurve på ryggen, holdt oppe af en rem hen over hovedet. En lille dreng gik med et stort segl i hænderne og vogtede et par geder på skråningen.
Mellem træerne var luften tæt og varmen satte sig som en fugtig hinde på panden. Vennen spurgte til temperaturerne og Brems kommentarer om at de 24-25 grader var “very hot”. Spurgte om det blev koldt om vinteren. Med næsten tænderklaprende stemme fortalte Brem at det blev meget koldt om vinteren. Helt ned til 15 grader! -Nej, der mangler et minus foran. - Med “kulde” ved 15 grader og “very hot” ved 25, kunne vi ikke andet end kigge på hinanden med et sagte grin. Det skulle ikke blive det sidste forundrede grin.
Efter at være kommet fri af trægrænsen, kom vi rundt om et klippehjørne og troede vi var på toppen. Et fladt stykke med en udsigt i tre retninger, så langt øjet rakte henover bjergtoppe efter bjergtoppe. Brem beklagede at vi ikke kunne se bjerge. Vennen og jeg havde allerede rettet blikket mod de sneklædte tinder i horisonten mod nord og spurgte: “Hvad er dé så?” “Er det ikke bjerge?” Med et håndkast fyldt med ligegyldighed svarede han: “De er kun seks-syv kilometer høje.” Og tilføjede lidt efter med lille interesse at de iøvrigt også lå i Kina. Som to turister fra Danmark måtte vi forklare ham at de i den grad var bjerge for os, ligesom “bakkerne” omkring os trods deres to til fem kilometers højde også var bjerge for os. Han grinte som svar.
Fra plateauet hvor vi stod, kunne vi se ind i Kina og ned på den lille by hvor grænsen ind til Tibet ligger. Bag os lå en lille klynge slidte træhuse. Et sted gik et par mænd rundt på et hus’ træspær og var igang med at tække taget på ny, med den utrolige udsigt som bagtæppe. En gruppe børn sad på jorden og fulgte os med nysgerrige øjne. Alle med vildt hår, ansigter farvet af støv og bare fødder med sorte plamager af skidt. Tøjet var laset, hullet og nusset. En af de små piger havde ingen underdel på, så hun sad på den rå jord i bar numse. Der var en snert af modløshed at spore i deres øjnes dybe mørke pupiller. Den knugende fornemmelse, hele billedet af dem siddende på den beskidte jord foran simple huse med farveløse og vindbidte trævægge, skabte i hjertet kunne ikke ignoreres. Heldigvis...
Brem fortalte at de gik i skole 30-45 minutter om dagen. Skolen vi skulle fortsætte opad for at nå. Nemlig til toppen af bjerget. De sidste hundrede meter gik vi med køligere vinde slikkende om de bare arme og ben. Skyerne havde trukket sig tættere sammen og vindene havde frit legerum over den golde jord, hvor kun enkelte træer stak op her og der. Rismarkerne stod turkisgrønne og changerede, som vindene fik planterne til at lege i de sidste solstråler.
Skolen lå på toppen i 2500 meters højde og derfra kunne vi skue ud til alle sider. At sidde ved bordene i klasselokalerne med dén udsigt, må let kunne få koncentrationen til at vandre ud gennem vinduerne. Men bare tanken om at skulle gå til toppen af bjerget for at komme i skole, tog pusten fra os.
Lidt derfra stod en række master med buddhistiske bedeflag i klare farver og vejrede i vindene. Med de mørke skyer, den golde jord og den vidtrækkende udsigt som baggrund, stod de farvestrålende flag endnu skarpere frem og skabte en særlig sfære omkring det buddhistiske tempel.
På vej ned, hvor benene begyndte at beklage sig, mødte vi flere lokale der havde været nede ved den nærmest liggende by for at handle, eller større børn der havde været nede for at gå på skoler med plads til de ældre klassetrin. Hver gang vi gik forbi og hilste med et “Namasté” kunne vi ikke lade være med at tænke på at skulle tage turen op og/eller ned hver dag, for at få hverdagen til at hænge sammen. De 1400 højdemeter vi havde vandret satte sine spor i kroppen.
Men da vi efter ca fire en halv time igen stod nede i camp’en, var det med en dejlig følelse i kroppen. Udsigten havde lagret sig i sindet og de fysiske udfoldelser som en herlig udmattelse i benene.
Opslag
