Gensyn med Nepal #1: Lazimpat under forvandling.

Da jeg rejste lå der en helt nyåbnet butik. Nu ni måneder senere var der kun det plane betongulv tilbage som vidne om det der der engang var. Min faste barber Shankars lille salon i et smalt indhak i en bygning var forsvundet. Det samme var hans altid store smil fra gadebilledet. Tilbage var bagvæggen der nu var blevet til facade. Mure var blevet væltet, facader revet ned og fortove brækket op. Butikker hvor jeg altid hilste på ejeren om morgenen og aftenen til og fra arbejde, var nu væk. Restauranter havde mistet deres indgange og en række borde ved de vinduer der engang var ud mod gaden. I det lille supermarked på hjørnet var den tidligere indgang væk og erstattet af et nyt hul i væggen hvor der tidligere stod varehylder. 

En af Kathmandus hovedfærdselsårer Lazimpat var mit nabolag da jeg boede i byen. En af byens pænere kvarterer hvor også mange af ambassaderne ligger. En travl gade med masser af butiksliv, restauranter og nye projekter. Nu på grund af at Lazimpat skal udvides i forsøg på at løse trafikproblemerne, var området forvandlet til noget der mest af alt vækkede associationer til en krigszone. Et skræmmende syn.

Et næsten ugenkendeligt syn. Det var som at komme til en helt andet by, og alligevel lå der noget bekendt i skyggerne under murbrokkerne og bag de store bunker af jord og byggeaffald. Noget af det gamle Lazimpat kunne stadig anes. 

På begge sider af vejen var der blevet ryddet tre til fire meter. Uden hensyn til hjem eller butikker. Nogle steder var huse helt forsvundet, andre steder var det kun facaden der var revet væk, så rummene bag stod blottede i flere etager. Nogle steder sågar hvor billederne stadig hang på de farverige vægge i hvad der engang har været stuer og værelser. En enlig håndvask var de sidste rester af et badeværelse. Trappeopgange manglede den ene halvdel og gav de tilbageværende næsten svævende trappetrin et uhyggeligt udtryk. Nogle steder var beboere og håndværkere i fælleskab ved at bygge nye facader og skabe nye, nu mindre, rammer for privatlivet. Rester af de gamle mure stak stadig ud fra de nye facader og vidnede om den brutalitet nedrivningen var foretaget med. Hvor Hotel Ambassador tidligere lå var nu bare et stort hul i jorden, en masse murbrokker og nogle halve ydermure med huller hvor der før var vinduer. En stor itureven pressening spændt ud mellem nogle træer udgjorde en midlertidig mur fra ruinen til naboen. 

På begge sider af vejen lå et bredt ujævnt bælte af murbrokker, jord og mudder. Hist og her vidnede gamle butiksgulve og cementfundamenter om hvor bygningerne tidligere havde gået til, men nu stod i tilbagetrukket position. Store huller fyldt med sort tykt vand lidt løst dækket over var blottede kloakrør. Støv fra byggearbejde og fra den tørre jord hang i luften over Lazimpat som en grov sky der blandede sig med smoggen, og rev bare endnu mere i hals, næse og øjne. Skyen lagde en skræmmende tågeagtig stemning over området. Midt i det nedrevne bælte stod elmasterne stadig ensomme med det eventyrlige virvar af ledninger mellem sig. Nogle havde allerede fået kappet livsnerverne og stod nøgne og ventede på at lade livet for vejens udvidelse. 

Nogle steder havde de været hurtige til at lave nye facader og byens rum fremstod næsten urørt. Kun viden om hvad der var nogle måneder før, gjorde det synligt at gadebilledet var blevet ændret. Men mange steder var det tydeligt at der var en forvandling på igang og projektet stadig befandt sig i en startfase. Renoveringsarbejdet af de sørgelige rester var i fuld gang. Nogle steder endnu ikke startet. Interimistiske og midlertidige løsninger var alternativet andre steder. 

Det var en smule surrealistisk at komme “hjem” til. Lidt som at komme til en anden by hvor der alligevel var et eller andet der virkede bekendt. Men også skræmmende at komme til noget så velkendt og se det være under så brutal en forvandling. Om det kommer til at løse Kathmandus massive trafikproblemer er svært at spå om. I stedet for to baner ned gennem Lazimpat vil der på et tidspunkt være fire, men jeg har min tvivl om hvorvidt den ekstra plads vil give mere luft i trafikken. De fire baner ændrer ikke nødvendigvis trafikkulturen i Kathmandu. Men i det mindste sker der noget og der bliver forsøgt at løse byens problemer. Jeg håber blot at Lazimpat, næste gang jeg kommer tilbage, har tilbagevundet noget af sin charme og liv.