Etiopien #2: Punktering midt på savannen.

Den hvide Mitsubishi pickup suste gennem den afrikanske savanne. Det åbne landskab lå udstrakt på begge sider af os. En klynge lerhytter og en tøjret ko brød med naturen i ny og næ. Ellers var det bare træer med spinkle stammer og store flade kroner der stak op i landskabet. Som bonsaitræer i overdimensionelle udgaver. I bilen var vi en dansker, en franskmand, en kinesisk englænder og en italiensk etiopier, og humøret var højt. 

Da det begyndte at lugte lidt brændt var vores første kommentar at det nok var fra en af de hytter vi var kørt forbi. Men lidt efter lød der et højt knald og pickuppens venstre bagende begyndte at hænge. Efter at være kørt ind til siden måtte vi konstatere at dækket var helt og aldeles fladt. På samme tid var vi midt i ingenting og alting. Fra de nærmeste hytter kom et par børn nysgerrigt frem og fulgte med i hvad de fire fremmede mon havde gang i. 

Det flade dæk var smurt ind i en blandning af smeltet asfalt og smeltet gummi. Solen havde vundet. Den bagende afrikanske sol stegte os fra oven midt på den etiopiske savanne. Der gik heller ikke mange minutter før vi begyndte at stønne i den vindstille mur af voldsom varme vi var steget ud i, hvor også asfaltens varme kunne mærkes gennem sålerne. 

Reservedækket blev taget ned fra ladet og de to dæk skiftet ud imens trafikken suste faretruende hurtigt forbi os. Da vi sænkede hydraulikken i donkraften udbrød vi nærmest synkront "Merde!". Reservedækket var også fladt. Håbløsheden nåede at melde sig. Varmen og solen blev med ét endnu mere skræmmende. Selv de tilløbende børns øjne vidnede om opgivenhed på vores vegne.

En hurtig beslutning blev taget og begge dæk taget af igen. Det næste køretøj der kom forbi var en bus i høj fart som alligevel stoppede da vi viftede med armene. Den "indfødte" af os løb hurtigt over og stillede sig i svingdøren der var blevet hevet op så højtalernes høje afrikanske toner trængte ud over savannen. Heldigvis taler han det etiopiske sprog amharic, hvilket gjorde tingene noget nemmere i sådan en situation. Bare det at den hvide mand talte deres sprog vandt buschaufføren.  

Chaufføren ville gerne tage os med til nærmeste landsby, så de to dæk blev smidt op på taget med hjælp fra et par mandlige passagerer. Min kammerat og jeg hoppede ombord i bussen og de sidste to blev ved bilen. Vi fik plads allerforrest ved siden af chaufføren med front mod resten af bussen. Hele vejen ned gennem bussen blev der strakt hals og de nysgerrige hvide øjne lyste op i de mørke ansigter. Især jeg tiltrak opmærksomhed værende høj, blond og hvid. Min ven måtte svare på nysgerrige spørgsmål om mig fra de nærmeste der vovede at tage kontakt. Selv forsøgte jeg bare at smile venligt uvidende om hvad der blev sagt om mig. 

Et par kilometer efter kom vi til en landsby, bestående af en række hytter på hver side af hovedvejen, hvor tre stablede dæk og et på højkant øverst signalerede at hytten var værksted for en mekaniker. Chaufføren sendte sin hjælper ud for at sondere situationen inden vi to hoppede ud af bussen. Da han kom tilbage med et "ok", steg vi ud med chaufførens råb til landsbyens beboere om at behandle os pænt som støtte i ryggen. Vi takkede ham mange gange med vinkende arme da han hængende ud af vinduet hilste os god rejse. 

Mekanikeren og hans hjælpere tog straks fat i dækkene og begyndte at løsne det hårde gummi fra fælgene. Da slangen kom ud af dækket på det oprindelige dæk var det tydeligt at varmen havde været voldsom. Slangen var eksploderet og i flere dele. 

Imens mændene arbejdede med dækkene stimlede flere og flere nysgerrige sammen for at følge situationen og for at se os. Børn og voksne. En stor flok børn i mørkerøde skoleuniformer og bøger under armene stoppede op på den anden side af vejen. Enkelte børn vovede sig så langt at sige hej til os med en kæmpe smil og høje grin til følge når vi svarede med et hej. Flere gange blev de nysgerrige viftet væk af mekanikerens hjælpere for at skåne deres kunder, men hurtigt efter var en stor kreds sluttet omkring os igen. Et æsel vandrede upåagtet af situationen gennem mængden. Vi rykkede væk fra solen og ind under værkstedets halvtag, og blev tilbudt et par skamler at sidde på og vores nej tak blev ikke accepteret. En af mændene blev stående til vi havde taget imod deres gestus. Mekanikerens ansigt og hår skinnede af sved af det hårde arbejde i den kraftige varme. 

Da første dæk var færdigt og vi kunne tage tilbage mod bilen viftede de mange mænd kollektivt med armene af den første lastbil der kom. Den stoppede og tog os glædeligt med. Dækket og chaufførens hjælper fik plads i lastbilens store lad imens min ven og jeg fik plads i det farvestrålende og pyntede førerhus. Han stillede ikke mange spørgsmål men agerede derimod som om at det var den største selvfølge at tage os med. 

Vores venner tog imod os med store smil efter at have tilbragt en god time alene sammen med bilen under den bagende sol. Dækket blev sat fast og vi kunne igen svinge pickuppen ud på vejen. Lidt efter nåede vi landsbyen hvor mekanikeren ventede med det andet dæk. Folkemængden var kun blevet større ved rygtet om de to fremmede i byen. De blev endnu engang viftet væk da vi nu var der alle fire og lignede noget der var fra en anden verden. 

Mekanikeren gik de andre dæk efter og pumpede ekstra luft i dem, tjekkede batteriet og olie på bilen. Han ønskede os god rejse og hans vinkende hånd kunne ses i bakspejlet hele vejen ud af landsbyen. 

Så en oplevelse der på mange måder kunne være angstfremkaldende endte med at være en utrolig positiv oplevelse der gav os smil på læberne. Alle vi mødte på vores vej var imødekommende og hjælpsomme. Ingen lod sig mærke af nogen som helst form for afvisning eller afstandstagen. Tværtimod var det næsten rørende at mærke og se hvor meget alle var ivrige for at hjælpe. 

Nogle kilometer efter landsbyen stod en ung mand i vejkanten med sin motorcykel og vinkede ad os. Efter vores oplevelse lidt forinden stoppede vi med det samme. Han var løbet tør for benzin, og havde brug for et lift til næste by. Vi fik motorcyklen løftet op på ladet og han hoppede selv op ved siden af for at holde den. 

Da vi lidt efter igen suste igennem landskabet med ham på ladet var det svært ikke at komme til at tænke på god karma. Vi drejede alle ansigterne mod hinanden og grinte højt i kor.

Etiopien #1: Roadtrip til Simien Mountains.

Jeg landede i Etiopiens hovedstad Addis Ababa sent en aften. Allerede ved indflyvningen blev jeg overmandet af smilet ved tanken om at et nyt eventyr skulle til at starte. Den store by bredte sig i landskabet under os. Men den så ikke ud som mange andre storbyer når man er ved at lande. Der var stort set ikke noget lys. Byen lignede mest et stort mørkt tæppe med enkelte glimtende sten syet fast hist og her. Få bevægende lys vidnede om en smule liv i gaderne og de mørke konturer af lave bygninger kunne anes i det svage lys da vi var tilstrækkeligt lavt. Mine tanker gled over i de gange jeg er landet i Accra i Ghana og på de eventyr jeg har haft dér. Forventningerne til de kommende uger i Etiopien voksede kun. 

Et par dage efter var det tid til at forlade Addis og tage hul på første roadtrip nord på til nationalparken Simien Mountains, en del af den afrikanske Rift Valley. Den første time gik med at finde vej ud gennem Addis’ kaos af biler, dårlige veje og manglende trafikkultur. En storby i rivende udvikling med en masse uskønne og halvfærdige konstruktioner til følge, samtidig med at slumområder og interimistiske huse stadig ligger klemt inde mellem de nye højhuse.

De mange rå byggepladser og slummens faldefærdige huse blev dog erstattet af storslået natur da vi først kom ud af byen. På alle sider af os åbnede den storslåede natur sig op, og horisonten i det bjergrige landskab flyttede sig hele tiden som vi kørte ud og ind og op og ned mellem bjergene. Kontrasten til Addis’ snævre udsyn var slående. Den klare blå himmel fik alt til at stå stærkt og i skarpe linjer. De takkede bjergsider skar råt gennem det store blå lærred. På savannen skiftede farverne hele tiden mellem den rødlige jord og  de grønne træer og buske der nogle steder stod i tætte klynger og andre ensomt langt fra hinanden. De ranglede træer stod vindblæste over savannen med sine grene strukket ud i en flad krone. Nogle steder var alle træerne blevet fældet og vinden havde fået lov til at tage herredømmet over landskabet. Kun vejen og enkelte mørke klippestykker brød med det ellers øde røde landskab. 

Hist og her lå en lille klynge af små runde lerhytter med kegleformet tag i strå. Ofte i skygge af et par store træer og med et par køer, æsler eller geder tøjret omkring hytterne. Et par børn legede ud og ind mellem hytterne og dyrene. Alene smilene på deres læber fik deres grin til at trænge gennem bilruderne. I baggrunden vidnede et par bøjede rygge om at de voksne var i markerne. Andre steder langs vejen blev store flokke af magre køer med tydelige ribben i huden og geder ledt rundt af hyrden med en lang tynd gren der fungerede som pisk. Et sted sad en ældre mand på hug i nogle farvestrålende gule og røde klæder og lyste op i den sorte skygge under et enligt træ. Under ham lå den røde jord, over ham den klare blå himmel. Det var ham og den afrikanske savanne.

Det åbne landskab overraskede. Hvor vi flere gange troede vi kørte på en åben flad savanne, åbnede jorden sig pludselig op i enorme kløfter og åbenbarede at vi havde kørt på toppen af et plateau. Landskabet fik mere og mere udtryk af at være blevet flået og revet i. De rå klipper stod stejle, og dybe kløfter og høje bjerge afløste hinanden i et råt og næsten brutalt landskab. Men det var samtidig fantastisk smukt og bjergtagende. Klippeformationerne stod stolte som naturens egne kunstværker. Øjnene vandrede konstant rundt i det storslåede landskab i forsøget på at tage det hele ind, uden det dog lykkedes at få det hele med. Det var ikke muligt at fordøje det ene smukke billede før et nyt dukkede op. 

Et stykke af vejen kørte vi på de stejle bjergveje langs den blå Nil der bruste gennem landskabet og blot tilførte endnu flere smukke billeder til nethinden. Den frodige natur omkring floden stod i kontrast til det ellers golde landskab. En flok bavianer legede rundt i vejkanten og viste tænder hvis bilen kom for tæt på. Lidt efter kom en flok drengene løbende med store bundter hvidløg i hænderne. Storsmilende til os i bilen i håb om at få solgt lidt af dagens høst. 

De var ikke de eneste langs vejene der ville sælge. Efter en overnatning i den lille by Debre Markos fortsatte vi tidligt om morgenen mod Gondar for foden af Simien Mountains. Langs vejene var der en ren folkevandring gennem morgendisen. Handlende der skulle til de nærmeste større landsbyer for at komme på markedet. Folkene kom alle vegne fra og alle slæbende med et eller andet. De tunge korte skridt, ofte på bare fødder, og de bøjede rygge vidnede om tung vægt i kurvene på ryggene. Det var både ældre og børn. Et par smådrenge kom hver løbende med en høne dinglende i fødderne fra deres hænder. En ældre kone gik med et enkelt kid i en kort snor. Andre kom slæbnede på store kurve eller trak trillebører fyldte med varer. Dyr, korn og andre afgrøder, fletkurve, metalvarer, træhåndværk og hvad der ellers kunne tænkes at indbringe indtægt på markedet. Store heste- og oksekærer brød den kilometer lange karavane af vandrende. Nogle kærer blev endda trukket af voksne mænd. Enkelte diskrete hænder ud mod bilerne der suste forbi var et håb om ekstra indtægt på den lange vandring. 

Sammenholdet og måden de alle hjalp hinanden var rørende og tankevækkende. Lige såvel som det var hjerteskærende at se dem gå i én lang række tunge skridt for skridt i kampen for at tjene til overlevelse. Det var på samme tid ufattelig smukt og utrolig skræmmende, og mine våde øjne var en kombination af dét og så den hjælpeløshed og magtesløshed jeg selv sad tilbage med i bilen. Indtrykket var for stort og overvældende.

Det samme var - uden at de to tåler sammenligning! - solnedgangen da vi først var ankommet til Gondar. Der er intet som solnedgangen over den afrikanske savanne. De mange farver der spiller sammen ude over den røde savanne og bjergene der kommer til stå frem som mørke konturer efter først at have været farvet røde i solen. Solen i sig selv der næsten ikke ses større noget andet sted end i de minutter hvor den nærmer sig horisonten. Den kraft den udstråler lige dér får alle lyde til at forstumme og alle andre tanker i hovedet til at trække sig tilbage for en stund. En afrikansk solnedgang er usammenlignelig med noget andet og burde opleves af alle. 

Agadir, Marokko: Den smukkeste løbetur på strandpromenaden.

Løbeskoene blev bundet og jeg luntede ud fra hotellet til Agadirs smukke strandpromenade. Brisen bragte friske dufte af hav med sig og bølgernes kraftige brusen trængte stærkt igennem i den klare aftenhimmel. Palmerne langs den lange promenade lod bladene danse i vindene, og skabte en sagte knitren mod hinanden. Solen var allerede så småt begyndt at lade sine varme nuancer brede sig på himlen på sin vej ned mod vandspejlet. 

Strandpromenaden bugtede sig ud og ind godt fire kilometer langs stranden i bunden af bugten. Med den hvide og stilrene marina i den ene ende og ørkenenes gyldne banker i den anden. En massiv granitkant markerede overgangen til den brede latte-farvet strand, kun brudt af bløde nedgange der integrerede stranden og promenaden. Hvor sandet ophørte bugtede vandkanten sig næsten parallelt med promenadens granitmur, og det enorme Atlanterhav strakte sig så langt øjet rakte. Bølgernes hvide toppe slog ind mod stranden og kastede lange tunger af vand op over sandet. En flok drenge spillede fodbold i bare tæer hvor vandet gjorde sandet hårdt, og banen var blevet ridset ned i sandet. Deres grin og råb gav genlyd på stranden, og smittede som blev også deres smil bragt med viden. Løbeturen startede med en salighed i kroppen. 

På den anden side af promenaden lå åbne restauranter, caféer med små borde foran og loungebarer med lave bløde sofaer. Alle steder på promenaden var der liv. Enten sad folk og nød Marokkos traditionsrige myntete serveret i små fine sølvkander, drak en duggende kold lokal øl eller sad og nippede til en skål oliven imens roséens lyserøde farve spillede i solen. Nogle havde fundet plads på granitmuren med en to-rosgo kaffe og Atlanterhavet som kulisse. Andre havde en lille picnickurv med og havde taget plads i det bløde sand. Men også mange gik bare aftentur med kæresten, ægtefællen, børnene eller vennerne og nød samme fantastiske atmosfære som mig på min løbetur. 

På promenaden hilste jeg solidarisk til andre løbere og blev overhalet af unge på rulleskøjter eller cykler. Jeg kom forbi flere træningslegepladser hvor børn og voksne var i gang. En ung fyr stod og sjippede næsten mediterende imens solens genskær i havet glimtede i hans øjne og det lille smil på hans læber. Nede på stranden mellem kolonierne af stråparasoller blev der spillet beachvolley flere steder. Ældre mænd var gået sammen om at spille petanque i sandet. En far byggede sandflot med sin søn i vandkanten. Andre børn løb bare rundt og legede med store smil og kastede længere og længere skygger rundt på stranden. Ude i bølgerne lå de sidste surfere og ventede på endnu en tur på en af den store bølger. Ikke langt fra dem var mørke klipper blevet blottet af lavvandet. Solen stod nu så lavt at bølgernes skyggesider trådte frem som mørke streger i den gyldne havoverflade. 

Jeg nåede ørkenen i den anden ende, og kunne vende om så jeg hele hjemturen til marinaen kunne løbe med front mod solen. De sandfarvede huse langs promenaden fik tilført liv og en varm glød. Samtidig var det som om roen sænkede sig over promenaden. Folk stoppede med at snakke, men rettede i stedet bare blikket mod horisonten hvor himmel og hav var farvet af de smukkeste gyldne og varme farver. Solen havde endnu ikke ramt horisonten, men stod som en enorm ildkugle lavt på himmelen. En kunstmaler sad ved staffeliet og brugte det orange lys som dagens sidste arbejdslys. Et par handikappede tiggere modtog barmhjertigt mønter i de indbundne hænder. 

Himmelens røde farve blev kraftigere og fiskebådene i horisonten blev til sorte silhuetter. Pludselig fik jeg øje på et syn der fik mig til at stoppe op. Med den røde himmel som baggrund kom to ryttere ridende på hver deres dromedar. Dromedarernes ranglede ben med de kraftige runde knæ og små klove tog tunge men elegante skridt i det bløde sand. Upåagtet af sandet blæsten fik til at fyge omkring benene på dem. På ryggen sad de to mænd og vuggede rytmisk i takt med dyrenes bevægelser. Deres marrokanske mørkeblå klædedragter og tørklæderne der var bundet om deres hoveder blafrede efter dem i vinden, og gjorde et arabisk eventyr levende.  Selvom vinden fra havet var urolig var de fire rejsefæller så rolige og hele billedet af deres rejse var betagende og hypnotiserende. 

Da jeg nåede tilbage til hotellet satte jeg mig selv op på granitmuren og nød solnedgangens sidste minutter. Der er intet som solnedgange der kan få mig til at slappe af og glemme alt andet end nuet. Den røde kugle forsvandt ned bag horisonten, men den mørkerøde farve hang stadig på himmelen, men fadede lige så stille over i aftenhimmelens sorte farver. Mørkets kulde omsluttede mig, og jeg luntede ind på hotellet efter en løbetur som ikke kun gjorde kroppen godt men også sjælen. 

Gensyn med Nepal #1: Lazimpat under forvandling.

Da jeg rejste lå der en helt nyåbnet butik. Nu ni måneder senere var der kun det plane betongulv tilbage som vidne om det der der engang var. Min faste barber Shankars lille salon i et smalt indhak i en bygning var forsvundet. Det samme var hans altid store smil fra gadebilledet. Tilbage var bagvæggen der nu var blevet til facade. Mure var blevet væltet, facader revet ned og fortove brækket op. Butikker hvor jeg altid hilste på ejeren om morgenen og aftenen til og fra arbejde, var nu væk. Restauranter havde mistet deres indgange og en række borde ved de vinduer der engang var ud mod gaden. I det lille supermarked på hjørnet var den tidligere indgang væk og erstattet af et nyt hul i væggen hvor der tidligere stod varehylder. 

En af Kathmandus hovedfærdselsårer Lazimpat var mit nabolag da jeg boede i byen. En af byens pænere kvarterer hvor også mange af ambassaderne ligger. En travl gade med masser af butiksliv, restauranter og nye projekter. Nu på grund af at Lazimpat skal udvides i forsøg på at løse trafikproblemerne, var området forvandlet til noget der mest af alt vækkede associationer til en krigszone. Et skræmmende syn.

Et næsten ugenkendeligt syn. Det var som at komme til en helt andet by, og alligevel lå der noget bekendt i skyggerne under murbrokkerne og bag de store bunker af jord og byggeaffald. Noget af det gamle Lazimpat kunne stadig anes. 

På begge sider af vejen var der blevet ryddet tre til fire meter. Uden hensyn til hjem eller butikker. Nogle steder var huse helt forsvundet, andre steder var det kun facaden der var revet væk, så rummene bag stod blottede i flere etager. Nogle steder sågar hvor billederne stadig hang på de farverige vægge i hvad der engang har været stuer og værelser. En enlig håndvask var de sidste rester af et badeværelse. Trappeopgange manglede den ene halvdel og gav de tilbageværende næsten svævende trappetrin et uhyggeligt udtryk. Nogle steder var beboere og håndværkere i fælleskab ved at bygge nye facader og skabe nye, nu mindre, rammer for privatlivet. Rester af de gamle mure stak stadig ud fra de nye facader og vidnede om den brutalitet nedrivningen var foretaget med. Hvor Hotel Ambassador tidligere lå var nu bare et stort hul i jorden, en masse murbrokker og nogle halve ydermure med huller hvor der før var vinduer. En stor itureven pressening spændt ud mellem nogle træer udgjorde en midlertidig mur fra ruinen til naboen. 

På begge sider af vejen lå et bredt ujævnt bælte af murbrokker, jord og mudder. Hist og her vidnede gamle butiksgulve og cementfundamenter om hvor bygningerne tidligere havde gået til, men nu stod i tilbagetrukket position. Store huller fyldt med sort tykt vand lidt løst dækket over var blottede kloakrør. Støv fra byggearbejde og fra den tørre jord hang i luften over Lazimpat som en grov sky der blandede sig med smoggen, og rev bare endnu mere i hals, næse og øjne. Skyen lagde en skræmmende tågeagtig stemning over området. Midt i det nedrevne bælte stod elmasterne stadig ensomme med det eventyrlige virvar af ledninger mellem sig. Nogle havde allerede fået kappet livsnerverne og stod nøgne og ventede på at lade livet for vejens udvidelse. 

Nogle steder havde de været hurtige til at lave nye facader og byens rum fremstod næsten urørt. Kun viden om hvad der var nogle måneder før, gjorde det synligt at gadebilledet var blevet ændret. Men mange steder var det tydeligt at der var en forvandling på igang og projektet stadig befandt sig i en startfase. Renoveringsarbejdet af de sørgelige rester var i fuld gang. Nogle steder endnu ikke startet. Interimistiske og midlertidige løsninger var alternativet andre steder. 

Det var en smule surrealistisk at komme “hjem” til. Lidt som at komme til en anden by hvor der alligevel var et eller andet der virkede bekendt. Men også skræmmende at komme til noget så velkendt og se det være under så brutal en forvandling. Om det kommer til at løse Kathmandus massive trafikproblemer er svært at spå om. I stedet for to baner ned gennem Lazimpat vil der på et tidspunkt være fire, men jeg har min tvivl om hvorvidt den ekstra plads vil give mere luft i trafikken. De fire baner ændrer ikke nødvendigvis trafikkulturen i Kathmandu. Men i det mindste sker der noget og der bliver forsøgt at løse byens problemer. Jeg håber blot at Lazimpat, næste gang jeg kommer tilbage, har tilbagevundet noget af sin charme og liv.