Jeg er og har altid været betaget af havet. Med den følelse i kroppen er det en stor ting at stå ved Atlanterhavet og bare se vand så langt øjet rækker. Der er noget vildt, men alligevel kontrolleret over det. Ikke mindst noget dragende ved at bølgerne leger let med hinanden på toppen af dybet, men alligevel slår vildt og voldsomt ind på stranden.
Da vi var på stranden i Elmina, stod vi med fødderne i vandkanten og kunne mærke sandet forsvinde under os, når havet trak bølgerne tilbage i favnet. Hele tiden ændrede stranden form og udseende, imens havet forblev at ligne sig selv.
Den anden aften kørte vi ned på et hotel ved stranden for at se solnedgangen. Store dele af kyststrækningen langs vandet ved Accra, ligger hævet 4-5 meter over stranden, adskilt af klipper og store sten. Vi sad med udsigt over det endeløse hav og de hvide strande på begge sider. Langs vandkanten lå de store lokale fiskebåde. De ligner mest af alt store kanoer, med utrolige og farvestrålende malerier på siderne. Vinden sluttede sin færd over det varme hav, med at bringe duften af salt ind over kysten, og bragte en råhed til den ellers rolige og lune aften.
Havets vilde overflade blev flere steder brudt af skarpe og uovervindelige klipper, der så nemt som ingenting brød havets massive overflade. De ellers hårde og truende bølger i flere meters højde, blev så nemt som ingenting smadret mod klipperne og sendte i stedet millionvis af små sarte dråber og hvidt skum i alle retninger, for til sidst at flyde sammen med det hav, der nu nærmere lignede en slået kriger med nedslået nakke.
Al den vand der blev kastet i luften dannede sammen med det faldende mørke, en dis over den brede strand og fik klipperne til at fremstå endnu mere skræmmende. I takt med alt omkring os og husene på næste pynt i horisonten, tog farve efter mørket og i stedet blev mere og mere gråt, i en tåge af besejrede bølgetoppe, fik hele billedet en ny karakter. De enlige palmer knejsede mod vinden og lignede nogle der lagde alle kræfter i for ikke at bukke under.
Langs vandet dukkede lokale op, som små sorte prikker i ét virvar, for at tage den sidste dukkert inden natten forvandlede det ellers klare blå hav til et mørkt uendeligt dyb. Til sidst omsluttede natten os alle, og vi kunne ikke se længere end hvad de levende lys på bordet lod os ane. I stedet trådte lyden af havet og de knuste bølger endnu stærkere frem og man var ikke i tvivl om dets tilstedeværelse. Der skal mere til at tage livet af havet.
Opslag
