Taxi-chaufføren svarede godt nok “yes yes” da vi gav ham adressen og flere gange undervejs forklarede vi hvor vi skulle hen. Alligevel kørte vi pludselig i den stik modsatte retning. Med tålmodighed prøvede vi at overbevise ham om at vi altså ikke var på rette vej. At den brøkdel han havde forstået af vores sætninger - nemlig bydelen - ikke var nok til at finde én bestemt adresse. Heldigvis havde jeg nået at kigge på et kort hjemmefra, så endte med at sidde og guide chaufføren rundt min egen bedste overbevisning og ganske rigtigt, lige pludselig holdt vi foran konservatoriet hvor vi skulle være.
Forsinket af den lille omvej og monsunens forvandling af gader til floder der gjorde det umuligt at komme frem nogle steder. Når monsunen rammer bliver dag til nat og vandet begynder at vælte ned, som bliver det hældt direkte ud af en kæmpe spand. Vandet ligger højt i Kathmandus gader og motorcykler drukner på stribe. Biler holder midt i det der mest af alt ligner floder og har givet op overfor vandmasserne. Langs husmurene står folk tæt for at finde en smule læ for de enorme vandmasser fra oven og dem der alligevel bevæger sig rundt på fortovene har smidt skoene og trukket op i bukser eller kjole. Ti-femten minutter senere stopper vandet og afløses af strålende sol lige så hurtigt som regnen kom.
Om monsunen forsinkede flere eller om det bare var normal nepalesisk tidspræcision. I hvert fald var der ikke kommet mange, da vi kom i sidste minut før showstart. Men flere kom dryssende og virkede egentlig ikke påvirket af forsinkelsen. Tværtimod. Showet endte da også med at starte tre kvarter senere end planlagt, og dét med største selvfølge for alle. Selv kæresten har allerede adopteret det noget sløsede forhold til tid, på de seks måneder han har været her. Noget jeg helt sikkert skal vænne mig til.
Showet, en afslutning på et projekt: TransArt Project Nepal, et samarbejde mellem en hollandsk gruppe og Nepals LGBT-org. Blue Diamond Society (BDS), for give større opmærksomhed omkring Nepals homo- og transseksuelle. Vi var inviteret med af BDS som jeg laver noget arbejde for.
Det hele startede med en kort introduktion og showet fortsatte med sang, dans, skuespil og musik. Et par underholdende timer, der mest af alt mindede om at være gæst ved en skoleforestilling af de mindre klasser. Lys og lyd kiksede flere gange, nogle kunne bestemt ikke synge, andre havde svært ved at koncentrere sig om andet end at posere rigtigt på scenen. Det hele meget simpelt og primitivt. Men det var fedt at se dem have det sjovt på scenen. De nød det fuldt ud, ikke mindst at stå på en scene foran en fyldt sal. Smilene og glæden i deres øjne overskyggede bestemt, at showet måske ikke hele tiden var så seriøst. Den stolthed de gik ned fra scenen med var oplivende at være vidne til og fremkaldte store smil.
Transseksuelle især har mange gange meget svært ved at få job i Nepal og kaster sig i stedet ud i den noget mørklagte sexindustri. TransArt Project skulle oplyse og give de transseksuelle en oplevelse af, at de kan udrette og opnå noget. Så at se den indlevelse, glæde og stolthed var en fantastisk oplevelse. Det var virkelig livsbekræftende og optimismen var tyg i luften i salen.
Så trods forvirret taxi-chauffør, monsunregn, nepalesisk tidsånd og et simpelt show, var det en rigtig fin og sjov eftermiddag, hvor vi fik lejlighed til at hilse på den hollandske gruppe og rose dem for deres store og tålmodige arbejde. Ikke mindst også at hilse på nogle stykker af de lokale, der nysgerrigt kom over for at høre hvad to unge hvide fyre lavede der. Nysgerrighedensteg kun når vi fortalte at vi bor i Kathmandu.
Opslag
