Venezuela # 3: En ny dag på vandet i Orinoco.

Når vejene er erstattet af en enormt net af floder, er det naturligt at tage båden rundt, som vi andre er vant til at tage bilen. Derfor skulle vi på andendagen på endnu en sejltur rundt i det store område. Med os var igen den lokale Waroe-indianer Milo som guidede i en natur han kendte hver en centimeter af, men for os var uhyre ukendt.

I skiftevis høj og lav fart sejlede vi ud og ind af store og små floder, for pludselig at gøre holdt hvis han havde spottet et dyr eller en interessant plante. Hvor vi først sad og spejdede i den retning han pegede, dukkede der det næste øjeblik en flok aber op, en pyton sammensnoet i nogle grene, en stor Arapapegøje med sine farvestålende fjer. Utallige specielle fugle lettede fra trætoppene hvis vi lavede for meget støj. Flagermus gemte sig i mørket og vilde svin gryntede rundt hvor der var små lysninger ned mod floden.

I floden svømmede flokke af floddelfiner rundt, og afslørede kun deres tilstedeværelse når de i en blød bevægelse kom op med hovedet for at trække luft, for derefter at glide roligt tilbage i vandet. På flydende træstammer slikkede skildpadder sol. Da vores guide havde fundet det rette sted i floden blev vi udstyret med hver vores fiskestang. En lang kæp med en snøre og krog bundet fast til spidsen. På krogen blev sat friskt kød og vi skulle nu fange vores frokost. Vi skulle fange piratfisk. Straks som de første havde smidt deres lokkende kødlunser i vandet, åbnede himlen sig og det blev gjort klart for os hvorfor det også kaldes regnskov. Lysten til at droppe frokosten og glemme fiskeriet, der alligevel ikke gav pote var stor. Men som det heldigvis er på de kanter varede regnskyllet kun til det lidt efter igen blev brudt af den bragende sol der hurtigt gav varme i kroppen igen. Da piratfiskene også begyndte at vise interesse for vores kroge steg humøret endnu mere. Hos undertegnede til uanede højder da der var bid på min krog. En ordentlig krabat der viste sig at være dagens største fangst. Stoltheden tørrede med det samme det sidste regnvand af håret og tøjet. Frokosten var i hus.

Vi skulle ikke kun være på vandet. Vi skulle også ind og se hvad junglen bød på, så vi blev udstyret med gummistøvler, hvorefter turen gik igennem den tætte bevoksning og den meget sumpede skovbund. Flere steder skulle vi ikke stå alene for længe, for så sad vi fast i mudderet. Samtidig skulle vi holde øje med et utal af rødder der truede med at spærre ben for os, dukke hovedet for lavthængende lianer og grene og klappe omkring 2 myg i sekundet. Vi var rundt og se det “ supermarked” junglen er for indianerne. Smagte på forskellige planter, drak vand af lianer, spiste teremitter fra store bo i træerne. Fik tilbudet om at spise en enorm gul larve...

På landjorden langs floderne besøgte vi nogle af de lokale Waroe-indianere i deres primitive hytter. Straks stormede det frem med børn og kvinder fra alle hjørner, der ville have vores interesse. Jeg bryder mig overhovedet ikke om det og har aldrig gjort det. Heller ikke når jeg har været i landsbyer i Ghana. Det er spændende, men jeg får dårlig samvittighed og føler mig utilpas, når jeg står der i mit pæne tøj og trænger mig på i deres hjem, imens børnene løber nøgne og beskidte rundt.

Da vi senere fik tilbudet om at springe i fra båden og bade i floden, faldt tankerne tilbage på dagens tidligere piratfisk jagt og de små tæer blev pænt holdt indenborde. Da vi senere fik fortalt at Waroe-indianerne begraver deres afdøde ved at binde en tung sten til fødderne og dumpe dem ned på bunden, fortrød jeg endnu mindre at jeg ikke var hoppet i. En piratfisk i tåen kan overskues, men at dykke ned i et halvspist lig ville jeg nok ikke kunne klare.

I stedet lagde jeg mig til rette på sæderne med fødderne oppe, mærkede solens varme i kroppen og kiggede mod himlen. Da skumringen begyndte at melde sin ankomst, begyndte et væld af Amazonpapegøjer at trække - altid parvis - hen over deltaet, hvilket vi havde frit udsyn til fra båden, som trækket bredte sig ud over store dele af horisonten. Allerlængst væk bare som parvise prikker på den blå himmel. Skumringen mindede os også om, at vores dag snart var slut og at det var tid til at vende tilbage.

Venezuela # 2 : En nat i junglen.

Efter at have sejlet en times tid på Orinoco-floden og bevoksningen blev tættere og tættere i takt med at vi kom længere og længere ind ad mindre bifloder, dukkede vores camp op. De små hytter kom langsomt til syne jo tættere vi kom på. Godt gemt mellem træerne lå de små hytter bygget i træ, og med tage af palmeblade der var tørret ind og havde taget samme farve som træhytterne og de mange træer omkring, og vanskeliggjorde det endnu mere at skelne hytterne fra den vildt voksende natur.

Da vi kom tættere på campen Mis Palafitos kunne vi rigtig se opbygningen. De mange hytter med sovepladser, var bygget på pæle over floden og sumpen, der blev skabt i skovbunden pga. tidevandet. Hytterne blev forbundet af små træbroer, der blev samlet ved anløbsbroen hvor også den største hytte med spisepladser var placeret. Overalt skød junglen sine spændende træer og planter med farvestrålende blomster op mellem hytter og broer hvor der var plads, så vi havde virkelig følelsen af at skulle bo i junglen. Naturen var urørt og campen bygget op med stor respekt for at naturen kom først.

Fra en af de små broer der gik i flodens vandkant, stod vi med junglen i ryggen og floden for vores fødder. Overalt omkring åbnede den storslåede natur sig op for os, og blev kun forstærket i sine imponerende farver af solen der kastede sine livgivende stråler ud over hele området. Duftene af frisk natur og vandet i floden trængte gennem næseborene og efterlod, sammen med synsindtrykkene, en indre ro og en salighed der var tydeligt malet i øjnene på os alle. De eneste lyde der var, var fra fugle der gjorde opmærksom på deres eksistens fra trætoppene, vinden i palmebladene og en fjern summen fra generatoren inde i skoven, der sørgede for at der var en smule elektricitet, trods vi var langt væk fra alting.

Pludselig blev roen afbrudt af en knitren fra hytternes palmebladetage. Et liv vi ikke først havde bemærket i campen, kom pludselig nysgerrigt frem. Cappuccinoaber - Også kendt som Hr. Nilsson-aber - sprang pludselig rundt på tage og broernes rækværk. Flere kom helt tæt på og greb nysgerrigt ud efter de ting vi ikke havde et fast greb på. Senere blev vi endnu mere bevidste om hvor drillesyge der var. Selv vandglasset eller kaffekoppen kunne de finde på at tage ud af hånden på én, for derefter at kravle op i et træ og drikke indholdet. Også briller, kameraer og andet spændende kunne de finde på at stikke af med, hvis ikke der blev holdt godt fast. Men ikke kun de besøgende i campen blev udsat for abernes drillesyge sind. Også store Arapapegøjer, Amazonpapegøjer og farvestrålende Tukaner der holdt til omkring campen, blev drillet når muligheden bød sig. Dette nære indblik i dyrenes leg var simpelthen opslugende og til stor underholdning.

Solen går allerede ned ved sekstiden og mørket melder sig hurtigt, og med en voldsommere kraft end tidligere oplevet. Store faklers sprudlende flammer langs broerne sørgede for at det stadig var muligt at finde tilbage til hytten uden at falde i floden. Vi skulle have en sidste sejltur rundt på floderne efter natten havde sænket sig over junglen. Roen var altoverskyggende og forplantede sig til en indre ro i kroppen. Kun bølgernes skvulp mod båden brød sagte stilheden i ny og næ. Stjernehimlen over os var mere detaljeret og med langt flere stjerner end nogensinde. Mørket omkring os forstærkede de millioner af lysende prikker på den enorme himmel over os. Et syn jeg aldrig har oplevet før, trods mange timer brugt på at drømme mig væk i vidtrækkende stjernetæpper.

Da vi trætte kom tilbage, havde udmattelsen for alvor taget plads i os efter en lang og begivenhedsrig dag, med et hav af nye indtryk. Derfor krævede det ikke meget overvejelse at finde hyttens seng. Et par lommelygter og et enkelt stearinlys var det eneste vi havde i vores hytte, hvor et par senge opbygget på træstammer var det eneste der var at finde i det sparsomme lys. Bagerst i hytten adskilte en tynd halvvæg hytten fra det der var et lettere interimistisk toilet og bad. I stedet for vinduer var der i stedet sat myggenet op hele vejen rundt. Udmattelsen i krop og sind, gjorde at vi abstraherede fra den frø og de kakerlakker der havde sneget sig ind i hytten.

Solens tidlige opvågnen og lydene fra junglen gjorde at vi ligeledes vågnede tidligt. De mange fremmede lyde fra Brøleaber i trætoppene, fuglenes kvidren og træernes bevægelser i vinden, mindede os hurtigt om hvor vi var og lysten til at komme ud i solen og naturen var stor. Det kolde flodvand, der var det eneste vand i bruseren, fik os hurtigt gjort friske og klar til en ny dag i junglen i Orinoco-deltaet.

Venezuela # 1: Orinocodeltaet ad vendvejen.

Vi ankom tidligt til havnen. Det vil sige et stykke hvor flodbredden var erstattet af en betonkant, hvor der lå fire både fortøjret. To robåde og to speedbåde. Vores var en af speedbådene, der ventede på at skulle sejle vores lille gruppe på tolv ind i Orinocodeltaet. Verdens største floddelta kun et par tusind kvadratkilometer mindre end Danmark og udmundingen på verdens største flod, Amazonasfloden.

Da vi først havde fået plads startede den en times sejltur der var foran os, for at nå frem til den camp hvor vi skulle tilbringe natten. Gashåndtaget fik ikke for lidt og med tres kilometer i timen lå floderne foran os, som vi med vind i håret og en bagende sol fra oven susede frem over vandet.

Først åbnede hele landskabet sig op og bredderne øgede afstanden til hinanden og følelsen af at være i et stortslået naturområde gjorde store indtryk, og følelsen af at være meget lille meldte sig. Til begge sider skabte mure af palmer og andre høje træer fornemmelsen af at være i en naturskabt gang, mere end i et åbent landskab.

I vandet skabte vandhyacinter store grønne klaser der langsomt flød rundt med strømmen. Nogle så store at det mindede mest af alt om flydende øer. Flere steder lignede det ét stort omsluttende tæppe der lagde sig ud over floden og umuliggjorde videre fremfærd. Først når vi kom helt tæt på afslørede sig en vej gennem de vilde planter. Med stadig høj fart sejlede vi zigzag igennem labyrinten af de mange planter, så vi sad med en killende fornemmelse i maven, som i en vild rutschebane.

Efterhånden som vi kom længere og længere ind i deltaet begyndte flere bifloder at dukke op og bevoksningen blev tættere. De mange indianerhytter langs floden blev sværere og sværere at få øje på, som de lå kamufleret i den tætte jungle. Over palmerne og de øvrige eksotiske planter svævede sorte gribbe let truende, stolte og rolige i skarp kontrast til den klare blå himmel.

Junglen rejste sig vildere og vildere jo længere vi bevægede os ind ad de små floder. Vandet blev roligere og flere steder helt spejlblankt. Når vi satte farten ned, så støjen ikke overdøvede junglens mange lyde og bølger fra båden ikke brød den skinnede overflade, blev det hele endnu større, opbygget af de mange fascinerende indtryk. Den spejlblanke overflade skabte en identisk verden i floden og fik den til at virke lige så dyb og lys som himlen og træerne strakte sig højt over os. Det ene syn mere betagende end det foregående.

Det hele lovede godt for nogle fantastiske dage i Venezuelas jungle.