Når man ikke har været i USA før, kan man af gode grunde ikke udtale sig om hvordan det er derovre. Men USA fylder alligevel så meget i vores hverdag bl.a. gennem film, blade, tv og vores egne nyheder. Derfra danner man sig et indtryk af hvordan det er i USA, hvordan samfundet fungerer derovre og hvordan der mon ser ud.
Således også mig. Inden jeg landede i Newark lufthavn havde jeg også gjort mig mange forestillinger om hvordan New York ville være og hvordan det ville være at komme til USA. “Det forjættede land!”
Allerede i flyveren og i lufthavnen blev min første fordom bekræftet. Immigrationspapirerne indeholdt bl.a. spørgsmål om hvorvidt man sympatiserede med nazisterne under 2. Verdenskrig. Helt ærligt, hvad havde de selv regnet med at man svarede. Hvis der var et spørgsmål der lød om man synes Bin Laden er en guttermand, ville en potentiel terrorist nok godt kunne regne ud at han skulle svare nej for at forbedre sine chancer for indrejse. I lufthavnen skulle passet nærmest holdes i luften hele tiden og immigrationsmyndighederne stillede de mest irrelevante spørgsmål, hvorefter man skulle aflevere fingeraftryk og glo i et webcam. Da vi skulle ud af landet var sikkerhedshysteriet det samme.
Da vi kom op fra subwayen på Madison Square Garden var min første kommentar: “Er det ikke større!” Og det var oprigtigt ment. Det kom bag på mig at bygningerne ikke var højere og stod tættere. De følgende dage bekræftede ligeledes denne oplevelse. Der var ikke den klaustrofobiske fornemmelse ved at stå mellem fire ekstremt høje bygninger hele vejen rundt om en, som jeg havde ventet. Vel er nogle af bygningerne høje, bevares. Men jeg havde regnet med at skyskraberne ville stå tætpakket på hele Manhattan, som mælkekartoner i køledisken, men de er faktisk meget koncentreret hovedsageligt to steder på øen. Syd og syd for Central Park. Også det at der var så meget luft mellem de høje bygninger gjorde at det ikke virkede så voldsomt om forventet. Luften var samtidig ren og frisk. Den er stadig stor, ingen tvivl om det!
Imellem de høje bygninger havde vi forventet langt flere mennesker, mere stres og hektisk aktivitet. Godt nok var der vinterferie i New York, men der var forbavsende få mennesker på gaden i løbet af dagen. Vi snakkede flere gange om at byer som London og København har langt flere mennesker på gaderne. En gade som Wall Street hvor vi havde glædet os til at opleve en myretue af jakkesæt, var der relativt stille. Her havde man til gengæld den klaustrofobiske fornemmelse jeg havde forventet var mere generel for New York. De høje bygninger stod virkelig tæt og rakte højt op. De dannede en mur så man havde fornemmelsen af en labyrint, hvor eneste mulighed for at se himmel var at kigge lodret op.
Landets egoisme og arrogance kom flere gange til udtryk på rundturen i UN. Jeg kunne komme med flere eksempler, men alt andet lige kom dette ikke som nogen stor overraskelse. Det var forventet. Når den almene amerikaner spurgte hvilket land vi kom fra eller hvilket sprog vi talte, nikkede de fleste anerkende men lignede ét stort spørgsmålstegn når vi sagde Danmark. Men alle var de for stolte til at spørge yderligere. Til sidst blev jeg lidt provokeret og spurgte et af spørgsmålstegnene om hun vidste hvor Danmark lå, i forsøg på at presse hende lidt. En anden mand udbrød stolt Amsterdam da vi sagde Danmark. Hmm, koncentrerer de sig lidt for meget om dem selv. Er det takken for at vores statsminister følger deres præsident i stort set alt?
Men som sådan var der ikke noget der overraskede mig negativt. Dog var der en del der overraskede mig positivt, som jeg også flere gange har været inde på i tidligere indlæg.
Ikke mindst den kulinariske oplevelse det viste sig at være. Men noget jeg især har tænkt tilbage på flere gange er den imødekommenhed og det serviceniveau der er derovre. Det er simpelthen imponerende og man bliver virkelig flov over den måde vi danskere kan opføre os på. Både i butikkerne og på gaden. Der er ikke nogen tvivl om at de ansatte i butikkerne, på restauranter og hoteller har en løn der er baseret på provision og drikkepenge, hvilket bare gør at de virkelig kæmper for at behandle deres kunder/gæster godt. Man kan så snakke for og imod denne lønningspolitik på mange måder. Vi er her i Danmark så til gengæld sikret en rimelig minimumsløn, men der er servicen virkelig også i bund. Det er en fornøjelse at være i New York, netop fordi alle er smilende og venlige. Fremmede kommer hen til dig på gaden og i subwayen, og det føles naturligt at svare dem, hvor man i Danmark mange gange vender ryggen til. I butikkerne føler du dig velkommen og på restauranterne som inviteret. At alting så samtidigt var billigt, pga. den dårlige dollarkurs, gjorde bare det hele endnu sjovere. Vi spiste, shoppede og drak som konger, uden at føle vi havde betalt overpris for noget af det.
Om NY gør noget særligt for det ved jeg ikke, men vi bemærkede flere gange hvor få hjemløse vi så i gaderne. Måske de er andre steder end lige der hvor vi kom. Jeg tror ikke vi skal lade os snyde af at de ikke var synlige i gadebilledet. Men amerikanske film har ofte efterladt et andet indtryk.
Der er ingen tvivl om at New York er en by der aldrig sover. Der er konstant liv på gaden og når man vågnede kl. 4 om natten var der samme aktivitet nedenfor vinduet som kl. 4 om eftermiddagen. At NY ikke er repræsentant for hele USA er der nok heller ikke nogen tvivl om. Det er den for europæisk inspireret til. - Er det mon også derfor der ikke var så mange fede mennesker? - Det er en fantastisk by og halvdelen af mit hjerte er stadig over there. Det er kærlighed ved første blik og jeg skal helt sikkert tilbage og det kan kun gå for langsomt. Minimum en gang om året fra nu. Hvem ved, måske der en dag skal skrives New York uden på kuverten når der skal sendes post til mig.
Opslag
