søndag den 16. august 2009

Paradiset Bali #4: Luksus og forkælelse.

Da søvnen langsomt har tukket sig ud af øjenkrogene, kæresten kysset godmorgen og loftet i himmelsengen endnu engang beundret, hopper jeg roligt ned fra sengen og trisser over det kølige marmorgulv for at trække de store skodder til side. For derefter at rulle de store glasdøre væk og lukke den friske, men allerede lune, luft ind. Kæresten bliver liggende i sengen og nyder udsynet til Det Indiske Ocean der bruser højlydt mod stranden. Muligt han også nyder synet af min nøgne krop, som jeg bliver stående i døråbningen et kort øjeblik og nyder endnu en morgen med denne fantastiske udsigt.

Selv springer jeg i poolen og lader det friske vand trække den sidste søvn ud af kroppen. Nyder bare morgensolen, det kølige vand mod kroppen, de høje palmer, hvis blade kaster legende skygger på terrassen og de farverige Frangipaniblomster der flyder rundt i poolen. Svømmer hen til kanten, hviler afslappet arme og hage på fliserne og lader mig endnu engang opsluge af synet af de store bølger. Vender mig om og smiler til kæresten der selv ligger med et saligt smil. Uden ord er vi enige om at nyde vores egen private poolvilla på stranden.

Nyde denne luksus. Da jeg endelig tager mig sammen til at kravle op af poolen, står kæresten allerede under bruseren der står frit i det store badeværelse, med marmorfliser på gulve og vægge og det store romerske badekar som centrum i rummet. Den blå himmel kan ses og fuglefløjt høres gennem den store åbning - dog beklædt med myggenet -, mellem væggen og det stråtækte tag, hvis underside står råt sammen med de mørke mahognibjælker i hele villaen.

Kæresten spørger med et lykkeligt smil hvilken spabehandling vi mon skal have i løbet af dagen. Et spørgsmål der straks sender tanker tilbage til de foregående dage med massager, ansigtsbehandling, fodmassage, pedicure, manicure og bodyskrub. Bare et udpluk af de mange lækre muligheder i Seminyak. Inspireret af det rolige balinesiske tempo, bliver vi enige om at vi må se hvad vi vil i løbet af dagen. Men en eller anden form for behandling vil vi have lavet. Nu mulighederne er så gode, som de er på Bali. Der findes de lækreste spa på Bali og i særdeleshed i det mere eksklusive Seminyak. Den enorme velvære der er mulighed for til kroppen, vil simpelthen være synd ikke at benytte sig af. Nogle dage har mageligheden overtaget os så meget, at vi blot har benyttet resortets faciliteter.

Efter en dag i solen, nydt solnedgangen med den brændende himmel og en sidste dukkert i poolen, bliver det tid til at gå ud i natten og nyde en af Seminyaks mange restauranter. En af de hyggelige lokale med autentisk servering under træerne i små baggårde eller en af de lækre designerrestauranter med udsøgte menuer og omgivelser man kun hidtil har drømt sig til? Valget falder på The Breeze på Samaya Resort. Efter en gåtur med de bare tæer i sandet, kan vi allerede på afstand se de runde rislamper der hænger mellem palmerne langs kanten og gynger let i brisen fra havet. Med direkte afgang fra stranden og få meter fra hvor havet slår ind, og op af en lille trappe er vi på The Breeze. De lange hvide duge med små levende svæver nærmest over den grønne græsplæne. Resortet med imponerende poolområde, mørke loungemøbler med hvide puder i små hyggelige grupper på den kæmpe græsplæne bag os og den åbne himmel over os er én ting, der giver en fornemmelse af at være et særligt sted med sans for detaljer og lækker smag. Men noget helt andet, der får alt andet til at virke næsten ligegyldigt, er at sidde på første parket ud til det brusende hav, hvor projektører gemt i beplantningen under os, kaster et særligt lys på det hvide skum der hele tiden bliver kastet frem foran os. Dét syn får os flere gange til at tabe mælet under middagen, for i stedet bare at følge bølgerne som de ruller hen langs stranden med enorme brøl. Brisen fra havet glimter som en let tåge i lampernes rolige skær, men kan ikke mærkes i den lune sommeraften. Kun den let salte duft af havet, rammer som en blød pude. At maden og serveringen ovenikøbet er uovertruffen gør bare aftenen endnu mere fortryllende.

Stemningen fanger os og flere gange sidder vi bare og smiler forelsket til hinanden imens vi lader de store rødvinsglas klire let mod hinanden. Det er umuligt at holde begejstringen og den romantiske følelse omgivelserne efterlader, for os selv. Den lyser tydeligt i øjnene på os begge. Meget tydeligt åbenbart, for pludselig prikker en ung kvinde fra et andet bord, os på vores skuldre. “Give me your camera!” “You guys look so cute. You want to have a picture of this.” “And show me more love!” Smilende og lidt rødmende giver vi hende kameraet og smiler som ønsket. Ramt af en indre lykke af at kærligheden trods alt er så tydelig, at selvom vi ikke viser den bevidst, så kan den stadig fornemmes.

Går hjem i vandkanten, hånd i hånd. Opløftede efter den fantastiske aften. Opløftede af kærlighed. Lægger os trygt i hinandens arme i den store himmelseng. Lytter til havet der stadig bruser, så det lyder som om en orkan raser udenfor. Kun afbrudt af korte, men høje skrig fra flagermusene der flyver rundt i natten. Med de mange lyde, der giver roen frit lejde i kroppen, og de varme hjerter falder vi i søvn efter endnu en dag i vores midlertidige paradis.