Nattens kulde hang stadig i Kathmandus gader og morgendisen lå let henover byen. De kølige vinde kildede på de bare ben og skuldre da vi suste gennem gaderne, hvor byen endnu var ved at stå op og vejene halvtomme. Nattens sidste fejere kom gående med deres koste slæbende efter sig. Trætte og pakket ind som værn mod nattens lave temperaturer.
Vi kom hurtigt gennem byen, der blev mere plads mellem husene og udsynet bredte sig kun mere og mere omkring os, jo længere vi kom fra byen. Som vi begyndte at bevæge os op gennem skovene på bjergsiderne udenfor byen, blev udsigten kun endnu mere imponerende. Disen lå stadig som en blinkende hinde i solen. Rismarkerne lå i fine mønstre og byen rejste sig bag os som en spøgelsesby indhyllet i tåge og med de højeste huse og tårne trædende stærkest frem igennem disen. Folk var allerede i markerne for at arbejde og handlende var på vej mod byen med dagens udvalg af korn, frugt og grønt. På alle sider af os lå bjergene med tætte trækroner som et enormt mostæppe over sig. Synet ud over dalen så tidligt om morgenen trak i smilebåndene.
Roen og den friske luft var betagende og befriende på vejene, der snoede sig op gennem skovene på bjergsiderne. Solen trængte nogle steder igennem trækronerne og kastede diagonale lysende bjælker gennem skyggen under træerne. Luften var endnu kølig, men arbejdet i pedalerne på vej op fik varmen til at brede sig i kroppen.
Da vi nåede den første top og vi kom fri af skoven, var solen allerede ved at trænge godt igennem. Byen kunne nu ikke længere ses eller høres og det var som om vi var havnet i en anden verden, i et andet århundrede. Turen begyndte nu for alvor og vores unge guide ledte os ned ad den første udfordring; en stejl smal sti belagt med store sten, der fik cyklerne til at hoppe og danse og frygten for at styrte forover sitrede i alle muskler.
Med jævn fart bevægede vi os op og ned af bjersiderne og ud og ind af små grusstier. Gennem små landsbyer med brostensgader. Nogle steder cyklede vi kun på de små jorddiger mellem rismarkerne, hvor der var tyve-tredive centimeter at holde balancen på. Noget der kun blev endnu mere udfordrende af den oplevelse at cykle med rismarkerne på begge sider af os, der fik øjnene til at falde i svime andre steder end en meter foran forhjulet. Markerne lå en efter en i flere retninger og i flere af dem gik et par bøjede rygge rundt og arbejde mellem planterne. Solen var nået så højt på himlen, at bjergsiderne nu fik lys og stod flotte changerende grønne mod den blå himmel over os. Naturen og oplevelsen var simpelthen så stor, at den ikke kan beskrives med ord. Men at cykle dér gjorde det umuligt ikke at forelske sig i Nepal.
Vi kom gennem et område hvor store, men lave trælader husede hønsefarme. Lydene og den stramme lugt var ikke til at tage fejl af, men det hyggeligt at køre ud og ind mellem de mange lader og huse. Elektriciteten i området var helliget farmene. Det var vigtigere at kyllingernes vækst gik hurtigt end at der var lys i hjemmene. Overlevelse mod luksus.
I landsbyerne var skolebørnene nu også begyndt at stå op, og kom gående i store grupper i ens uniformer. Grå bukser eller nederdele, slips og strikket cardigan. Grin og råb lød fra skolegårdene når vi cyklede forbi. Mange steder stoppede de op og kiggede efter os. Det var sikkert en lige så stor oplevelse for dem at se tre turister på cykel dér, som det var for os at opleve livet og naturen udenfor hovedstaden.
Som varmen fortsatte med at stige i takt med solens rejse op på himlen, fortsatte vores rejse gennem den utrolige natur og op ad stejle bakker med løse sten, der for alvor satte pulsen på prøve. Vi cyklede over smalle hængebroer over floden og gennem gedeflokke der blev ledt på vej af hyrden, hans stok og hund.
Til sidst gjorde vi holdt i en lille landsby, hvor et par simple træborde og bænke udgjorde et spisested. Kogte æg og kickærter blev serveret som frokost. Hvilket måltid! Tre timer efter den tidlige morgenmad, var det fantastisk at sidde der mellem de små huse og nyde den simple, men lækre mad og roen.
Kun ti minutters cyklen derfra holdt vi pludselig igen ved Ringroad, hovedvejen omkring Kathmandu. Byen var virkelig stået op nu. Larmen fra den tætte trafik var endnu mere øredøvende efter de sidste timer i den frie natur. Men hjem skulle vi, så begav os i slalomkørsel ud og ind mellem biler og motorcykler, til vi igen stod hjemme. I tide inden solen var blevet alt for stærk og dagen endnu var ung.
Vækkeuret ringede godt nok tidligt i morges, men de 36 kilometer var gået som en leg og oplevelsen havde været stor. Det er ikke sidste gang vi står op med byen og livet i dalen.
Opslag
