Nepal: Overfaldet og befamlet i skoven.

Man plejer at sige at man ikke kender sig selv og sine reaktioner, før man har stået midt i en given situation. Jeg kendte åbenbart ikke mig selv før jeg i går stod i en situation jeg på ingen måde var eller kunne være forberedt på.

Med to venner var jeg på mountainbiking-tur i bjergene nord for Kathmandu, i den smukke nationalpark Shivapuri. Først en god times tid med konstant opstigning ad hårnålsving på bjergsiden. På vejen skulle vi tjekke ind ved en militærpost for at få lov til at fortsætte gennem det militærområde der dækker store dele af parken. Nær toppen drejede vi af for at komme ud på små stier og gennem den tætte bevoksning langs bjergkammen. Vi fandt en lysning mellem træerne og gjorde holdt. Med benene ud over bjergsiden og udsigt ud over dalen, tog vi et velfortjent hvil inden timen der lå foran os ad små ujævne bjergstier, store sten og gennem små vandløb.

En soldat i uniform gik rundt på stien bag os og kom ret tæt på da vi sad og fik lidt at spise og kiggede på kortet over området. Vi slog det hen som almindelig nepalesisk skrupelløs nysgerrighed og den kendsgerning, at han måske bare holdt øje med os fordi vi var på militært område. På dansk jokede vi lidt med hans nærgåenhed, men tog os ellers ikke mere af ham.

Jeg skulle foretage et praktisk telefonopkald da vi var færdige og vennerne cyklede roligt i forvejen, da de mente at jeg nok skulle indhente dem alligevel. Selv blev jeg siddende i solen og begyndte at ringe. Uden held dog, så pakkede også mine ting sammen.

Da jeg rejste mig op begyndte soldaten at snakke til mig på nepalesisk, og kom tæt på med armene lidt oppe. Jeg forstod ikke hvad han sagde, men troede han blot ville have mig til at fortsætte. At jeg havde opholdt mig længe nok.

Men da jeg gik over til cyklen stillede han sig imellem. Da jeg prøvede at ignorere ham og gå udenom, fulgte han med og placerede samtidig en hånd i skridtet på mig. Med det samme slog jeg hans hånd væk og sagde no! Jeg troede så han havde opfanget min afvisning, men han blev ved, samtidig med at han holdt mig væk fra cyklen. Hver gang slog jeg hans hånd væk fra mit skridt. Han forsøgte også trække mine bukser ned og få hånden indenfor.

Ekchhin blev han ved med at sige. Bare et øjeblik, med tryglende blik samtidig med et fast tag i mig. Han var tydeligvis nervøs, men hans faste tag og insisteren på at fortsætte styrede ham mere. Hver gang han formåede at tage mig i skridtet inden jeg kunne slå hans hånd væk, var det som om han tog det som et tegn på at han kunne gå videre. Med et fast tag i mig lykkedes det ham at trække mine bukser ned til midt på lårene og placere en hånd i mit nu nøgne skridt.

Med en hånd skubbende til ham og den anden i forsøg på at hive mine bukser op igen, samtidig med at skubbe den hånd væk der havde et fast greb i skridtet på mig, forsøgte jeg at slippe væk fra ham. Ekchhin sagde han igen og igen med et lumsk smil og øjne med kun ét fokus.

Da jeg ikke både kunne holde ham væk, hive mine bukser op og fjerne hans hånd med kun to hænder, tog han det igen som en invitation til at fortsætte, trods mine vrede udbrud og konstante skubben. Derfor forsøgte han efterfølgende at tage munden ned til mit skridt, hvor han holdt fast om pikken med en hul hånd. Selvom jeg for alvor begyndte at spjætte med kroppen og råbe at han skulle stoppe, blev han bare ved med at hviske ekchhin.

Til sidst fik jeg vristet mig fri, trukket mine bukser op og fik fat i min cykel, men angsten for at han skulle vælte mig at cyklen så jeg i stedet lå på jorden, fik mig fuldstændig til at glemme hvordan pedalerne skulle trædes rundt. Men med slingrekurs kom jeg fra ham og cyklede rystende efter mine venner der allerede var om flere hjørner på bjergstien.

Først dér begyndte jeg at tænke på hvorfor jeg ikke havde råbt efter mine venner eller bare råbt på hjælp. Men den tanke slog mig på intet tidspunkt. Det eneste jeg nåede at tænke var at jeg ikke kunne se om han havde et våben, som de fleste soldater i området. Jeg turde heller ikke slå ham, af frygt for pludselig at stå med tyve af hans kollegaer omkring mig og blive anklaget for at have slået en soldat på militært område. Slet ikke i et land som Nepal. Jeg var på ingen måde forberedt på en eventuel fare, dér på en bjergside i solen. Det kom som ud af det blå og alle mine instinkter kom først forsinket da mine tanker fik lov til at samle sig igen.

Mine hænder rystede da jeg nåede frem til vennerne. Hele min krop rystede og tanker og følelser levede deres eget liv i kroppen på mig. Jeg var rasende og følte mig trådt på. Følte mig svag fordi jeg ikke kunne forsvare mig bedre i situationen, men de overtrådte grænser fik mig til at føle at jeg ikke kunne have været stærkere. Lysten til at køre tilbage og afreagere fysisk på ham, strømmede igennem mig som en ukendt ondskab, men samtidig kunne jeg ikke lade være med at have en smule ondt af ham. Desperationen i hans blik. Er det mon den eneste måde han kan få “sex” på? Bare et øjeblik hvor han får lov til at røre ved en anden mand. Var det det der drev ham til at overfalde en tilfældig fremmed alene på en bjergside? Overfalde mig....?

Vennerne spurgte om jeg var okay, hvilket jeg selvfølgelig ikke var, men der var heller ikke rigtig noget jeg kunne gøre da først det var overstået. Jeg havde bare lyst til at komme hjem og i bad. Som en ægte Hollywoodkliché endte jeg også med at stå under det varme vand i lang tid og vaske skridtet og de steder på kroppen han havde rørt op til flere gange. Uden følelse af at blive ren.

I nat vendte hans klamme smil tilbage og hænderne på min krop. Det hviskende ekchhin lød igen og igen. Kærestens hænder og arme omkring mig blev til soldatens. Drømmene var virkelige gentagelser og mareridtene startede for alvor dér hvor jeg alligevel ikke slap fra ham. Mine hænder ryster nu hvor jeg skriver om det og det dunker i øjnene. Men han skal ikke have lov til at forfølge mig. Jeg har allermest lyst til at tage turen på cyklen igen og opleve at det ikke er farligt at cykle rundt i bjergene. Lyst til at komme op på hesten igen.

Nepal: Fra kold morgen til lejrbål under stjernehimlen.

Nattens lyde hang stadig i junglens trætoppe da vi blev vækket i vores små hytter. Mørket lå som et uendeligt dyb både i hytten og udenfor. Kun en enkelt petroleumslampe kastede en varm cirkel af lys omkring sig og gav svage skygger i rummet. Med mørket fulgte kulden der trængte igennem alle vegne og lagde sig som en klam hånd inde i hytten. Badeværelsets fliser fik kulden til at jage gennem sokkerne og gjorde morgenbadet nødvendigt kort.

Dagen før havde vi indlogeret os på Island Jungle Resort inde i Chitwan Nationalpark i det sydlige Nepal. En lille camp bestående af træhytter på flodbredden. En weekend væk fra Kathmandus larmende trafik og tætte forurenede luft. I Chitwan var kun naturens lyde og den friske luft. For at opleve naturen vågne op blev vi vækket af en banken på hyttens dør klokken kvart i seks om morgenen.

Udenfor gjorde en blanding af nattens mørke og tæt tåge det umuligt at se mange meter foran os. Trækronerne højt over os var endnu gemt i nattens dyne. Flere lag tøj kunne ikke holde den kolde tåge ude. Som lå kulden indkapslet i hver en dugdråbe, og blev befriet når de ramte vores ansigter og bare hænder.

Langsomt blev natten lysere, men den sorte himmel blev kun erstattet af en lavthængende snehvid tåge, der efterlod trækronerne som slørede mørke konturer. Enkelte steder trængte omridset af junglen på den anden side af floden gennem den tætte tåge. Små totter af dis hang lavt over floden og gled hurtigt med strømmen.

Vi kom op at sidde på elefantens ryg og begyndte turen gennem junglen. I små ryk hver gang elefanten tog et skridt bevægede vi os roligt gennem den tætte bevoksning. Kun den hule lyd af elefantens tunge fødder mod den våde jord, brød den stilhed der hang i tågen. Når vi trak vejret blandede vores hvide ånde sig med den hvide dyne over os. Tusindvis af dugdråber hang fanget i store edderkoppespind og lyste op som blinkende rosetter mellem de høje slanke træer.

Desværre lod dyrene til at gemme sig. Kun et par enkelte hjorte sprang rundt mellem træerne med deres hvide spidse haler stikkende ret op i luften og en påfugl sad roligt i en trætop. Men dagen før havde vi mødt to store næsehorn. Det ene kun halvtreds meter fra vores camp. To møder der trak i maven og i smilebåndene. At sidde på ryggen af en elefant og stå få meter fra et stort vildt næsehorn, fik det indre barns begejstring til at hoppe og danse.

Efter et par timer gennem junglen lå tågen og dens følgesvend kulden stadig over campen, men med det rette tøj begav vi os endnu engang gennem junglen, efter have fået lidt morgenmad. Nu på gåben. Først instrueret i hvordan vi skulle reagere hvis vi mødte nogle af junglens tre farligste dyr. Næsehornet, læbebjørnen og den bengalske tiger.

Solen begyndte at bryde gennem den ellers insisterende tåge. Lige så hurtigt som natten var forsvundet for den hvide lavthængende himmel, forsvandt kulden sammen med tågen for solen og efterlod junglen varm og solrig. Fugle begyndte at røre på sig og fyldte junglen med fuglelyde. Et par aber sprang livligt rundt i nogle trætoppe. Fra buskadset langs floden kunne vi se flere krokodiller ligge på flodbredden og nyde solens varme bage på deres koldblodede kroppe.

I en simpel trækano lod vi os drive af strømmen tilbage ad floden. Det blanke vand med junglens spejlbillede legende på overfladen, den totale ro ude på floden og solen på den skyfrie himmel satte med det samme sine spor i sindene. Salighed i sin reneste form. Også fra vandet kunne vi følge krokodillerne langs flodbredden. Farvestrålende isfugle lyste op på mørke grene og fløj med hurtige vingeslag rundt over floden i jagten på små fisk. Nepalesiske lovebirds, brune ænder, svømmede parvis rundt på floden, for pludselig at lette og med æstetiske rolige vingeslag og strakte halse at svæve over hovederne på os.

Ud på eftermiddagen begyndte solen langsomt sin nedstigning og farvede himlen dyb gul. Solens skarpe gyldne cirkel farvede de små bølgetoppe på floden, som var solen blevet flydende og flød rundt på flodens mørke lidt urolige vandspejl. Da solen bevægede sig ned bag de høje nøgne træer, skiftede himlens farvepalet til lyserøde og lilla nuancer. Imens begyndte de første lette tågeskyer at dannes halvvejs oppe af træstammerne. De lå som et varsel på, at nattens kulde var klar til at tage over når solen havde kastet sine sidste stråler over nationalparken.

Da mørket lidt senere tog over kom kulden som ventet tilbage. Hvilket kun gjorde den intense varme ved campens lejrbål endnu mere behagelig. Vi sad tæt omkring det knitrende bål med de legende orange flammer slikkende om de store træknuder. Over os legede millioner af stjerner på den kulsorte himmel. Trætte efter dagens mange oplevelser og mætte af indtryk, fik den lokale whisky i glasset nemt den sidste ro til at sænke sig i kroppen.