Den anden aften da vi kørte hjem og mørket begyndte at sænke sig over den afrikanske savanne, hvilket begynder allerede ved seks-tiden og skrider hurtigt frem, bemærkede vi at horisonten foran os var meget sløret. Til at starte med lignede det mest en tæt tåge eller en meget mørk sky. Da vi kom nærmere kunne vi se at “skyen” var levende og bredte sig mere end øjnene i første omgang havde kunne ane. Den levende sky lignede en myretue på himlen og jo tættere vi kom på jo mere fyldte den af horisonten. Så langt som øjet rakte på hver side af bilen var himlen fuld af små levende sorte pletter og koncentrationen i midten foran os, gjorde himlen sort fra land til skyerne tog over øverst på himlen.
I retning mod os begyndte “skyen” at gå i opløsning mod os og trak lange spor. Den bevægede sig med kæmpe hast mod os og lignede noget ondt der truede med at opsluge os og bilen. Vores rationelle tanker overbeviste os dog om, at et kæmpe fugletræk nok ikke var så skræmmende, men alligevel satte den kraftigt voksende masse pulsen op. Da den til sidst nåede så tæt på at vi kunne skille de hastige vingeslag fra hinanden og for alvor se hvor hurtigt og vildt de fløj rundt om hinanden, havde vi blikkene rettet mod himlen, for at se når massen nåede over bilen.
Det var flagermus. I titusindvis, der fløj med voldsom hast og i kæmpe flok fra Accra og ud mod det åbne land, for at jage. De var overalt i luften, blandt bilerne og omkring hovederne på de handlende langs vejene. De fyldte alt omkring os og lukkede for en stund for solen, til vi var kommet gennem flokken. Heldigvis sad vi i en bil, for selvom flagermus normalt ikke er farlige for mennesker, så er SÅ mange SÅ tæt på altså skræmmende nok.
Opslag
