Selvom det endnu var morgen, trængte solens varme gennem trætoppene i den ellers tætte jungle omkring Island Jungle Resort. Det tegnede til at blive en varm dag i Chitwans jungle. Udhvilede og oplagte mødtes vi med vores guider klokken otte, efter et simpelt morgenmåltid. Alle fire var vi klar med vand i flaskerne, gode travesko, bananer og lidt snacks. Svigerforældrene, kæresten og jeg. De to guider Khanna og Jeet var storsmilende og klar til fem times vandretur gennem junglen sammen med os.
Inden afgang skulle vi først informeres om hvordan vi skulle agere hvis vi skulle møde nogle af junglens farligste dyr. Tigeren, næsehornet eller læbebjørnen. Ved mødet med hvert af disse tre skulle der reageres forskelligt og fuldstændig modsat. Så vi skulle ikke ønske at møde to af dem på én gang. Overraskende skulle vi ikke være mest nervøse for et møde med en tiger, men derimod læbebjørnen. Andre farlige dyr som leoparden, vildsvinet og slangerne blev blot nævnt, da guiderne blot ville nøjes med at fortælle om de tre farligste.
Vi forlod den lille jungle-lodge og bevægede os ind i junglen. Træerne stod tæt og lavere buske levnede ikke megen plads på de små stier. Frisk luft og duften af natur fyldte næseborene. En lysning med smukke blomster tiltrak en sværm af sommerfugle. Fuglefløjt lød fra trætoppene og brød den ellers totale stilhed. Der var bare os og den storslåede jungle.
Kun efter ti minutter fra vi havde forladt lodgen hørte vi buskene rasle ikke langt fra os. Med ét stoppede vores guider op og vi turde ikke andet end følge trop. Vejret blev holdt og enhver bevægelses nødvendighed blev overvejet. Meddelelsen om at det var en eller to læbebjørne der puslede rundt ikke langt fra os, fik hjerteslagene til at tage til i styrke. En blanding af frygt og nysgerrighed plantede sig i os og vi forsøgte at få øje på dyrene gennem buskadset. Dagen forinden havde vi på elefant-ridetur gennem junglen mødt to læbebjørne, en mor og en unge, og var derfor udemærket klar over hvor skræmmende sådan nogle kunne være.
Vi gik lidt væk fra stien, ind i buskadset, for at få et bedre udsyn og ganske rigtigt. En 75 meter fra os gik en bjørn rundt mellem buskene. Med en fod der var klar til at løbe i den modsatte retning - til trods for at det var hvad vi IKKE måtte gøre ved sådan et møde - og den anden fod klar til at komme helt tæt på, bevægede vi os lige så stille for at finde bedre udsyn.
Guiderne var uenige om hvorvidt vi kunne fortsætte ad stien forbi den eller om vi skulle gå tilbage. Løsningen blev i stedet at lave en stor bue på den anden side af stien, hvor vi til gengæld måtte kæmpe os gennem den tætte bevoksning. Imens kunne vi stadig høre bjørnen pusle rundt bag os. Den ekstra gåtur førte os til gengæld forbi et imponerende banyan-træ. Som en helligdom midt i junglen, med orkideer voksende på det enorme net af stammer og grene.
Vi fortsatte gennem junglen, hvor vi flere gange hørte raslelyde tæt ved. Hver gang ændrede vi greb på vores spadserstokke, så de blev forvandlet til kampstokke. Skridtene blev forsigtige og vi koncentrerede os om at gøre vejrtrækningen lydløs, imens pulsen tog til i styrke. Det viste sig ofte at være en påfugl eller en hjort. Men det kunne også have været noget farligere... Flere gange stoppede vi op når Jeet og Khanna kunne lugte tiger, eller kunne fremvise friske spor fra næsehorn eller bjørne langs stierne. Hver gang med stor spænding i kroppen til følge. Rutsjebaneturen af spænding fortsatte gennem de fem timer i junglen. Øjeblikke fuldstændig på vagt afløst af sagte øjeblikke langs floden eller ved en lysning, hvor hjorte hoppede rundt i det meterhøje græs.
Det blev ikke til flere møder med bjørne, men til fem utrolige timer til fods rundt i junglen. Med utrolige scenerier, masser af natur og frisk luft, samt møder med andre af junglens fascinerende dyr. Som da en mindre flok rhesusaber sprang rundt og legede i trætoppene ikke langt fra os eller flodskildpadden der med sit lyse skjold lå i solen på flodbredden.
Det var en fantastisk følelse at gå rundt bare os seks og nyde roen og livet i junglen. At være gæster på dyrenes territorie. Med den medfølgende nysgerrighed og spænding hver gang der var chance for at møde en af beboerne. Khanna fremviste, da vi var tilbage igen, sine ar på læggen efter at være blevet overfaldet af en læbebjørn, hvilket gjorde os glade for at vi trods alt kun havde set den på afstand.
Opslag
