Nepal: Banda og fodbold i gaden.

I morges vågnede vi ikke op pga larmen fra den altid travle hovedåre Lazimpat Road. Tværtimod vågnede vi op til en foruroligende stilhed. Enkelte hundes gøen trængte gennem den lydtætte boble der syntes at være rundt om huset. Rygterne om en banda lød godt nok det mest af dagen igår, så vi var forberedte på at vågne op til et anderledes Kathmandu.

Banda er nepalesisk for lukket. Men er blevet det gængse ord for generalstrejke hvor hele byen lukkes af, motorkøretøjer forbydes og butikker tvinges til at holde lukket. Ofte bruges banda som politisk forhandlings- og argumentationsværktøj. En omfattende - men primitiv - måde at sige “det vil vi ikke være med til”. Nepal skulle gerne underskrive deres nye forfatning til maj, hvilket de i øvrigt har skulle de sidste fem år, uden at have kunne nå til enighed og i stedet hvert år har udskudt deadlinen et år. Men nu nærmer vi os igen maj og den politiske debat ruller. Flere bandaer er allerede blevet varslet i maj måned. Bl.a. af maoisterne der ikke har ry for at lave fredelige generalstrejker.

Et kig ud fra balkonen afslørede også hurtigt at Lazimpat var fuldstændig ryddet for trafik. Kun gående fyldte fortovene i roligt tempo. Vejen så næsten skræmmende ud uden den normale tætte trafik. Den unormale ro og stilhed tilførte yderligere mystik til sceneriet. Der var ingen tvivl, der var banda, så kæresten skulle ikke afsted til kontoret.

Han kom lidt efter slukøret tilbage fra bageren. Den var også blevet lukket ned, så ingen friskt morgenbrød til os. Jeg skulle senere selv på arbejde i den amerikanske klub, så jeg tog turen på gåben, ligesom de mange andre gående på vej til skole og arbejde. Og det var bestemt en gåtur ned ad en anderledes Lazimpat Road. Et anderledes Kathmandu. Da jeg kom frem til klubben var også den blevet lukket ned, så jeg fik mig endnu en gåtur tilbage gennem Lazimpat.

Det mest slående var stilheden efter de manglende biler, busser, tuk tuks og motorcykler. Dernæst gjorde den renere og lettere luft i gaden, vejrtrækningen til en ellers ukendt fornøjelse. Mænd sad roligt på simple træbænke foran nogle af gadens små thehuse, og konverserede med en lysebrun mælkethe i den ene hånd. Drenge spillede fodbold i gaden og fyldte luften omkring dem med glade råb og høje grin. Forretningsmænd kom gående med mappen i den ene hånd på vej til kontoret. Skoleelever slentrede i mindre grupper gennem gaden. Cyklister trillede med knirkende stel frem på den tomme vej. Ofte med en ekstra passager siddende på bagagebæreren. En enkelt politibil eller diplomatbil kørte langsomt gennem gaden i ny og næ. Stemningen var utrolig og opløftende. Mange tog den ekstra fridag med afslappethed og smil. Børn hyggede sig og kvinder fortalte smilende historier med babyer hængende på ryggen. Et par turister kom gående med deres kuffert slæbende efter sig. Dog mindre smilende over at skulle bære kufferten selv på vej til hotellet.

Egentlig skulle bandaerne ikke ramme Nepals turister, da det er stort set det eneste de forskellige fragtioner faktisk kan blive enige om. At turisterne ikke må blive generet af strejkerne. Derfor kører der også shuttlebusser fra lufthaven til og fra byens større hoteller. Ligesom restauranterne på hotellerne stadig er åbne.

Vi klarede os da også gennem dagen, uden at kunne foretage os særlig meget. Den utrolige stilhed og udsigten ud over det ugenkendelige Kathmandu, blev nydt fra tagterrassen efter et besøg hos barberen der trodsede bandaen og åbnede op. Aftensmaden blev indtaget på det nærliggende Shangri-La hotel, så alt i alt har vi også nydt den ekstra fridag.

Nepal: Mødet med læbebjørnen.

Selvom det endnu var morgen, trængte solens varme gennem trætoppene i den ellers tætte jungle omkring Island Jungle Resort. Det tegnede til at blive en varm dag i Chitwans jungle. Udhvilede og oplagte mødtes vi med vores guider klokken otte, efter et simpelt morgenmåltid. Alle fire var vi klar med vand i flaskerne, gode travesko, bananer og lidt snacks. Svigerforældrene, kæresten og jeg. De to guider Khanna og Jeet var storsmilende og klar til fem times vandretur gennem junglen sammen med os.

Inden afgang skulle vi først informeres om hvordan vi skulle agere hvis vi skulle møde nogle af junglens farligste dyr. Tigeren, næsehornet eller læbebjørnen. Ved mødet med hvert af disse tre skulle der reageres forskelligt og fuldstændig modsat. Så vi skulle ikke ønske at møde to af dem på én gang. Overraskende skulle vi ikke være mest nervøse for et møde med en tiger, men derimod læbebjørnen. Andre farlige dyr som leoparden, vildsvinet og slangerne blev blot nævnt, da guiderne blot ville nøjes med at fortælle om de tre farligste.

Vi forlod den lille jungle-lodge og bevægede os ind i junglen. Træerne stod tæt og lavere buske levnede ikke megen plads på de små stier. Frisk luft og duften af natur fyldte næseborene. En lysning med smukke blomster tiltrak en sværm af sommerfugle. Fuglefløjt lød fra trætoppene og brød den ellers totale stilhed. Der var bare os og den storslåede jungle.

Kun efter ti minutter fra vi havde forladt lodgen hørte vi buskene rasle ikke langt fra os. Med ét stoppede vores guider op og vi turde ikke andet end følge trop. Vejret blev holdt og enhver bevægelses nødvendighed blev overvejet. Meddelelsen om at det var en eller to læbebjørne der puslede rundt ikke langt fra os, fik hjerteslagene til at tage til i styrke. En blanding af frygt og nysgerrighed plantede sig i os og vi forsøgte at få øje på dyrene gennem buskadset. Dagen forinden havde vi på elefant-ridetur gennem junglen mødt to læbebjørne, en mor og en unge, og var derfor udemærket klar over hvor skræmmende sådan nogle kunne være.

Vi gik lidt væk fra stien, ind i buskadset, for at få et bedre udsyn og ganske rigtigt. En 75 meter fra os gik en bjørn rundt mellem buskene. Med en fod der var klar til at løbe i den modsatte retning - til trods for at det var hvad vi IKKE måtte gøre ved sådan et møde - og den anden fod klar til at komme helt tæt på, bevægede vi os lige så stille for at finde bedre udsyn.

Guiderne var uenige om hvorvidt vi kunne fortsætte ad stien forbi den eller om vi skulle gå tilbage. Løsningen blev i stedet at lave en stor bue på den anden side af stien, hvor vi til gengæld måtte kæmpe os gennem den tætte bevoksning. Imens kunne vi stadig høre bjørnen pusle rundt bag os. Den ekstra gåtur førte os til gengæld forbi et imponerende banyan-træ. Som en helligdom midt i junglen, med orkideer voksende på det enorme net af stammer og grene.

Vi fortsatte gennem junglen, hvor vi flere gange hørte raslelyde tæt ved. Hver gang ændrede vi greb på vores spadserstokke, så de blev forvandlet til kampstokke. Skridtene blev forsigtige og vi koncentrerede os om at gøre vejrtrækningen lydløs, imens pulsen tog til i styrke. Det viste sig ofte at være en påfugl eller en hjort. Men det kunne også have været noget farligere... Flere gange stoppede vi op når Jeet og Khanna kunne lugte tiger, eller kunne fremvise friske spor fra næsehorn eller bjørne langs stierne. Hver gang med stor spænding i kroppen til følge. Rutsjebaneturen af spænding fortsatte gennem de fem timer i junglen. Øjeblikke fuldstændig på vagt afløst af sagte øjeblikke langs floden eller ved en lysning, hvor hjorte hoppede rundt i det meterhøje græs.

Det blev ikke til flere møder med bjørne, men til fem utrolige timer til fods rundt i junglen. Med utrolige scenerier, masser af natur og frisk luft, samt møder med andre af junglens fascinerende dyr. Som da en mindre flok rhesusaber sprang rundt og legede i trætoppene ikke langt fra os eller flodskildpadden der med sit lyse skjold lå i solen på flodbredden.

Det var en fantastisk følelse at gå rundt bare os seks og nyde roen og livet i junglen. At være gæster på dyrenes territorie. Med den medfølgende nysgerrighed og spænding hver gang der var chance for at møde en af beboerne. Khanna fremviste, da vi var tilbage igen, sine ar på læggen efter at være blevet overfaldet af en læbebjørn, hvilket gjorde os glade for at vi trods alt kun havde set den på afstand.

Nepal: Nogle gange må man gribe øjeblikket.

Vi er vel nogle gange selv herre over at give livet lidt mere krydderi. Herre over at gribe de chancer, muligheder og øjeblikke der møder os på vores vej. For at få de oplevelser med, der kan gøre livet eller i hvert fald en enkelt dag lidt sjovere og mere kulørt. For mig er det i hvert fald en stor ting at få det meste ud af livet. Nogle gange lade fornuften og “det sikre” lidt tilbage og så kaste mig ud i øjeblikkene. Det har blandt andet ført mig til Nepal, fået mig til at kaste mig ud fra en 160m høj bro med en elastik om benene og i går gav det mig endnu en sjov oplevelse, der gjorde dagen god.

Tirsdag aften blev jeg ringet op af manageren af Shangri-La Spa her i Kathmandu, om jeg ville hjælpe hende med at være model til nogle billeder for deres nyåbnede spa. Jeg sagde ja med det samme, uden at have hørt meget mere. Det kunne vel ikke gøre ondt. Så igår mødte jeg op til fotosession uden egentlig helt at vide hvad jeg havde sagt ja til. Viste sig at indeholde en del bar hud.

Jeg fik hilst på fotografen og blev så bedt om at klæde om. Eller det vil sige klæde mig af og tage et håndklæde om livet. Derfra videre til første skydning i dampbadet. Forskellige stillinger, vinkler og lyssætninger blev prøvet af indtil fotografen og hans assistenter var tilfredse. Selv fulgte jeg bare med og lod mig modellere til de var tilfredse. Hele tiden med håndklædet om livet.

Men derefter skulle de næste billeder tages i det nedsænkede spabad. En af assistenterne bad mig sætte mig ned, så jeg smed håndklædet og trådte op på kanten af badet. Først dér opdagede jeg at der var spejle på hele den buede væg, rundt om den ene side af spaen. I fuld bar figur fik jeg øjenkontakt med hele holdet gennem spejlene. Tænkte: “Nå ja, de er alle mænd.” og satte mig ned i spaet. Fotografen stillede sig op på kanten i min fodende imens assistenterne begyndte at arrangere de flydende blomster og rosenblade på vandet, så der trods alt ikke var fuldt udsyn til mine private dele på billederne. Hver gang jeg lavede den mindste bevægelse flyttede blomsterne sig rundt, så assistenterne måtte stå klar til at arrangere blomsterne på ny. Vi morede os og mange billeder måtte tages om, fordi vi grinte for meget eller fordi blomsterne nåede at flytte sig, så lidt for meget blev synligt.

Efterfølgende var det billeder af forskellige massagestillinger, hvor jeg i en lille time lå på maven imens en massagepiges hænder, olie, blomster og “hot stone”-sten blev flyttet rundt på min ryg. Håndklædet om livet på mig, blev af én hele tiden rykket lidt ned og af en anden lidt op igen. Blitz-glimt og nepalesiske stemmer fyldte det lille rum, imens jeg bed mig selv i læben for ikke at komme til at grine.

Til sidst var det fodbehandlingsbilleder der skulle tages. Så mig om på ryggen. Med armene under hovedet og blikket op i luften, lod jeg mine fødder flytte rundt i flere forskellige stillinger. Nu med assistenter, massagepige og fotograf stående for fodenden af briksen. På et tidspunkt fik fotografen åbenbart kigget lidt op, for pludselig fik han travlt med at rette på mit håndklæde, så der ikke var frit udsyn op under håndklædet. Igen begyndte alle at grine, på nær massagepigen der fik kraftigt røde kinder.

Efter et par timer var vi færdige. Fotografen med en masse billeder og mig med gode oplevelser i bagagen. En dag med sjove episoder, der nok er uundgåelige med en relativ ublufærdig skandinaver der laver billeder i dampbad, spabad og på massagebriks, foran et hold af nepalesiske kamerafolk med et andet forhold til nøgenhed og bar hud. Som fotografen selv kommenterede med et stort smil, havde der nok været mere hud, hvis spaen havde ligget i Europa, hvilket jeg kun kunne give ham ret i.

Men sjovt var det og næste gang nogen giver mig muligheden for at gribe øjeblikket på en lidt skæg og anderledes måde, vil jeg også sige ja. Alt skal vel prøves én gang et tidspunkt i livet. Nu har jeg da prøvet at blive fotograferet, med kun flydende blomster til at dække mit nøgne skridt. Bliver spændende at se billederne når de kommer på hjemmesiden og i magasiner.

Nepal: De smukke børn.

I Nepal er det ikke ualmindeligt at se helt små børn med make-up. Vel at mærke kraftig make-up, i form af tyk sort streg om øjnene, ofte tegnet op i en spids ved udkanten af øjet ud mod hårgrænsen. I panden males en sort tika for at holde onde øjne væk fra barnet. Det er forskelligt fra familie til familie hvor meget man gør ud af det, men det er tradition at børnene får lagt denne make-up fra de bliver født frem til de bliver to. Når først barnet er blevet to, bruges der dog ikke make-up igen før pigerne begynder selv sidst i puberteten.

Der begynder også de mange piercinger i ørene og næsen. Oftest er det store kraftige guldsmykker der pryder piercingerne og modsat Danmark, ses det ofte som noget smukt hvis en kvinde har flere piercinger i ansigtet. Men traditionerne med piercinger starter også tidligt i den nepalesiske kultur. Og efterlader sig spor i alles ører, i form af en lille sort prik i hver øreflip hos stort set alle voksne mennesker. Mænd og kvinder.

Man siger at barnet skal have piercet ørene inden dets seks måneders fødselsdag. En fejring der kaldes Bashni. Ingen af dem jeg har snakket med kan forklare hvorfor det er sådan. “Det skal man bare” som de siger. Det er -endnu- en af de traditioner der går langt tilbage og de fleste følger, uden at kende den egentlige grund. Hullet i hver øreflip på det lille barn, laves derhjemme med noget så simpelt som nål og tråd. Uden bedøvelse eller is, stikkes nålen og tråden igennem et antal gange til der er skabt en lille ring i hvert øre af sytråd. Når den lille lette ring af sytråd har siddet så længe at hullet er nogenlunde helet, bliver sytråden klippet over og erstattet af en guldring.

Ved Bashni fejres det lille barns seks måneders fødselsdag med en velsignelse, hinduistisk puja, og barnet udklædes og sminkes som den levende gudinde Kumari. For at give beskyttelse fra den dag der ses som starten af livet. Til gengæld springes et-års fødselsdagen over, så den næste fødselsdag først er når barnet fylder to og ikke længere ses som baby. Det sorte øje i panden erstattes herefter af en almindelig rød tika, som mange voksne hinduer bærer.

Kumari

I det hele taget er udsmykning af de små børn ikke et ualmindeligt syn i Nepal. Mange mindre drengebørn bærer sølvbånd omkring anklerne og make-uppen kan være yderst spektakulær ved religiøse fejringer eller familiære højtider. Babyer bliver de første seks måneder taget med til byens templer eller bare ud i solen og får deres nøgne krop omhyggeligt smurt ind i smeltet smør. For at bevare den bløde babyhud og en smuk glød.

Det er en fornøjelse af være vidne til denne åbenlyse forskønnelse af de små børn. Som symbol på at de små nye liv fejres og værdsættes. Men også fordi man kan se det betyder noget for dem. De bekymrer sig ikke om de samme diskussioner der ofte er i den vestlige Verden i forhold til hvad børn må udsættes for. De holder i stedet fast i traditionerne og de små og store ceremonier deres tro foreskriver. Heldigvis stopper fejringerne og de smukke udsmykninger ikke efter barnet to års fødselsdag, men fortsætter resten af deres liv. En kendsgerning der er med til at gøre dagene i Kathmandu endnu mere kulørte.