Da mobilen ringede i morges klokken fem, måtte hænderne selv famle efter den, for øjnene kunne under ingen omstændigheder åbnes. Der var krampe i øjenlågene. I aftes havde jeg en hyggelig aften (læs, rigtig hyggelig med drinks og hele pivtøjet) med vennerne og straffen kom helt fortjent i morges efter tre en halv times søvn. Kravlede ud i badet, hvor de kolde stråler kæmpede for at få livet til at vende tilbage i min slatne krop. Det krævede mere end de miljørigtige to minutter. Beklager.
Tempoet var sløvt og pludselig stod jeg stadig med halvt pakket taske og en krop der langt fra lignede noget levende, og skulle faktisk ud af døren. Samlede ukendte kræfter og blev færdig. Tjekkede en sidste gang at jeg havde papirerne med. Ja, hurra for papirløst flyselskab! Det er nemmere for dem. Da lejligheden ikke er udstyret med smart laserprinter - sér bare ikke smart ud ved siden af en hvid Mac - havde jeg været på biblioteket for selv at udskrive mit boardingpas, plus beviset på at jeg havde betalt for, rent faktisk at kunne få bagage med. Så de papirer skulle i hvert fald ikke glemmes. For første gang skulle et lavprisselskab prøves og skrækhistorierne har været mange, så havde næsten allerede fortrudt min higen efter at spare penge.
Hoppede ind i 5A og fik dagens første store overraskelse. Den var proppet med mennesker så jeg skulle stå op. Hvad laver alle de mennesker dér på den tid af døgnet. Gå dog hjem og sov! Næste dejlige - indsæt selv ironisk toneleje - overraskelse kom, da jeg ankom til lufthavnen og den store lysende tavle kunne oplyse mig, at mit fly allerede var to timer forsinket. To timer! Så kunne jeg altså næsten være nået op på et menneskeligt antal timers søvn hjemme i min varme bløde seng. Spurgte naivt ved skranken om det var rigtigt. “Ja, men hold øje med skærmen. Måske det pludselig ændrer sig igen.” Great, så kunne man så gå hvileløst rundt med et konstant halvt øje på tavlerne, af frygt for at miste flyet, hvis de pludselig besluttede sig for at sende os tidligere afsted. Der stod ikke engang en gate så jeg i det mindste kunne lave en base dér i en blød stol. I stedet valgte jeg at holde mig vågen ved at være oprejst, gående mellem de forskellige kaffebarer. Hvor jeg dog bare elsker smagen af pap og kaffe sammen.
Og ganske rigtigt, pludselig var afgangstiden ændret igen, til en tidligere tid, dog stadig med forsinkelse og stadig ikke med nogen gate angivet. Fyldte endnu engang kaffekoppen og begyndte at slå rødder foran tavlen. Øjenlågene nåede dog kun at falde i et par gange, eller tyve, inden gaten blev slået op og jeg fik en undskyldning for at bevæge mig igen.
Ved gaten voksede gruppen af ventende stødt. Selv fandt jeg et hjørne på gulvet med hætten trukket godt op over hovedet og en bog i skødet - så lignede det i det mindste ikke at jeg sov. I løbet af ventetiden hilste jeg på hele to professionelle forbindelser. Ikke fedt med stor hættetrøje op over morgenhåret, ubarberet og med trætte øjne, når de normalt kender mig fra en helt anden, mere velsoigneret side.
Selvom flyet endnu ikke var landet og derfor ikke holdt ved gaten, begyndte lufthavnspersonalet at tjekke boardingpas og lukke os alle sammen ind på et område, der tydeligvis skulle give os en illustration af hvordan burhøns har det. Varmen steg og, for mit vedkommende, sluttede sig til de øvrige ubehagelige fornemmelser i kroppen. Flyet kom frem til gaten og muligheden for at nå afgangstidspunktet knebent var stadig til stede. Men hov! Der var passagerer i flyet der først skulle ud og et fly der overfladisk skulle rengøres, før vi kunne boarde. Så afgangstidspunktet virkede mere og mere som en illusion.
Langt om længe kom vi ombord og jeg begyndte at lede efter et sædenummer. “Det er frit valg, så du sætter dig bare.” Frit valg? Er det en bus eller et fly? Da jeg fik valgt et sæde og sat mig godt til rette, godt som i den bedst mulige soveposition i et flysæde, kom der gud hjælpe mig en stewardesse og begyndte at fyre franske gloser i min retning. Lad mig bare sige det som det er. Jeg fatter ikke et ord fransk og bare forsøget på selv at udtale det får min tunge til at gå i krampe. Resultatet blev at hun stod med kreative håndfagter og stadig talte fransk til mig. Hvorfor ikke tale på engelsk som størstedelen af rejsende i Europa trods alt forstår? Da hun var færdig med at give instrukser lagde jeg mig godt til rette og lod søvnen overmande allerede inden flyet havde lukket dørene.
Med poserne under øjnene hængende ned omkring knæene, sovemærker på kinderne og ben der var ved at give efter, stod jeg to timer senere i ankomsthallen i Geneve og ventede på min taske. Den ene kuffert og sportstaske efter den anden kom ned ad båndet, for at blive hevet væk af lettede smil. Ingen nåede at tage hele turen rundt. Da nervøsiteten for alvor begyndte at overtage min krop, kom én sidste forkølet taske ned ad båndet. Gæt hvis det var!
Nu skal EasyJet selvfølgelig ikke have skylden for det hele, men synes godt nok ikke turen var så let og behagelig som jeg kunne have håbet. Kom til at tænke på om der er noget der hedder lavpris-karma, som gjorde at resten af turen kom til at matche det niveau jeg havde valgt at betale for. Synes alt var lidt imod mig. Under alle omstændigheder må jeg nok indrømme, at næste gang jeg vil spare et par hundrede kroner, så går jeg lige ind og læser dette indlæg. Godt turen hjem er med gode gamle SAS.
Opslag
