Hjemrejse. Rejsedagbog #9

Hvor er det surt at skulle hjem igen. Efter den tidlige morgendukkert i poolen hvor varmen allerede tørrer vores kroppe når vi kommer op af vandet, virker det urimeligt at man skal hjem fra det her, med udsigt til regn i Danmark. Vi ville ønske vi bare kunne blive her. Vi er slet ikke mætte endnu. Snakker om det kunne være fedt at bo her fast.
Men ville det være det? Er det ikke netop fordi man kun er af sted en uge måske to at det er noget særligt. Man rejser når man stadig synes det er dejligt og humøret er i top. Man er ikke nået at blive træt og mæt, men derimod sulten efter at komme igen. Have noget at glæde sig over, at kunne komme tilbage til. Hvis livet her blev hverdag, hvad ville vi så længes efter, når vi savnede forandring og oplevelser. Bedre vejr? Øen og livet her er kun oplevet som ferie. Hvis man skulle arbejde og have en hverdag kørende her, ville der nok være lige så mange mentale gråvejrsdage som vi har i hjemme i Danmark. Er det ikke netop fordi det er med ferie i sindet at det er så skønt.
Det bliver alligevel godt at komme hjem igen og begynde at glæde sig til næste gang, man skal ud og opleve et fremmed land og dét ganske særlige det har at tilbyde.

Den hvide by. Rejsedagbog #8

Vi sejler ud med båden fra Rhodos havn først på formiddagen. Solen har endnu ikke opvarmet morgenluften til det uudholdelige, men udsigten til en dag på vandet er skøn. Ud og få lidt luft, efter at have været inde i byen og på stranden de første dage, men ind imellem næsten trykkende varme.
Vi sejler sydpå, og nyder solen på havet. Der er nu noget særligt ved at sidde på en båd og nyde solen. Som om det er en anden sol. Lader os fascinere af det mørkeblå hav, der strækker sig lige så langt øjet rækker og bare til sidst i en skarp linje mødes med den lige så klare, men lidt lysere himmel. Det er en udsigt der kan tryllebinde enhver. Hvis øjnene vendes mod land, kan de mange klipper, bjerge, hvide strande og skønne bugter nydes. Bare se hvordan landskabet arbejder.
Efter to timers sejlads, er det første der møder en i horisonten en stor borgruin, der ligger på et bjerg helt ud til vandet. Man kan næsten frygte at ruinen er på vej til at styrte i havet, som den ligger der faretruende på kanten. Jo tættere man kommer på, bliver borgens kraft mere og mere synlig som den hæver sig over havet. Lidt efter kan man begynde at ane de mange hvide huse. Flere og flere dukker op bag klipperne og da man når indsejlingen til bugten, kan man se tæppet af hvide huse der smukt smyger sig omkring foden af bjerget og forsigtigt bevæger sig op mod den store borg. Vi er kommet til Lindos. ”Den hvide by.”
Vi lægger til helt inde ved stranden og kan allerede der fornemmer den venlige græske ånd. Da vi træder i land, kan vi straks mærke varmen. Vinden er igen stille, så vi kan allerede nu fornemme at der venter en varm gåtur op af bjerget. Velforsynet med hver vores vandflaske begiver vi os af sted. Først op igennem byen, hvor de hvidmalede huse ligger tæt og danner en labyrint af små hyggelige gader. Alt her er lavet med kærlighed og respekt for byens kaldenavn. Det er tydeligt for enhver. Byen er simpelthen så smuk og lige meget hvor du kigger hen er det som hevet ned fra stativet med de flotteste postkort.
Vi bevæger os langsomt videre op mod borgen på toppen af bjerget, ad de små stier og trapper der er anlagt til formålet. På vej op står det mere og mere klart at udsigten fra toppen bliver et syn for sig. Allerede midtvejs oppe stopper vi op, ikke for at tage et hvil i skyggen, men for at lade os betage af den smukke udsigt. Vi kan se ned i det krystalklare vand i bugten, og allerede nu ser vores båd meget lille ud.
Helt oppe kommer vi indenfor murene i ruinerne af det der engang var en imponerende fæstning. - I øvrigt udgravet af to danske arkæologer. Vi går rundt i ruinerne blandt væltede mure, imponerende trapper og gamle templer med de kendetegnende græske søjler. Men heroppe fra er det stadig horisonten øjnene vender tilbage til. Udsigten er simpelthen storslået. At den ses med de gamle ruiner som ramme, gør den bare endnu mere unik. Det er billeder der printer sig på nethinden og i sindet, til at kunne trækkes frem på regnvejrsdage hjemme i Danmark.

Selvcentrerede amerikanere. Rejsedagbog #7

Deres store skibe ligger i havnen og selv fylder de gaderne. Ikke mindst deres store egoer. Allerede da vi kommer op på den smukke taverna på et af byens høje tage, for at spise vores frokost, kan man høre deres højrøstede facon. De dominerer tagterrassen, som de render rundt mellem bordene for, i høj stemmeføring, at snakke med de øvrige fra krydstogtskibene. Så skal der tages billeder og højlydt diskuteres forargelsen over den topløse pige på stranden.
Dernæst koster de rundt med de stakkels tjenere fordi de skal have deres regning splittet(!), ikke kan forstå at byens kreditkortsystem er gået ned(!!!) og fordi de vil have pakket deres madrester ind til at tage med(!!!)
Hallo, I er i et fremmed land. Tænk om det måske ikke er kutyme at tage maden med fra restauranter. I kan i hvert fald ikke tillade jer at blive irriterede over at tjenerne bliver en smule forvirret over jeres mærkelige forespørgsel. Det er jer der er gæster! Oplev stedet, i stedet for at gøre det til hvad I er vant til ”derhjemme” eller bliv dog der!