lørdag den 8. januar 2011

Dubai #3: Luksus ved vandet.

Taxien nærmest fløj ud ad den store hovedvej med høj fart, men vi kunne stort set intet mærke. Som fløj bilen virkelig få centimeter over den sorte asfalt. Den fejlfrie nye asfalt i Dubais formidable vejnet, gjorde en køretur gennem byen til en flydende oplevelse af, bare at glide gennem byen, imens højhuse, glasfacader og stålflader omkring os glimtede i solen.


Dubai er ikke lavet til gående. Tværtimod, så turene i taxi var nødvendige. Ligesom turen vi var på, på vej mod den nye marina i Dubai, den største menneskeskabte marina i Verden. Med den lysegule strand på den ene side og højhuse stående tæt på den anden side, blev vi sat af i hjertet af marinaen. Lige så åben og blå himlen var ud over havet, lige så svær var himlen at se mellem højhusene på den store ø i midten af marinaen. De stod så tæt og de var alle i samme farve gule farve, at det var svært at skelne dem fra hinanden. Kun enkelte højhuse i andre materialer eller farver brød den enorme mur af lejligheder der rejste sig foran os.


Mellem foden af de forreste højhuse og den store strand løb en lang promenade med brede fortov, små cafeer i solen, enkelte palmer placeret præcist og små gangbroer der krydsede vejen over til hotellerne på stranden. I samme gule farve som højhusene. Dyre biler i massevis der med nynnende motorer kørte langs promenaden. Blomsterbede, springvand og arkitektur der forsøgte at lede tankerne hen på Sydeuropa gav det hele et lidt overfladisk og sjælløst præg. Men samtidig var der noget betagende ved den rene luksuriøse atmosfære der blev skabt.


En gåtur mellem højhusene ledte os hen til en af de fire broer der bandt den store ø til fastlandet. Derfra var der glimrende udsigt ud over den enorme lagune selve marinaen udgjorde, hvor massevis af hvide både lå side om side, langs kajen der bugtede sig i bløde kurver. Palmer stod langs kajen og solen legede i den lyseblå havoverflade der gav genskin i højhusenes glasfacader på begge sider af lagunen. Den friske duft af saltvand gav marinaen den sidste glans.


I naivt forsøg på at gå fra marinaen langs stranden, måtte vi efter et par forsøg igen hoppe ind i en taxi og satte kursen mod Jumeirah Beach. Vi rullede op foran Jumeirah Beach Hotel og dørene blev åbnet af portierne med et imødekommende smil. En stor og imponerende foyer blev det næste møde, inden vi på den anden side af hotellet kom til den hvide strand.


Med udsigt til det verdensberømte Burj Al Arab, lagde vi os på to strandstole i vandkanten, kun halvanden hundrede meter fra den lille ø, hvor Burj Al Arab stod som et stolt hvidt sejl omgivet af en blå himmel og det åbne hav. Det syv-stjernede hotel var en sand fornøjelse for øjet. Stort og imponerende, med linjer og detaljer der blev ved med at betage.


Fra vores strandstole kunne vi følge limousiner trille over den hvide bro ud til øen. Men hotellets gæster kunne ikke kun ankomme i store luksuriøse biler. Med helikopter pad øverst på hotellet, var den ankomst også en mulighed. Vi så det dog mest som en ekstravagant signalværdi fra hotellet. Men flere gange blev havets sagte brusen, brudt af en høj motorstøj når en helikopter fløj til eller fra pad’en.


At ankomme til sit hotel i helikopter ér uden tvivl ekstravagant, men i den overdådige sfære der hang i luften omkring Burj Al Arab, kom det til at virke normalt. Som så meget andet i Dubai og på stranden ved Jumeirah. Dubai er en by der på mange måder er vild, ekstravagant og luksuriøs ud over forestilling, men som samtidig har disse ting som en del af dens særlige sjæl.