onsdag den 16. september 2009

Boghandlen i Marais

Da jeg trådte ind gennem døren til den lille boghandel i Marais, var det fordi jeg var kommet tilfældigt forbi, og altid nyder at kigge på bøger når jeg rejser. Specielt store fotobøger, kunstbøger og rejsebøger. Der var bøger over det hele, liggende på gulvet i bunker, på store borde og tæt presset sammen i reolerne.

Da jeg begyndte at bladre i bøgerne og samtidig kastede blikke rundt i den imponerende forretning med bøger fra gulv til loft, begyndte nogle billeder fra hukommelsen at blande sig med de nye billeder. Opslugt af de smukke billeder i bøgerne, fortsatte jeg rundt i bøgerne, men stadig ulmede noget i baghovedet som tog mere og mere form.

Billederne i en af fotobøgerne viste kunstneriske sort-hvid-billeder af nøgne mandekroppe, og pludselig trængte tankerne i baghovedet hurtigt frem og forvandlede omgivelserne. Bunkerne af bøger ændrede form, bogryggene rettede ind så linjerne var pænere og solskinnet udenfor blev erstattet af regndråber på markisen. Jeg selv stod som 16-årig, lidt splejset og med en teenagers usikkerhed og bladrede i en stor fotobog.

Bogens sider viste nøgne kroppe, specielt mandekroppe i atletiske positioner med lyset legende over kroppenes kurver, muskler og former. Billederne vækkede nye følelser i mit 16-årige jeg. Følelser der spredte en særlig varme i kroppen og startede en nysgerrighed, der fik fingrene og øjnene til at bladre hurtigere og hurtigere gennem bogens mange billeder. Med generthed og en følelse af at gøre noget forkert, hvilket sikkert farvede mine kinder, slugte jeg billederne, med et hurtigt blik over skulderen ind imellem.

Da jeg endelig forlod forretningen, var det med en nyfunden verden i tankerne og med en nysgerrighed der kun ville have mere. En nysgerrighed og en lyst der sidenhen er blevet udforsket, udfordret og udlevet.

Nu stod jeg igen der i forretningen med en lignende bog i hånden, en mandlig kæreste i hjertet og et afklaret jeg i sindet. Den våde foråsdag dengang i Paris var forlængst skubbet bagud i minderne, men som jeg stod der og tænkte tilbage blev dagen skabt igen, som var det sket dagen før. Mindet skabte smil på mine læber og en hvis form for taknemmelig var efterladt i kroppen, da jeg igen gik ud af den lille boghandel i Marais.


tirsdag den 15. september 2009

Paris på tomandshånd.

Var afsted med fem piger, så valgte flere gange at gå på egen hånd rundt i Paris. Ikke kun for at undgå for mange vintage- og kvindetøjsforretninger, men også fordi jeg godt kan lide at opleve og indsnuse byen for mig selv. Er vild med at være på tomandshånd med en ny storby.

Da jeg sagde farvel til pigerne og efter få sekunder mærkede friheden, blev jeg ét med byen. Kom ind i tempoet og gik raskt ned ad gaderne. Selvom jeg ikke havde været der i ti år, var det som om jeg vidste hvilken vej jeg skulle. Ellers viste Paris vejen. Hele tiden så jeg kom ind i små gyder bag de mest befærdede gader, stødte ind i skønne detaljer ved byen og fik stemningen ind under huden.

Nogen vil måske synes det er en anelse underligt eller excentrisk at have lyst til at gå rundt alene, men det er dér jeg føler jeg oplever allerbedst. Med ro til at opleve byen og stemningen. Jeg nyder at byen er det eneste selskab, så tiden er styret af en dialog mellem byen og mig. Ikke andres ideer, indblanding eller lyster. Men udelukkende styret af hvor intuitionen og strømmen fører mig og hvad byen vælger at vise mig. Sådan føler jeg at får atmosfæren bedst ind på kroppen.

Når man går alene ligner man heller ikke for meget en turist. Hvilket også kom til udtryk ved de utallige gange jeg blev stoppet og spurgt om vej. Hver gang måtte jeg forsøge på engelsk, at forklare at jeg desværre ikke var fra byen. Desværre! Men hver gang gik jeg videre med en følelse af at være meget "Paris". Tænk at blive taget for at være pariser.

Da jeg sad på græsset i en af parkerne med min frokost og en bog i skødet, hørte jeg pludselig på dansk "Ham har vi set før!" Ville ønske at jeg ikke havde kigget op, men af ren refleks på det danske sprog gjorde jeg det alligevel, og en dansk gruppe af unge der havde siddet i samme kupe i toget fra lufthavnen, gik på stien foran mig. Da de så jeg reagerede, farvede rødmen ansigterne. "Ej, han er dansk!" Jeg smilte bare og kiggede ned i bogen igen. Bliver altid lidt ærgerlig når jeg møder andre danskere på mine rejser. Det river mig ud af det univers jeg skaber mellem byen og mig selv. Universet hvor jeg ér en del af byen og ikke kun gæst.

Gåturen gennem Marias, førte mig rundt i små gader med selvstændige butikker, hyggelige caféer, modeshow i gaden og farvestrålende forretninger med regnbueflag i vinduerne. Marais er Paris’ bøssekvarter, og som det ofte er i de kvarterer, så var der også fuld knald på i Marais. På caféerne sad mænd og kiggede indiskret når jeg gik forbi. I gaden kom mænd gående hånd i hånd, og den lykkelige følelse ved at gå rundt i Paris, blev til ekstra varme ved dét syn. I det hele taget fik den konstante tilstedeværelse af kærlighed, hjertet til at smelte gang på gang. Flere gange skulle jeg tage mig selv i, ikke at komme til at stå og stirre med læber i bevægelse, som var jeg selv med i kysset. Den fuldstændige naturlighed omkring det at vise kærlighed, skabte en romantisk atmosfære i byen, der fik fuglenes kvidren over tagene til at lyde endnu mere fortryllende.

Med Paris i blodet satte jeg mig i solen på en af de mange fortovscaféer, med et iskoldt glas hvidvin. For at hvile fødderne og for en stund at lade byen fare forbi mig. Samtalen med Paris fortsatte i et nu roligere tempo.

mandag den 14. september 2009

Sensommer i Paris.

Pladsen foran Louvre myldrede med liv og kun den store glaspyramide stak op gennem menneskemængden. Biler suste forbi og undgik kun med nød og næppe letsindige turister på vejbanen. Besøg ved den berømte bygning blev foreviget med kameraer overalt på pladsen, hvor positioner blev taget foran smukke baggrunde. Formiddagssolen lagde stadig halvdelen af pladsen i skygge, men stadig så bygningen imponerende ud. Sollyset nåede til gengæld fint den lille Triumfbue, der lyste klart op for enden af pladsen.

Det store smukke parkanlæg foran Louvre var langt mere stille, hvor turister og parisere roligt gik rundt og nød det grønne græs, de farvestrålende blomster og den allerede varme sol fra oven. Den guldbelagte top på Obelisken på Place de La Concorde lyste stærkt i den kraftige sol og selv på afstand gav denne spidse lysende top et nærmest helligt indtryk, så øjnene blev låst af det betagende syn.

Gik ned mod Seinen, hvor roen for alvor gjorde sit indtog. Stilheden fyldte det nedsænkede rum omkring floden, med de små stier og træer langs med floden. Storbyens tilstedeværelse var dog hele tiden en bevidst ved den svage summen fra de travle veje omkring floden. Under en bro stod en saxofonist og tilførte den lune dag endnu flere varme toner. Akustikken under broen gav musikken guddommelig klang og efterlod en helt ubeskrivelig følelse af lykke i kroppen. Flere steder langs vandet sad andre musikanter og spillede. Som om den smukke sensommerdag ikke kunne holde dem fra at dele deres lykke med de forbipasserende.

Solen gav genskin i de små bølgetoppe, prammene der langsomt gled op ad floden, skabte. De friske men lune vinde legede i de grønne blade på træerne, og fik hårene på de bare arme og ben til at kilde let. Satte mig på en bænk i solen og lod bare byen og varmen trænge ind med alle sanser der kunne aktiveres. Nød den smukke arkitektur og de mange fantastiske detaljer på husene langs floden. Morede mig over de handlende ved de utallige mange små træboder langs floden. Smilte og nikkede til andre smilende forbipasserende. Prøvede mit bedste “Bonjour”.

Livet i Paris blev mærket med fuld udblæsning i det levende Marais, hvor gaderne var smalle mellem de små huse og mennesker gik hurtigt ud og ind mellem hinanden, som et skuespil for de siddende ved de mange hyggelige fortovscafeer. Shoppingposerne fyldte godt alle steder, og stilletter på brostenene klikkede næsten i takt med de larmende mælkesteamere på caferne.

Med trætte føder og en duftende kaffe i hånden tog jeg plads på plænen på Place des Vosges. En utrolig smuk park omringet af huse med lange buegange ud mod pladsen, hvor restauranter, gallerier og små butikker har fundet plads. Parken summede af glade stemmer og overalt glimtede smil-blottede tænder i solen. Grupper af studerende der benyttede sig af muligheden af at læse udenfor, enlige der der sad med lukkede øjne og nød solen og forretningsfolk i jakkesæt og bare tæer, der indtog frokosten i solen. Smed selv skoene, fandt min bog frem og nød solen, kaffen, stemningen, og indtrykkene fra de første timer i Paris. Nød det fantastiske åndehul i det ellers travle Paris.