Den bagende varme blev ikke meget mildere af at køre med bare skuldre på scooteren ud ad landevejene. Trods de 60-70 km/t var vindene stadig varme og hjelmene gav sved på panden. Men suset og landskabet der gled forbi på begge sider gjorde det befriende at sidde på det lille sæde sammen og bare køre derud af.
Det var nemt og hurtigt at komme rundt og på den måde nå at se en del af området omkring Hua Hin. Både steder fra turistbøgerne og dem du kun finder ved at prøve dig frem. Som da vi nord Cha-am, efter at have kørt ud ad nogle snoede landeveje pludselig holdt foran en lang smal bro, hvor én scooter kun lige kunne komme mellem rækværket på begge sider af de to tre brædder der udgjorde broen. Med en ekstra vejrtrækning blev gashåndtaget drejet og vi bevægede os ud på broen hvor der ikke var meget plads til strittende knæ eller hænder. Men ude midt over floden opdagede vi, at vi var på vej over det inderste af et fiskeleje, hvor bådene lå tæt og tungt lastet med ruser og der var heftig aktivitet på dækkene rundt omkring. Efter broen kørte vi ind for at gå lidt rundt mellem det travle liv. På kajen stod kvinder og børn med spændte blikke og fulgte hvad dagens fangst måtte være. Ebbe gjorde det umuligt for bådene at komme helt ind til kajen, der mest af alt var flodbredden forstærket med en stor bunke store sten og betonaffald. Med enkle snoretræk blev lasten af fisk, krabber, kæmperejer og hummere i små kasser hejst over til kajen hvor biler med kæmpe iskasser ventede. Længere inde stod flere både direkte på flodbunden og ventede på at højvande igen skulle få dem til at vugge på vandet. De fleste både var malet i klare blå, grønne, røde og gule farver, og udsmykket med kunstneriske og beskyttende malerier på stævnen. Andre lå slidte med rust og ødelagte rælinger. I et hjørne lå bådene tæt og vandet stod stille, som en plumret masse af affald, naturligt og kemisk. Stanken skar i næsen og det var svært at se om bådene der lå i massen var skrot eller rent faktisk skulle bruges igen.
Efter fiskelejet kørte vi videre ud ad de små landeveje og kom gennem små klynger af huse, hvor høns, grise og køer gik frit rundt mellem de slidte huse, hvor blå presenninger ofte udgjorde taget. Lidt efter gennem en skov hvor palmer og træer stod tæt og voksede vildt. De klare grønne farver, de farvestrålende blomster rundt omkring og den øde landevej med kun os, fik os til at suge vejret ekstra kraftigt ind, i håb om at omgivelserne på den måde kunne lagres bedre i sindet.
Da den blå himmel igen brød igennem over os, holdt vi på en stor strand hvor der stort set ikke var nogle mennesker. Enkelte palmeparasoller stod på den brede strand, hvor bølgerne hele tiden slikkede sig op ad det hvide sand. Ude på vandet sejlede enkelte både forbi i roligt tempo.
Tilbage på hovedvejen gik turen tilbage mod Hua Hin med fuld fart. Taxier, lastbiler, busser og et hav af scootere fyldte de mange spor, og vi indtog nok mere smog og bilos på den halve time, end et helt år i København. Syd for Hua Hin kom vi til Khao Takiab, en bjerg-halvø med fantastisk udsigt til Hua Hin. På vej op ad bjerget var vi pludselig ved at køre ind i en abe, der gik over vejen. Efter at have rundet et par hjørner mere, fandt vi hurtigt ud af, at én abe ikke var noget særligt. Omkring templet på toppen af bjerget vrimlede(!) det med dem. De var overalt mellem de smukke gamle bygninger, stenskulpturer og gyldne Buddhafigurer. På klippesiden ud mod vandet stod en nitten meter høj forgyldt Buddha og kiggede ud over det turkisblå hav. Stor og guddommelig, men rolig og velbehag-fremkaldende med foldede hænder og et lille smil.
På vej derfra ville vi igen prøve at tage nogle små veje, med flere u-vendinger som resultat når vi pludselig holdt midt på en lille plads og en familie kiggede forundret op fra deres gøremål. Da vi kom til en jernbane vi ikke kunne krydse måtte vi prøve at køre langs med sporene indtil vi kunne komme over. Da den strakte sig i lige linje både foran og bag os, indtil den forsvandt i horisonten, var det svært at se hvornår vi ville kunne komme over, så vi tog bare turen lige så stille over den ujævne grussti.
Længere sydpå fandt vi en øde strand der ikke var andet end palmer og sand. Men for enden af stranden brød en stor klippe op, hvor skoven voksede vildt som et grønt tæppe. Enkelte tempeltage i klare skarpe farver brød op igennem tæppet flere steder på klippesiden. Øverst stod en gylden Buddha-figur. Vi var kommet til Khao Tao. Det var et malerisk, roligt og smukt syn, der på en eller anden måde virkede uberørt. Som at få et lille indblik i hvordan Asien måske har set ud i fortiden. Da vi kom tættere på blev det kun endnu smukkere. En lille by der startede på pæle over små vandløb fra havet, og spredte sig videre op ad bjergsiden. De farvestrålende tage, udsmykninger og grønne palmer spejlede sig i den blanke vandoverflade, som et overdådigt maleri.
Da tusmørket begyndte at nærme sig i horisonten blev det tid til at vende de to hjul hjem mod resortet. Efter at have fået tanket op hos en af de interimistiske “benzintanke”. En enlig mand, med et lille træstativ med omkring tyve vinflasker fyldt op med benzin. Ca. fem flasker til en scootertank og så ellers bare videre ud i landskabet.
Opslag
